 |
| Børnebørn julen 2007 |
28.12.07
30.9.07
Det romerske teater i Orange
 |
| Det romerske teater i Orange |
It’s 20 centuries later, and the acoustics still can’t be beat
Sometime around the birth of Jesus, the Romans built a 7,000-seat theater at Arausio in southern France, a former capital of the now vanquished Celts. It was a conventional design, with its steeply tiered rows of benches forming a semicircle around the proscenium. It was also big. The stage, varying in depth from 40 to 50 feet, ran 210 feet along the base of the theater’s great 120-foot-high, 340-foot-wide stage wall. The castle-like wall, with its entranceways and exits, featured the obligatory statue of Caesar in an arched niche above stage center.
Besides its bold dimensions, where the theater defied convention was in its superb acoustics. Even the cheapest ticket in the house, for a seat situated at the theater’s highest and furthest point, bought its holder an ability to hear stage whispers without straining. Roman engineers had succeeded in building a provincial theater that became known throughout the empire.
Two thousand years later, on several counts, we moderns are just as impressed at the site as the Romans were. The great acoustics come through the centuries intact, thanks to the preservation of the massive stage wall, which did not suffer onslaughts from quarrying, vandals or destructive earthquakes. With the exception of old stone seats, which had become eroded and broken (they were restored in the 19th century), the theater had weathered 20 centuries remarkably well. Even the statue of Caesar above the stage remained steadfast in its niche.
That power of endurance was what led UNESCO to name the theater at present-day Orange in France’s Rhone Valley (named after the Dutch royal house that once owned it) a World Heritage Site in 1981, describing it as “one of the best preserved of all the great Roman theaters.”
The theater is so well preserved that it’s still used as a musical and theatrical venue. One of the most notable annual events that take place there is Les Chorégies d'Orange, an annual lyric festival that relies on the Roman theater’s remarkable acoustics to present unamplified operas, oratorios and choral works. Les Chorégies, which started in 1860, is presented every summer and has become one of the region’s most venerated musical festivals.
11.7.07
Elli's fødselsdag
Første hurdle er klaret idag! Og til Elli's store lettelse.
Efter indgående forhør, syns- og senilitets test, tegne øvelser, mm.hos en ung energisk læge, er Elli klar til endnu 4 år bag rattet.
Så langt så godt! næste bekymring er vejret den 24.ende. Peter siger, at alt lortevejr bliver opbrugt inden, så det kan kun blive godt!
Fødselsdagen
Elli’s fødselsdag ligger jo midt i sommerferien og er altid på en måde kommet bag på mig. Hvor mange gange har jeg ikke sneget mig fra borde i Hobro eller på Anholt og lusket op i byen for at finde en gave, som ikke var alt for pinlig.
Den situation ville jeg ikke i til hendes 70 års fødselsdag! og jeg besluttede nu skulle det være en gave, som hun virkelig ville blive glad for og som skulle købes i god tid.
Jeg begyndte i marts at undersøge auktionshusenes internet sider og til min overraskelse fik jeg hammerslag på to billeder af maleren Hagedorn-Olsen med motiver fra fjorden. Så vidt så godt. Det lykkedes at sløre de usædvanlige beløb i vort regnskab, men hvordan skulle jeg få dem hjem uden hun ikke fattede mistanke?
Postvæsnet kunne ikke bruges, for man ville jo aldrig kunne vide hvornår der står et postbud med en stor pakke fra Bruun-Rasmussen. Det ville jo også vække undren hvis jeg uden videre tager bilen og kører en tur til København for hun ved at jeg hader at komme til byen. Og har jeg først vakt undren, så varer det ikke længe før hun har regnet den ud!
Næ, jeg måtte alliere mig med Steffen og få ham til at hente den.
Nu traf det sig imidlertid sådan, at han blev forhindret og ringede for at give mig besked. Der var ingen der tog telefonen, så han begyndte at indtale følgende på telefonsvareren: ” Det er Steffen, med hensyn til det billede.....” og så kom han i tanke om at det jo kunne være at Elli tog telefonen, så han fortsatte: ” på gaven til Vera, nå men jeg ringer!”
