4.11.12

Apricale 2012


Rejse.

Hallo, det er kaptajnen, jeg har en lidt kedelig meddelelse!”  Sådan lød det i højttalerne i Norwegian flyet en halv time efter starten mod Nice. ”En gruppe måger havde besluttet sig for at holde hvil på startbanen samtidig med at vi lettede. Vi har nu fået vished for at en eller flere ramte flyet og vi skal efter gældende regler vende om og få flyet inspiceret. Der vil holde brand- og redningskøretøjer langs landingsbanen, men jeg understreger, at der er intet at være urolig for. Vi forventer at kontrollen af flyet varer en halv times tid og at vi derefter får ny starttilladelse, hvis der ikke, som forventet, er skader på flyet. Når vi er landet skal I bare blive siddende på jeres pladser og jeg understreger, at der er ikke noget at være urolig for”.

De gentagne forsikringer om at alt var normalt virkede nu lidt mod hensigten, men vi landede heldigvis normalt og blev ganske rigtig mødt af forskellige køretøjer heriblandt en, der var mærket med teksten ”BIRD CRASH CONTROL”. Den kørte op og stoppede lige foran os og nogle gul klædte gutter sprang ud og inspicerede flyet. Ganske som forudsagt af kaptajnen gik der kun en halv times tid inden vi igen kunne starte med Nice og denne gang uden afbrydelse.

Elli og jeg havde gennem Jens Christian og Mette fået kontakt med Anna Mandorli og lejet hendes lejlighed i Apricale, som ligger ca 60 km fra Nice lufthavn lige inde på den italienske side og ca.15 km nord for Ventimiglia på den italienske riviera. Vi havde hørt en del om stedet på forhånd og var meget spændte.

Lejeaftalen var simpel:
·         I har lejligheden i 15 dage,
·         Adressen er: Via Santa Anna 1, Apricale
·         I får nøglen hos Graziella og
·         I kan lægge lejen under det gamle radioapparat, når I rejser!

Graziella skulle have en købmandsforretning nær ved den centrale piazza og fordi vi nu var to timer forsinkede, begyndte vi allerede at spekulere på, hvad vi mon gjorde hvis hun lukkede,  før vi nåede frem ved femtiden i stedet for kl. 3, som planlagt. Vi havde også fået et telefon nummer, som vi kunne ringe til, hvis vi ville have hjælp med at få bagagen op til lejligheden fra parkeringspladsen neden for byen. Det afviste vi med et overbærende smil, ikke nødvendigt, vi rejser altid let!  Men det hjælper jo alting ikke så meget, hvis vi ikke når at hente nøglen, inden hun lukker

Vi kender Nice Côte d'Azur  lufthavn rigtig godt, efter de utallige gange vi har passet hus for Elli’s bror og svigerinde i Provence. Det tog da heller ikke lang tid før vi kunne svinge ud i trafikken i vores spritnye Citroen C3 med automatgear. Det skulle vise sig at være en pragtfuld, letkørende bil, som vi blev meget glade for. Men vi havde ikke gjort det tilstrækkeligt klart for GPS’en, at vi ville på motorvej jo før jo hellere. Den ledte os i stedet ind igennem Nice’s fyraftens trafik, før vi endelig kom på A8 mod Genoa. Det kostede os lige en ekstra halv time.

Snart er vi i Italien og lige før Ventimiglia betalte vi vores Peage og styrede gennem Ventimiglia’s mylder til den rundkørsel med palmetræ, som Mette havde beskrevet for os. Der går en rimelig god vej mod nord op igennem Nervia dalen gennem de små byer Camporosso, Dolceaqua og Isolabona.


Herfra er der kun tre kilometer op til Apricale, men hvilke tre kilometer?
Smal vej, hårnålesving og fantastisk udsigt. Da vi kom rundt i et af de sidste sving, dukkede den lille by så op - højt oppe -  som et drømmesyn.
Husene kravlede ligesom op ad bjergtoppen og omsluttede den. Det var som om det hele var hældt ud over og var flydt ned, hvor der var plads!



Vejen fører nedenom og rundt om byen. Langs den smalle vej er der hele vejen markeret parkerings båse og allerøverst er der en egentlig parkeringsplads. Herfra må man så gå op i byen til fods. Vi skulle ikke nyde noget af at parkere langs med vejen med en selvrisiko på næsten 1000 , så det var parkeringspladsen, selvom der så var lidt længere at gå!

