Dag 1.Søndag den 3 august kl 14.12 sidder den 65 mands store besætning på vikingeskibet Havhingsten af Glendalough på kajen i Glyngøre havn og spiser østers og drikker champagne!
De er omgivet af en stor skare begejstrede tilskuere.
Skibet har netop krydset Nordsøen i hårdt vejr på vejen hjem fra Dublin til Roskilde.
Det er let at forstå at alle er glade og oprømte.
Inden turen over Nordsøen måtte skib og besætning ellers vente i 11 døgn i den engelske østkyst by Lowestoft på vind fra den rigtige retning.
Hvad stiller man op i så mange dage med 65 mennesker, der er krammet sammen på et frimærke på et vikingeskib?
Først skaffer man sig et sted at sove og så fester man. Hvor vikingerne bare røvede, hvad de havde brug for, fik vor besætning lov til at bruge et stort pakhus på kajen som base mod at male det indvendigt og sætte lokummerne i stand! Der fulgte herefter fest på fest , badning på de uendelige strande og venskaber med de engelske værter, til de – nok til alles lettelse – endelig kunne stikke til søs.
I den anden ende af Danmark rullede rutebilen fra Vordingborg på nøjagtigt samme tidspunkt ind på Stege rutebilstation. Ud steg en ældre mand med en vadsæk.
Han blev mødt og omfavnet af en anden ældre mand. I dette øjeblik startede den brødretur, der - skønt værende forudsigelig ens med de utallige forudgående - alligevel skulle være anderledes og, uden sammenligning iøvrigt, have træk tilfælles med Havhingstens færd!
De to brødre var på vej tilbage til Enhiörningen, som lå på sin faste plads i havnen, snart optaget af vigtige sager, alle med relation til de fire ”S’er”, som har været ledetråden i alle de foregående sørejser! De første tre: Sejle, Spise og Sove er naturligvis uomgængelige, men hvor det ville være ubegrundet at kere sig om det tredie, var det i første omgang nr 2, der krævede opmærksomhed, men det viste sig snart at også nr 1 stillede andre krav end sædvanligt.
Det fjerde ”S” er af en anden og mere æterisk karakter, men herom senere.
Som det er de faste læsere bekendt, vælges der for hver dag på Brødreturen et egnet tema udfra en helheds vurdering af dagens tilbud og muligheder. Da dagen jo stort set var gået blev vi enige om en enkel fiskeaften. Det ville også kunne tilfredsstille vore koners forventning, når vi senere på aften ringede og meddelte at vi havde fået:
”3 Spætt!” til aften.
Inden det kom så vidt, fik vi besøg på båden af vore gode venner Anne Marie og Ole, som var kommet kørende fra Stubbekøbing via Bogø færgen. Det blev til en hyggelig snak med hjemmebagt kage og kaffe i cockpittet. Som sædvanlig ville Ole vide hvor vi havde tænkt os at sejle hen? Og dermed er vi henne ved det første ”S” – sejle - og det varsel om hård vind til stormende kuling, som DMI havde udsendt for de kommende 2 dage. Vi valgte at se tiden an og først træffe beslutning i morgen.
Vi kom dog ikke helt uden om det tredie ”S” - sove – da Lars skulle rede sin køje.
Det vakte nogen munterhed i båden, da det viste sig, at hans kone istedet for et lagen, havde givet ham sin, iøvrigt meget fantasifuldt udsmykkede, natkjole med istedet!
Dag 2.På græsplænen foran sejlklubbens klubhus havde der i løbet af gårsdags eftermiddag og aften rejst sig en hel lille telt by. Det var Vallensbæk sejlklubs optimist- og junior afdelings sommerstævne, som i denne uge skulle afvikles i farvandet udenfor Stege.
Lars og jeg sad i cockpittet, efter at have afviklet vort specielle morgen bade ritual, med bacon og æg og så de små sejlere in spe kæmpe sig ud af havnen i rimelig god vind. Der har nok været halvt mange børn til stævnet, som der var voksne på Havhingsten. De var alle fornuftigt påklædt i heldragter og med redningsvæste.
Ca. 10 Optimistjoller og 4 Europajoller sammen med 2-3 hurtigbåde med ledere var efter hånden på vandet. Vi hørte en af lederne sige, at det bliver en kort sejlads, for der er lovet meget vind senere på dagen.
