21.2.08

Midvinter på Møn 2008

Midt i februar var vi i Østermark i 4 dage. Der stod havearbejde på programmet. Og vejret var lige til det. Sol og stille og lunt.

Vi havde sat os for at fuldføre resten af arbejdet med beskæring af de træer og buske, som var ved at kvæle hinanden og som ikke fik kniven, da hollænderen var løs i efteråret.

I tre dage brændte bålet hos Tage og Lilian, et trailerlæs stød og større grene blev læsset af på genbrugspladsen i Borre og to tilsvarnede læs blev kørt om på Allans mark til senere afbrænding.

Alt meget nemt at forstå. Hvad det derimod er svært at fatte er, at vore anstrengelser overhovedet ikke kan ses i haven. Men vore kroppe kunne skrive under på at noget usædvanligt havde fundet sted: Ømhed i alle lemmer og store problemer med at holde os vågne til kl 21!

Vi har også haft møde med Lars fra Skærbæk VVS og EL installatør om opsætning af to el-radiatorer i stuen og etablering af lys og stikkontakt i skuret. Det ser overkommeligt ud.

Østermark feb 2008