Og så mangler vi nu bare at finde Graziella’s købmandsforretning. Man siger jo, at alle veje fører til Rom, så hvorfor ikke starte med Via Roma. Der findes en Via Roma i enhver by i Italien med respekt for sig selv.
Apricale’s Via Roma starter som en smal, asfalt belagt moderne vej, men efter et stenkast smider den fåreklæderne og byder sig til, nøjagtigt som den har gjort i flere hundrede år!  Snæver - så man kan nå murene på begge sider samtidigt, brolagt med små runde søsten og så går det ellers op og op! Vi begynder at snakke om at, vi måske skulle have modtaget Anna’s tilbud om transport af bagagen, mens vi slæber kufferternes hjul opover de toppede brosten!  Lidt længere oppe lukker husene sig over via’en, som nu er blevet en smal tunnel, der stadig går stejlt opad.
Men videre kommer vi dog og efter en tid ser vi en trappe gå op til højre og vi kan lige skimte en lysning for enden. Det må Piazzaen og så må vi være tæt på!

Et kort stykke længere fremme kommer der lys ud af en åben dør, vi kigger ind af nysgerrighed og opdager, at de to små rum faktisk er en butik og at en smilende dame står bag disken helt i baggrunden. Det var Graziella og det var med stor lettelse, at vi så at hun havde åbent. Da vi spurgte om hendes åbningstider, kom der en lang tirade på Italiensk. Da hun så at vi ikke forstod en dyt, gik hun hen til kasse apparatet og slog 8,00, 12,30, 16,30 og 20,30 ind og så var den ged barberet! Middagslukket fra 12:30 til 16:30. Vi så på hinanden og grinede. Hvis flyet ikke havde været forsinket, ville vi have haft problemer.
Hun giver os nøglen og peger i den retning, vi skal gå. Efter 50 meter finder vi med lidt besvær ud af, at en uanseelig trappe ned til venstre faktisk hedder Via Santa Anna og ved trappens fod ser vi en lav, brun dør oppe over tre stejle trappetrin. En messingplade på døren med inskription: Bersanetti Mandorli viser, at vi har nået vores mål!






Lejligheden.


Når man først har lært, at nøglen skal drejes modsat, går døren op og vi kigger ind i en forstue med en skænk på de ene side og en stor, grøn skabskuffert til venstre. Vi opdager snart, at den sidste er beregnet til klædeskab.

Næste rum er en lang gang, som indeholder køleskab, komfur og et skab til service. For enden er den vigtigste plads, som træder i stedet for en egentlig altan.

Her sidder vi, når vi er hjemme og får et glas vin eller lidt mad eller bare nyder den fantastiske udsigt op mod dalen og bjergene.

Bag glasdøren i baggrunden er et lille bad og toilet og til venstre en stue, med to senge, spisebord radio og TV.

I loftet udfor køleskabet er der en lem, som giver adgang til en hems via en stige , som man trækker ned.







                                                                     
Stor er lejligheden ikke, vel en 45 – 50 m2, men der er hvad der skal være for to-tre personer og den er svært hyggelig!

Apricale - un village où le temps a disparu.
En landsby, hvor tiden er forsvundet – det var overskriften i en fransk avis, som var i et af byens udhængs skabe. Og det beskriver fuldstændig den stemning man kommer i, når man går rundt i de snævre gader. Ikke bare snævre, men også stejle – ofte med trappetrin og uden dagslys, kun oplyst af en søvnig pære hist og pist. Mennesker møder man næsten ikke, i hvert fald på denne årstid, så det er svært at bedømme om man befinder sig 2012 eller 1912 eller 1812 eller tidligere, intet er forandret!
Byen ligger jo på toppen af en bjergkam og dens historie går tilbage til romertiden.

Anna skriver i sin velkomst om Apricale:
Apricale is a sunny village, built of stones, on the hills of Liguria. The inhabitants live on mimosa cultivation and oil of olive production.
Many old houses have been bought and restored by foreigners as summer houses because of the pictoresque architecture and geographical position:
12 Kms to the beach, 20 to the French Riviera, Cote d’Azur and Monte Carlo, 25 to marvellous mountains and many other foreigners, even Danish families have settled there. 
It is a quiet village: its streets are very narrow, some with steps, and you only can go on foot. There is a parking place at the beginning of the village: you have to park there and then, after five minutes walk, you can get the house. It’s a four hundred years house restored as a mini flat.
In the village there are  two groceries (one, Mrs. Graziella, is just 40 meters from the flat), a bar, some typical good  restaurants, a Post office and a cash dispenser. The heart of the village is the square, la Piazza, the meeting point for everybody.
Apricale er et kendt tilholdssted for kunstnere og man kan se udsmykninger mange steder i stræderne, som små freskoer


Livet på Piazza’en

Vi kan skrive under på mindst to ting i Anna’s beskrivelse. At Apricale er ” A sunny Village” og at Piazza’en er et ”meeting point for everybody”!