Det var dagens understatement . For næppe var de mange både kommet ud af havnen og begyndt af sejle, kom vinden. Ikke gradvist øgende, som det plejer, men med et kæmpe smæld. Der blev total kaos på få sekunder. Blafrende sejl, joller, der kæntrede og drev med vinden i alle retninger tilbage mod havnen. Ungerne øste og forsøgte at få jollerne på ret køl, mens vinden hylede og bølgerne begyndte at rejse sig på den for så stille fjord. Nogle få af de unge optimistsejlere havde held og dygtighed til at bjærge deres fartøjer i havn, men de fleste lå og drev med sejlene vildt baskende og bådene halvt fulde af vand. En af Europajollerne blev klemt op imod stensætningen omkring havnen ved badebroen og vi kunne kun stå og se på mens tre børn og en leder i gummidragter kæmpede med at få sejlene ned og båden i sikkerhed.
Der gik op mod en halv time for alle børn var i sikkerhed og deres ledere kunne begynde og fundere over hvad der var sket og hvorfor.
Telt byen var blæst fladt hen af jorden, så børnene blev indkvarteret i sejlklubben, hvor de holdt til indtil onsdag og de skulle ikke engang male eller ordne lokummer!
Vi besluttede at udsætte afrejsen indtil videre og satse på kulturen istedet. Første mål var den nu lukkede sukkerfabrik, hvor der netop var åbnet en stor udstilling:
Food for Thought
U-TURNs satellitudstilling i Stege på Møn
Food for Thought er en udstilling, der peger på fluxus' betydning for samtidskunsten og dens særlige tilknytning til Møn, der har været et kunstnerisk knudepunkt for det eksperimenterende i det 20. århundredes anden halvdel. Det er ofte kunstens flygtige, legende og eksperimentelle karakter, der fremhæves ved fluxuskunst.
I Food for Thought er det frem for alt måltidet - som billede på det sociale og hverdagslige, der bringes ind i kunstens ramme - samt legen med musikkens former og konventioner, som udstillingen undersøger. Udstillingen består af værker, der kommunikere direkte med publikums sanser og appellerer til at spille aktivt med. En hyldest til det legende menneske, til poesien og vores skabende kræfter. George Machunas inviterer i sit værk Flux Ping-Pong fra 1976 med glimt i øjet til et spil ping-pong og John Cage Mozart Mix fra 1991 overlader det til publikum at sample deres egne kompositioner udfra uddrag af 25 Mozart værker.
Med Food for Thought indvies den tidligere sukkerfabrik som et nyt regionalt kulturcenter i Danmark. Udstillingen er et udtryk for U-TURNs ønske om at pege på det regionale kunstmiljø såvel som det internationale netværks betydning.
Samtidig rejser udstillingen også spørgsmålet om hvordan vi historiserer avantgarde arven - ikke mindst de mere flygtige og performative praksisser, der i 60'erne og 70'erne intet mindre end revolutionerede kunstbegrebet til det vi i dag opererer med.
En stor del af værkerne stammer fra den tyske kurator og kunstsamler René Blocks samling på Møn, som både rummer legendariske fluxus-værker af ældre dato og nyere værker, der på forskellig vis tager tråden op fra fluxus.
Så vidt foromtalen. Da vi troppede op var der kun et par venlige rengøringsfolk, der kunne fortælle af udstillingen var lukket om mandagen. Vi fik dog lov at kigge ind ad indgangsdøren. Vi så nogle store, bare rum med en enkelt billede pr ca 5o m2, så måske var det bedste gemt andet steds eller også var vi bare ikke de rigtige til den form for udstilling.
Vi gik i stedet en lang tur i det herlige og mærkelige naturområde, der ligger lige bagved sukkerfabrikken. Det er naturfredet, men menneskeskabt. Området består af nogle store jordbassiner, som benyttedes til bundfældning af al den jord, som blev skyllet af roerne og som ikke kunne ledes ud i bugten. Da fabrikken blev lukket, blev området overtaget af kommunen og udlagt til naturområde. Bassinerne er tilflugtssted for masser af frøer, fugle og planter.
Turen blev også en test for Lars’ nyinstallerede knæled. Det viste sig at fungere så godt som i gamle dage!
Efter den lange tur i ødemarken var det naturligt at vælge dagens tema som Amerikansk aften. Menuen stod på en frisk sommer salat, grillstegt okseculotte (på vor nye Cobb grill), nogle gode oste og kaffe til Peter. (Lars nærer en sandsynligvis helt ubegrundet frygt for, at kaffe kan udsætte søvnens indtræden med adskillige minutter)
Til middagen en fortræffelig rødvin fra Corbieres.