Det var ren volapyk for Elli, som selvfølgelig var den første, der hørte svareren. Også for mig, men jeg fik hurtigt forklaret at Steffen gerne ville have sat et billede på den gynge, jeg var ved at lave til Vera. ”Det var da mærkeligt!”, svarede Elli, ”den slags plejer han da ikke at gå op i!” og det var da også det sidste han havde tænkt på. Men for at historien kunne holde vand måtte jeg male en lille figur på gyngen, som Vera iøvrigt blevet glad for!
Nå, historien har været kendt af hele familien, undtagen Elli og jeg har været nervøs for at nogen skulle snakke over sig. Heldigvis skete det ikke.
Vejrudsigten op til den 24. juli var rædsom. Og bekymringerne om hvordan der skulle blive plads til alle i det lille sommerhus, når vi nu ikke kunne være i haven, var tilsvarende store. Bekymringerne kunne vi have sparet os. Dels blev vejret trods de dystre forudsigelser rimelig godt, men først og fremmest havde vore tre drenge og deres koner lavet et fantastisk arbejde både med opstilling af borde og borddækning og ikke mindst med indkøb, tilberedning og servering af en fem stjernet og fem retters menu.
Festen startede på kajen i Stege havn kl 13. Her var Arne og Anne Mette ankommet ved midnat dagen før, i deres nyindkøbte og – restaurerede båd. Vi ønskede tillykke med et glas champagne og alle kom ombord for at se det flotte skib. Redaktøren for den lokale sprøjte vejrede en historie, så jeg måtte give et interview til ham, om hvad der var på færde.
Så kørte vi ud til Østermark, hvor stuen var ryddet på nær flyglet og et langt bord var stillet på skrå i stuen. På en lille afsats i det ene hjørne var dækket et børnebord.
Der var en knaldgod stemning lige fra begyndelsen og den blev ikke mindre efterhånden som den ene lækre ret efter den anden blev båret ind. Det meste var lavet på grill ude i haven og der var kun een tallerken og et bestik pr. kuvert. Det var der ingen der bemærkede, for svigerdøtrene vaskede det hele op mellem hver ret!
Et af Elli’s store ønsker blev opfyldt med gaven fra børnene: Et stort, flot fotografi af børn, svigerbørn og børnebørn.
Der blev sunget som det var en lyst. ”Det er et vejr” og ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” med Christians akkompagnement på klaveret. Det var som om taget løftede sig. Til sidst sang vi en kanon, som min søster Kirsten havde skrevet til Elli’s 60 års fødselsdag på melodien ”Hvem har malet himlen blå?”
Jeg holdt også en tale, som det sig hør og bør og kunne da endelig afsløre historien om billederne. Midt undet min tale lød Halfdans røst, klar og tydeligt: ” Mor jeg skal tisse!
Og sådan blev det en uforglemmelig fest og Elli var så glad.
Efter indgående forhør, syns- og senilitets test, tegne øvelser, mm.hos en ung energisk læge, er Elli klar til endnu 4 år bag rattet.
Så langt så godt! næste bekymring er vejret den 24.ende. Peter siger, at alt lortevejr bliver opbrugt inden, så det kan kun blive godt!
Fødselsdagen
Elli’s fødselsdag ligger jo midt i sommerferien og er altid på en måde kommet bag på mig. Hvor mange gange har jeg ikke sneget mig fra borde i Hobro eller på Anholt og lusket op i byen for at finde en gave, som ikke var alt for pinlig.
Den situation ville jeg ikke i til hendes 70 års fødselsdag! og jeg besluttede nu skulle det være en gave, som hun virkelig ville blive glad for og som skulle købes i god tid.