Vi havde det mest vidunderlige vejr næsten hver dag med temperaturer mellem 22  og 30 grader, vindstille og sol. Kun en nat kom der et uvejr forbi med regn, torden og lynild. Da var det som det gamle hus rystede i takt med tordenskraldene og vi var heller ikke helt stolte under dynerne!

Byens mødested er piazza’en. Her mødes folk fra morgen til aften. Her leger børnene og her sidder man og får et glas eller en frokost på den fantastisk gode restaurant

Vi kom hurtigt i vane med at sidde med et glas eller en kop kaffe og bare sidde og nyde den gode stemning der hvilede over stedet.

Baren ”A Ciassa” drives af en far og hans to sønner, den ene som kok og den anden som tjener. Og de gør det godt. Der er 10-12 borde uden for under parasollerne og snart lærer vi stamgæsterne at kende.

Ved bordet bag Elli har kortklubben taget plads. Det er en 5 – 7 ældre herrer, som dyrker seriøst kortspil. De snakker og de hygger sig og hamrer kortene ned i bordet.

Op ad formiddagen dukker Miss Marple op med besvær og sine to pudler. Hun er dårligt gående, men hovedet fejler ikke noget. Vi har kun snakket med hende én gang og ved at hun er amerikaner, der bor i Provence og har en lejlighed  her i Apricale. Navnet har vi givet hende, selv om hun i virkeligheden ligner Hemmingway mere end Miss Marple. Hun er lille og meget tæt og så er hun klædt i herretøj med blød hat. Ved hendes bord kommer der snart flere til og snakken går både på amerikansk og italiensk med fed amerikansk accent. Det er jo ikke pænt at være med på en lytter, men en dag kunne vi ikke undgå at overhøre en canadier tale om italienerne. De er klogere end os, sagde han og fortsatte: ”The Italiens have lots of money, but their country is broke! Back in Canada the country is doing well, but the people haven’t any money!”

Efterhånden kommer en hel del flotte, storbarmede mødre med børn under skolealderen til. De ryger cigaretter og snakker, mens børnene drøner rundt på piazzaen. Om eftermiddagen hver dag samles en lille gruppe af ældre damer i kirken over pladsen. De synger salmer en halv times tid og en pater taler med dem, inden de går ud og sætter sig på bænken foran kirken og snakker videre i solen.

Og så er der den unge tyske familie med de to små piger. Den ældste på 8 er elite gymnast og slår vejrmøller og står på hovedet i et væk, mens far og mor får et glas med vennerne.

Al Pacino dukker op med sine to små piger. Han er fastboende og har noget at gøre med beboerforeningen og er rigtig god til børn. Navnet har vi givet ham, fordi han ligner skuespilleren en del i udseende og væremåde.

Ja, vi har da også en Dustin Hoffmann og en stille professor og hans talende kone, så der er nok at følge med i!  Men hvad Præsidenten for Helsingørs turist forening havde at gøre på piazza’en  den 10. september 1967, er der sikkert en god forklaring på?
Billede:



Og her sidder vi så et par gange om dagen og nyder at det hele gentager sig – på nye måder! Men det bedste er dog de herlige unger, der spæner rundt, spiller fodbold, kører på baghjulet af cyklen og bærer rundt på hinanden, ikke så sært, at de sover godt om natten!


Dagbog

10 september stod vi op til vores første rigtige feriedag. Det havde været meget varmt om natten, så vi kunne have sovet bedre. Det var dog hurtigt glemt, da vi sad ved det åbne køkkenvindue ved morgenmaden og følte den lune luft strømme ind og så hvordan solen gjorde anstalter til at kravle op over bjergkammen ovre mod Perinaldo, en lille by på toppen af bjerget overfor.
Ved halv ni tiden kommer den hurtigt op sender sine stråler lige ind i vores lille hyggelige lejlighed. Jo, livet er ikke det værste man har!
I dag har vi købt ind hos Graziella og fra starten oplevet den italienske venlighed.
Vi havde kun 5o € sedler og ville betale med kort. Men nej, det ville Graziella ikke høre tale om., ”DOMANI!” i morgen!  I kan bare betale en anden gang!