Som der står i eventyret: ”den nat blev det et Herrens vejr!”. Vinden ruskede og hylede i masterne, lugerne til cockpittet klaprede, båden hoppede og sprang i fortøjningerene og somme tider krængede båden over, så man var ved at rulle ned på dørken. Det havde dog den fordel, at hvis brødrene havde snorket – hvad de jo ikke gør – ville man ikke have været istand til at høre det.
Dag 3.Vinden fortsatte at blæse med uformindsket styrke og beslutningen om at blive liggende i Stege var let. Mere kultur måtte sættes i stedet. Vi besluttede at se på Steges gamle voldanlæg og på byens middelalderhistorie på Møns museum.
På vej ind fra havnen så vi ved broen, der fører vejen fra Lendemarke og resten af verden ind i Steges hovedstrøg, Storegade, til vor forbavselse en politibetjent. Storegade er på tirsdage i sommerperioden omdannet til gågade med marked og masser af aktivitetet. Et kig ned af gaden afslørede at fortovene på begge sider så langt øjet rakte, var tæt besat af mennesker og vi undrede os over, at vi af og til opsnappede ordet:”KIRKEN” i larmen. I det samme hørte vi fra Lendemarksiden fløjter og taktfaste trommer og lidt efter så vi at det var et tambour korps fra marinen, som nærmede sig.
Den enlige betjent klarede trafikken og orkestret marcherede ind i Storegade og gjorde holdt, efterfulgt af en faneborg af sammenrullede faner. Fanerne blev båret af ældre herrer i blå blazere og lysegrå bukser, de var alle dekoreret med en eller flere ordner. Vi gættede på at det var folkene fra den lokale marineforening, hvor Peter og Elli på et tidligere tidspunkt havde været inviteret indenfor.
Efter et kort holdt lød et højt kommando råb, tambour majoren løftede staven og orkestret satte i med en så munter og medrivende sømandsmelodi at man blev helt let om hjertet og gik med i takt med musikken.
Fremme ved det gamle Møns hotel gjordes der atter holdt og udfra en sidegade blev der båret en bærestol frem med en stor glaskiste på. Den gjorde holdt lige bag orkestret og foran flaggubberne, som nu viklede flagdugen ud.
I glaskisten var der en stor model af en tremastet fuldrigger.
Igen satte orkestret i med en fængende sømands melodi og hele menneske mængden bevægede sig taktfast op ad Storegade.
Efterhånden blev vi klar over hvad det var, som foregik: det er kirkeskibet Justitia, som var på vej til Stege kirke. Skibet er en kopi af linieskibet Justitia og er bygget af Hans Larsen, en norsk sømand fra Bergen, og skænket til Stege Kirke i 1718.
Justitia var viceadmiral Just Juels flagskib i slaget ved Rügen den 8. august 1715, hvor den danske flåde besejrede svenskerne. Hans Larsen deltog i dette slag ombord på Justitia. Efter afmønstring bosatte han sig på Nyord og her byggede han kirkeskibet.
Han måtte betale 10 rigsdaler for at få lov til at hænge det op i kirken!
Der er dannet en forening med det formål at vedligeholde skibet, som nedtages hvert tiende år for rengøring og reparation. Alle år, der ender med 8 er "Justitiaår".
Når skibet igen bringes på plads i kirken, sker det under festlige former. Skibet bæres i procession gennem Steges gader efter en fra gammel tid fastlagt rute. Det anbringes på sin plads i kirken, der afholdes en gudstjeneste og om aftenen er der Justitiafest for foreningens medlemmer.
Vi lod voldanlægget ligge og tog plads i kirken. Det er en stor, flot kirke med 5-6 hvælvinger efter hinanden i kirkeskibets retning. I de andre hvælvinger hænger store lysekroner, men i en af dem hang der kun en sort stang pyntet med nogle små kugler.
Stangen sluttede 4-5 meter over gulvet. Der var allerede en del mennesker i kirken og præsten gik og snakkede med folk og sagde at nu skete det snart og at der ville blive en kort andagt bagefter.
Nu begyndte der at blive uro nede ved indgangen til kirken og præsten stillede sig i porten. Vi kunne ikke se, hvad der var uden for, men nu råbte han godt hjulpet af højttaleranlægget noget i retning af: ”Hvad bringer I her?” Udefra lød det svagere: ”Vi bringer skibet Justitia tilbage til sin plads i kirken!”
Præsten: ” Er skibet bragt i den rette stand?” ”Ja!”, lød svaret og så fulgte en remse om alt det, der var blevet udskiftet eller repareret.
Præsten: ” Godt, lad da skibet komme ind på sin rette plads!”