Jeg begyndte i marts at undersøge auktionshusenes internet sider og til min overraskelse fik jeg hammerslag på to billeder af maleren Hagedorn-Olsen med motiver fra fjorden. Så vidt så godt. Det lykkedes at sløre de usædvanlige beløb i vort regnskab, men hvordan skulle jeg få dem hjem uden hun ikke fattede mistanke?
Postvæsnet kunne ikke bruges, for man ville jo aldrig kunne vide hvornår der står et postbud med en stor pakke fra Bruun-Rasmussen. Det ville jo også vække undren hvis jeg uden videre tager bilen og kører en tur til København for hun ved at jeg hader at komme til byen. Og har jeg først vakt undren, så varer det ikke længe før hun har regnet den ud!
Næ, jeg måtte alliere mig med Steffen og få ham til at hente den.
Nu traf det sig imidlertid sådan, at han blev forhindret og ringede for at give mig besked. Der var ingen der tog telefonen, så han begyndte at indtale følgende på telefonsvareren: ” Det er Steffen, med hensyn til det billede.....” og så kom han i tanke om at det jo kunne være at Elli tog telefonen, så han fortsatte: ” på gaven til Vera, nå men jeg ringer!”
Det var ren volapyk for Elli, som selvfølgelig var den første, der hørte svareren. Også for mig, men jeg fik hurtigt forklaret at Steffen gerne ville have sat et billede på den gynge, jeg var ved at lave til Vera. ”Det var da mærkeligt!”, svarede Elli, ”den slags plejer han da ikke at gå op i!” og det var da også det sidste han havde tænkt på. Men for at historien kunne holde vand måtte jeg male en lille figur på gyngen, som Vera iøvrigt blevet glad for!
Nå, historien har været kendt af hele familien, undtagen Elli og jeg har været nervøs for at nogen skulle snakke over sig. Heldigvis skete det ikke.
Vejrudsigten op til den 24. juli var rædsom. Og bekymringerne om hvordan der skulle blive plads til alle i det lille sommerhus, når vi nu ikke kunne være i haven, var tilsvarende store. Bekymringerne kunne vi have sparet os. Dels blev vejret trods de dystre forudsigelser rimelig godt, men først og fremmest havde vore tre drenge og deres koner lavet et fantastisk arbejde både med opstilling af borde og borddækning og ikke mindst med indkøb, tilberedning og servering af en fem stjernet og fem retters menu.
Festen startede på kajen i Stege havn kl 13. Her var Arne og Anne Mette ankommet ved midnat dagen før, i deres nyindkøbte og – restaurerede båd. Vi ønskede tillykke med et glas champagne og alle kom ombord for at se det flotte skib. Redaktøren for den lokale sprøjte vejrede en historie, så jeg måtte give et interview til ham, om hvad der var på færde.
Så kørte vi ud til Østermark, hvor stuen var ryddet på nær flyglet og et langt bord var stillet på skrå i stuen. På en lille afsats i det ene hjørne var dækket et børnebord.
Der var en knaldgod stemning lige fra begyndelsen og den blev ikke mindre efterhånden som den ene lækre ret efter den anden blev båret ind. Det meste var lavet på grill ude i haven og der var kun een tallerken og et bestik pr. kuvert. Det var der ingen der bemærkede, for svigerdøtrene vaskede det hele op mellem hver ret!
Et af Elli’s store ønsker blev opfyldt med gaven fra børnene: Et stort, flot fotografi af børn, svigerbørn og børnebørn.
Der blev sunget som det var en lyst. ”Det er et vejr” og ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande” med Christians akkompagnement på klaveret. Det var som om taget løftede sig. Til sidst sang vi en kanon, som min søster Kirsten havde skrevet til Elli’s 60 års fødselsdag på melodien ”Hvem har malet himlen blå?”
Jeg holdt også en tale, som det sig hør og bør og kunne da endelig afsløre historien om billederne. Midt undet min tale lød Halfdans røst, klar og tydeligt: ” Mor jeg skal tisse!
Og sådan blev det en uforglemmelig fest og Elli var så glad.
Abonner på:
Opslag (Atom)
