Da vi fløj hjem igen fra Nice, læste vi i BT, at en ældre mand havde foresøgt at kidnappe - eller hvad man nu skal kalde det - Lene Espersens børn i børnehaven. Heldigvis lykkedes det ikke, men det må have været en grim oplevelse for forældrene.
Vi kan tale med om, at den var heller ikke gået i London. For snart tre uger siden tog vi morgen flyveren til Stansted Lufthavn, derefter bus nr A6 til Finchley Road og til sidst gåben til Britt og Christians hus på Hawtrey road i Swiss Cottage. Britt stod med sin store mave og et ligeså stort smil i døren og bød velkommen. De bor på en stille vej i et to etages kædehus, som væk fra vejen vender ud mod en stor fælles græsplæne og som yderligere har en lille gårdhave. Britt har som sagt en anseelig mave, dels er hun i 7 måned og dels er hun ret lille, så det syner en del. Heldigvis har hun det godt og er i fuld vigeur. Vi blev enige om, at vi skulle hente Morris i børnehaven om eftermiddagen, der var givet besked om, at vi ville komme. Men først måtte vi have en grundig instruktion i, hvordan man overhovedet kommer ind.
Man skal igennem tre elektroniske låger. Ved hver låge skal vi trykke en kode og afvente besked på at lågen nu er åben. Det lød jo meget nemt, så den klarer vi let sagde jeg kækt.
Det tager en halv time at gå derned og vi kendte vejen fra tidligere. Det var næsten ligesom i historien om Fyrtøjet, der skulle ned til de tre skatkister. Da vi kom til den første port, så vi at det var en svær jerngitter port . Ved siden af var der et tastatur. Her trykkede vi koden ind og intet skete. Vi prøvede et par gange til og vi hørte noget uforståeligt i højttaleren. Vi rykkede i porten, intet skete den var totalt låst. Heldigvis kom der nu en dame som åbenbart hørte til der, for hun havde en lille dims som hun førte forbi og vips, så sprang porten op.
Vi var nu inde i forgården, hvor der stod en masse barnevogne under et halvtag. Herfra skulle vi så ind i et forkontor. Det kunne også kun lade sig gøre igen ved at taste koden og mærkelig nok lykkedes det i første forsøg. I forkontoret sad en yngre dame og halvsov. Vi sagde at vi skulle henter Morris, hvorpå hun pegede på endnu en dør med kode. Endelig var vi inde i det aller helligste, en lang gang med en hel række døre, som førte ind til de forskellige stuer med børn. Vi fandt den rigtige stue, men kunne man komme ind, nej, selvfølgelig ikke. Vi skulle nu ringe på en klokke og i et samtaleanlæg gøre rede for, hvem vi var og hvad vi ville. Så gik døren endelig op og vi var endelig inde på Morris stue, hvor en hel masse børn sad ved små runde borde og var næsten færdigemed at spise.
Da Morris så os røg han op som en raket og kom styrtende hen og sprang op i favnen til os. Det var dejligt.
Da velkomsten var overstået henvendte han sig til en af pædagogerne - en ung mand - på flydende Oxford engelsk med ordene: "Will you please change my nappie before we go?" Vi var ved at tabe næse og mund. Pædagogen spurgte Elli, om det var iorden at han skiftede ham, inden vi tog hjem? Elli, der godt ved hvormeget han skider, svarede: " Yes, yes, by all means " Skift ham endelig!!
Vi tog bussen hjem og havde det rigtig sjovt med Morris. Og da vi kom hjem stod Britt glædestrålende i døren og sagde: "Hej lille Morris!", hvortil ungen svarede:" Bye, bye mor!". Underforstaaet: skrid med dig, det er mig, der har farfar og farmor.
Saadan er verden saa uretfærdig. Heldigvis var hun snart igen den bedste i verden!
Vi var kun i London i 4 dage, så der var ikke megen tid til at lege turister. Vi var dog på British Museeum og så to meget spændende særudstillinger. Den ene var nogle vægmalerier, som fornylig er blevet fundet i nogle grav kamre i Ægypten. Det var en helt fantastisk detaljeret beskrivelse af livet hos en velhavende familie tusind år før kristus.
Det andet var en udstilling, som var lavet i samarbejde med Irans nationalmuseeum. Den handlede om en shah Abbas, som totalt reformerede Persien i løbet af sin 42 år lange regeringstid. Den viste igen, at det er de stærke enkeltpersoner med de rigtige egenskaber, der forandrer verden.