Det var tydeligt en gammel og helt fast tekst, som blev brugt og som her er gengivet efter hukommelsen.
På balkonen bag i kirken stod en mariner klar med sin trompet. Han gav en gjaldende fanfare, orglet satte i med et alt hvad det havde af piber og med borgmester og præst og officials i spidsen bevægede bærestolen sig langsomt ind efter fulgt af de mange faner og Justitia forenings medlemmer og gjorde holdt nøjagtig under den sorte stang.
Glaskisten blev pillet af og der stod nu Justitia i al sin pragt.
Der blev nu en kort stilstand. Mange har sikker ligesom jeg undret sig over, hvordan i alverden man skulle få løftet den store skibsmodel op og koblet på på en værdig måde.
Man ku’ jo ikke så godt få en hydraulisk gaffelstabler ind i kirken.
Kirken var i mellemtiden blevet så godt som fyldt med mennesker og det er en virkelig stor kirke. Der var som sagt helt stille, men pludselig gik der et gys igennem forsamlingen. Ganske langsomt begyndte den sorte stang at glide nedad indtil den nåede skibet! En bolt blev stukket i og op svævede modellen til den plads, hvor den skal hænge de næste 10 år.
Gudstjenesten handlede om kirkeskibet og om menneskets vej gennem livet som et skib mod sit mål. Det var ok, men det bedste var dog salmerne: ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Op al den ting, som Gud har gjort”. Der blev sunget igennem og det var skønt.
Ovenpå denne oplevelse kunne vi godt leve med at Møns museum var lukket, da vi kom. Vi gik gennem voldanlægger som helt omslutter byen fra kyst til kyst og helligede os derefter forberedelserne til dagens tema: ”Italiensk aften”
Menuen stod på
Prosciutto e Melone,
Pasta alla Bolognese,
Oste
og ½kaffe
Hertil en god fransk Rhone vin, måske lidt ude af stilen, men herlig!
Vinden begyndte at løje henunder aften og vi sov godt.
Dag 4.Det er nu på tredie døgn, at vi ligger i Stege havn og venter på godt vejr. Vi begynder at forstå hvordan Havhingstens besætning efterhånden må have følt sig. Heldigvis er vi vågnet til en stille dag med varmt solskin og vi har kun en tanke i hovedet efter morgen ritualet: at komme udover bakkerne!
Det er jo ærgerligt at det nu er vindstille, men ud vil vi og det bliver med motorens hjælp. Det er underligt at tænke på at det oprørte hav fra igår nu er spejlblankt vand kun brudt af to kølvandsstriber.
Turen bringer os gennem nogle af de smukkeste danske farvande jeg kender: Bøgestrøm, Ulvsund og den listige rende øst om Tærø til Dansk Sejlunions ankerbøje ved halvøen Skallehoved. På selve ankerbøjen står der, at al landgang på Skallehoved er strengt forbudt på grund af, at der er ynglende havørne der. Vi så nu ingen ørne, mens vi sad og nød vor kop kaffe (begge to, det var jo tidligt på dagen).
Men, netop som vi skal til at lette sker der noget. En kæmpe fugl med vinger så store som en dør og som yderst bøjer opad som på en Airbus, kommer svævende ned langs halvøen. Den hvidgullige hale skimtes i kikkerten. Det er et betagende syn, som er hele turen værd. Lidt efter kommer endnu en, der er lidt mindre og sætter sig i et nøgent træ og viser sin ørneprofil fra siden.
Ved Tærø foretager brødrene det telefonopkald til deres søster Tove, som det har været gjort på alle de 16 forudgående brødreture. Det er hyggelig og god tradition, som vi alle glæder os til.
Videre går det gennem Farø broerne og ned i Grønsund. Her kommer der endelig vind, så vi kan slippe for motorens larm og kun nyde de naturlige lyde. Der er kraftig modstrøm, så vi går helt ind på det lave vand under Bogø. Her er det godt at være stedkendt!
Ved Grønsund færgebro, der hvor Marie Grubbe i sin tid boede med sin færgemand kaster vi anker 10 meter fra land for at indtage en let arbejdsfrokost.
Vi sidder i fuldkommen læ og ser hvordan strømmen fører krydsende både tilbage til udgangspunktet og beslutter at motoren skal på, når vi runder pynten ved Hårbølle pynt.
Her lå vi og sejlede i gamle dage i X-79. Med en 5 tons båd synes det lidt dristigt at gå indenom grundene mellem Møn og Falster for at spare den lange omvej omkring Hestehoved. Men det er bare på med vanten og helt tæt under land ved Hårbølle pynt.