Vi var også ud at spise på St. Johns, en af Londons hotte restauranter, hvor alle de unge og smukke mødes. Vi havde bordbestilling til kl 20:30. Og fordi det var sådan et in-sted skulle man være fremme til tiden, ellers gik bordet til andre.
For at nå det var der bestilt en taxa til kl 20. På det tidspunkt skulle Morris være faldet i søvn og Merly, den fillipinske rengøringskone, være ankommet. Det lyder enkelt, men det var ikke så enkelt endda. For det første skulle Morris være enig i at det var en god ide at han skulle sove. For det andet måtte Merly ikke komme før Morris var faldet i søvn, for han kunne af en eller anden grund ikke ikke lide at hun skulle lægge ham i seng. I god tid før kl 20 begyndte nedtællingen med oplæsning og godnat sang først af den ene og så af den anden. Ungen var i højt humør og viste ingen tegn på træthed. Minutterne sneglede sig mod kl 8 og nervøsiteten steg. Men 5 minutter i otte faldt Morris pludseligt og uventet i søvn . Og oplæserne listede stille ud af værelset og vi ventede så kun på Merly.
Merly er som sagt fra Fillipinerne og har været i London i et par år. Derhjemme har hun mand og børn, som hun på den måde forsørger. Om et år rejser hun hjem igen. Knap var Morris faldet i søvn før Merly ringede: " I am late!" Jeg kan ikke komme til tiden for bussen sidder fast! Taxa'en holdt allerede og snurrede og vi besluttede at Christian skulle blive hjemme og vente på Merly, for så senere at skynde sig efter os i sin lille gule sportvogn til 2 personer.
Da Merly kom første gang til huset, var det også Christian, der ventede på hende og der udspandt sig følgende herlige misforståelse, da han precis på det aftalte tidspunkt åbnede hoveddøren og så ned på den lille Fillipiner på fortovet. Hun sagde: " I am Merly!" Men Christian hørte det som: " I am early!" og svarede: " No, you are not!". "Yes I am!", sagde den undrende Merly. Christian trådte et skridt tilbage og bød hende indenfor med ordene: "Never mind,
come right in anyway"
Kort tid efter var vi alle bænket ved et langbord i en stuvende fuld restaurant indrettet i et tidligere rygehus i forbindelse med kødmarkedet i nærheden. I spidsen står en berømt kok, Fegus Henderson. Han har mange utraditionelle ideer. Han siger bl.a.: 'If you're going to kill the animal, it seems only polite to use the whole thing...'. Og han mener det, når han siger: ' nose to tail', alt på dyret kan spises og han lider ikke af fedtforskrækkelse. ("Fat is friendly!"). Jeg prøvede den berømte marv salat. En tallerken fuld af benpiber på højkant, hvor man fiskede marven ud og spiste den på ristet brød med hakket bladpersille og groft salt. Fedtet drev ud af mundvigene! UHM! Selv om det var lidt utraditionelt var det hele meget velsmagende og vi havde det rigtigt hyggeligt.
Da vi igen var ude på gaden, så vi Christians knaldgule Porsche parkeret lige overfor mellem en hel række af store sorte limusiner med kun 20 cm luft både for og bag. Den lignede sgu' en legetøjs bil! Og hvordan han skulle få den ud derfra, var svært at sige.
Ud for en bar lige ved siden af 'vores' restaurant stod en klynge unge mennesker i højt humør, mens de pulsede på deres cigarer og cigaretter. De var også meget interesserede i hvordan det skulle kunne lade sig gøre at få bilen bakset ud. De kom med mange hjælpsomme kommentarer. Det var dog intet imod hvad der kom senere, da det gik op for dem at en lille højgravid dame plus en noget større ditto og to granvoksne mænd havde til hensigt at kravle ind i bilen. Jublen ville ingen ende tage, da Christian og Elli efter en del møven endelig sad på forkanten af det diminutive bagsæde med hovederne mast op i loftet og Peter på forsædet med hovedet mellem knæene. Den eneste der sad godt var Britt bag rattet. Det var godt det samme, for hun kørte, som en Porsche skal køres, friskt, med høj motorlyd og hvinende dæk!
Dagen efter var rejsedag, vi skulle videre til Sydfrankrig. Det tog halvanden time med et stopfyldt Ryanair fly til Marseille.