Det viser sig at være lettere end vi troede på grund af to bundgarn fra land, som nøjagtigt viser, hvor den dybe rende er, og snart er vi ude af Madses løb og sejler ned langs Møns kyst i Hjelm Bugt.
Der er bundgarn hele vejen ned til Klintholm havn og det forhindrer os i at komme tæt på kysten ved Tøvelte strand. Det er her på en ejendom, der ligger helt ned til vandet at Morris’ skovbørnehave opererer. Vi må nøjes med at sende ham en venlig tanke.
Klintholm havn blev etableret af Klintholm Gods i 1878 under ledelse af kammerherre C. S. Scavenius. Havnen skulle fungere som udskibningshavn for godsets leverancer af bl.a. kridt. På havnen byggedes pakhus, skibshandel og kro. I 1918 blev havnen solgt til kommunen. Gradvist overtog og udviklede fiskerbefolkningen selv havnen med bl.a. ophalerbedding og fællessalg. Fra trediverne og frem til for få år siden var det ålefiskeriet, der var den helt store indtægts kilde.
Nu er ålene næsten væk og dermed de fleste fiskere. Deres garnhuse er omdannet til gallerier eller ligger øde hen og hele den oprindelige fiskerby har et trist og forladt ansigt. Til gengæld er der kommet en stor marina og i forbindelse med den en masse ferieboliger.
Havnen var næsten fuld, med der er jo altid en plads til en Nimbus 30 helt inde i bunden af havnen. Efter stilheden og skønheden ved Tærø og Grønsund, var det en mærkelig fornemmelse at have masser af folk tæt inde på livet og høre blandingen af tysk, hollandsk, svensk og dansk svirre i luften. På vej til skibsprovianteringen mødte vi fiskehandleren Rico’s far, som vi kendte fra tidligere og som vi så i kirken igår iført mørkeblå blazer og ordner. Idag havde han det sædvanlige blå arbejdstøj på og sagde næsten undskyldende, at sådan ville de jo have det i Justitia foreningen!
Vi har i nogle dage arbejdet med emulgering af salatdressing. Det lyder måske lidt langt ude, men det er en udløber af Lars’ nyligt afsluttede rejse i Nordspanien. Turen var en fødselsdagsgave fra hans to meget madinteresserede sønner og omfattede besøg på et utal af spisesteder, hvoraf den 3 stjernede Michelin restaurant Arzak i San Sebastian var rejsens absolutte clou. Det var på denne tur, at sønnernes besættelse af salatdressingemulgering vakte Lars’ interesse og det var da også grunden til at vi valgte at sætte turbo på aftenens menu med en fransk inspireret butterbeans salat efter opskrift indhentet fra Elli i Frederikssund.
Menuen for denne franske aften var:
En halv avocado med emulgeret hvidløgsdressing
Velhængt entrecote med bønnesalat og kartofler
Oste
Hertil nød vi en(?) flaske(r) Lirac
Dag 5.Fra Klintholm havn og så langt øjet rækker mod vest, ligger der en lang sandstrand stort set øde hen. Det var en vidunderlig morgen og vi gik et stykke hen af stranden inden vi gik i vandet, der var varmt og friskt. Vi grinede lidt af at Christians venner tilsyneladende havde været chokeret over at høre om vore badevaner.
Efter en solid morgenmad var vi atter på farten kl 8:30 til den del af turen vi havde glædet os allermest til, nemlig ned langs Møns Klint badet i morgensol. Og vi blev ikke skuffede, der er helt, helt fantastisk!
Vi talte med Elli, som fortalte at vejret var ulideligt varmt i Frederikssund og at hun ville møde os på havnen i Stege ved firetiden i eftermiddag. Vi på vor side kunne berette at livet var skønt, siddende på fordækket med en sval luftstrøm fra farten og med Leclerc ved roret.
Som nævnt i indledningen har de fire ”S’er” været ledetråden i alle de 16 foregående sørejser og sandelig også i denne nr 17. Og det bringer os tilbage til det fjerde ”S”, som brødrene anser for mindst ligeså vigtigt som de tre øvrige . Som nogen måske har gættet står dette ”S” for sanse i i bredeste betydning! Altså at vi skal bruge vore sanser til at opleve det vidunderlige her i livet, det være sig natur, musik, ja kultur i enhver form. Om eftermiddagen kl 16 løb vi ind på vores faste plads i Stege havn, hvor Elli stod og ventede med et kys!
Og med klinten stadig siddende på nethinden slutter denne beretning.