Torsdag den 11 tog vi bilen og kørte til rivieraen og endte i den botaniske have Hanbury Gardens, som ligger med sine 45 ha på en skråning ned mod havet.
Halvdelen af arealet er dyrket som have med planter fra hele verden. De har haft mulighed for at akklimatisere sig i læ fra de omliggende bjerge og havet.
Thomas Hanbury købte jorden i 1867 sammen med ruinen af ”Palazzo Orengomed penge som han havde tjent i Kina på handel med
 silke, bomuld, the og ejendomme. Haven hører nu under Universitetet i Genua.
Det er en helt enestående smuk have med det ene utrolige syn efter det andet efterhånden som man går rundt på gangene. En stor oplevelse.
Handbury gardens

Da vi kom hjem var der én ledig p-plads vores sædvanlige sted, men også en del papirlapper med parkering forbudt symbol og en masse på italiensk. Jeg spurgte en dame, hvad det betød og vi forstod hendes ordstrøm og håndbevægelser sådan, at der skulle komme et bil løb forbi i morgen og at man derfor skulle være forsigtig, men det var helt ok at holde der! Det lød jo som om den sag var i orden, men på vej op til lejligheden, var der et eller andet der sagde mig, at det måske ikke var så smart at stille den selvrisikobehæftede leje bil lige der! Så jeg gik tilbage og fik den flyttet.

12 september.
Der var stor opstandelse i dag!  Det 54' rallye San Remo skulle passere Apricale kl 14.56, og vi tog sammen med resten af byen opstilling i god tid før. Og vi var glade for at vi havde fået flyttet bilen. For hele det gamle P areal var nu afspærret, alle biler var væk og foruden masser af særligt indbudte tilskuere holdt der også 2 kranbiler og en ambulance! Jeg gruede ved tanken om, hvordan de ville have flyttet den lille spritnye Citroen!
Stemningen var forventningsfuld og snakken gik. Kl. lidt over 3, kom den første af ialt 56 drengerøvs biler brølende op ad bakken og rundt i hårnålesvinget med rygende dæk for med fri udblæsning at fortsætte videre op ad den smalle vej mod næste lille flække på dens bjergtop!
Vi havde om morgenen kørt på en del af løbsruten, nemlig ad vejen opover til Perinaldo og ned til Dolceaqua ved Nervia floden. Det var en lidt rystende oplevelse. Vejen er i et spor, der er hårnåle sving, stejle stigninger,  ingen autoværn og frit fald udenfor. Møder man en modgående, skal der bakkes til en vigeplads langt nede af vejen. Jeg må indrømme, at jeg er blevet for gammel til at nyde den slags! Og jeg fatter ikke at de kunne køre ræs på de veje!


Lørdag 13 september var vi i Pigna. Byen ligger meget smukt længere op ad Nervia floden. Den ligner de andre små byer som den klatrer op ad bjerget

Bag efter så vi nogle kendte termer og så var det eller nok kultur for i dag. Vi tog rygsækken på og gik en lang tur langs floden.

Søndag spiste vi på en dejlig restaurant i Isolabona. Antico Frantoio, det var virkelig godt og hyggeligt.

Mandag15/10 var vi i Ventimiglia på grønt- og fiskemarkedet. Det er helt vildt og vi købte bl.a. 2 pæne søtunger, som smagte rigtig godt.


16/10 kørte vi til Rochetta Nervina ved Barbaira floden, som er en sideflod til Nervia floden. Strålende sol og varmt og stille, en pragtfuldt dag!

17/10 overskyet og stille, indkøbstur til Dolceaqua. Hos slagteren oplevede vi det igen. Vi havde kun en halvtredser og det var første gang vi var der og der var masser af turister! Alligevel: ”DOMANI!” ”I kommer bare i morgen og betaler!” Man kommer til at elske de folk. I det hele taget har Dolceaqua en helt enestående charme. Den smukke bro betog mig ved første øjekast som noget af det mest enkle og smukke bygningsværk man kan tænke sig. På tavlen ved broen kan man se at det synspunkt også deltes af Claude Monet, da han var her den 18 februar 1894.  Han nøjedes ikke med at kigge, han malede også broen.

Frokost hjemme og spadseretur rundt om Apricale på nordsiden.  Start forbi restaurant La Favorite og følg vejen til højre opad og rundt om Apricale. Om aftenen spiste vi hjemme med dejlig bøf og kartofler i ovnen. Frugt til dessert. Vi var begge trætte efter vandreturen.


18/10 Vi stod op med solen over bjergkammen  lidt over 8. I dag er det bedre vejr, klart og med nogle skyer. Igen er det næsten stille. Elli sov dejligt fra kl 22 til kl 6. Hun var lidt udmattet igår efter vores vandrerture, som på sine steder var stejl og glat.

Vi gik ad vejen mod Perinaldo, ca. 1/3 af vejen til en flodseng hvor vejen begynder at stige op mod Perinaldo. Her nød vi et æble og livet i det dejlige vejr. Tilbage i Apricale spiste vi frokost på restauranten på piazzaen, det var fremragende og det bliver fremover vort spisested nr 1!,

Der var en mail fra Anna, at hun alligevel ikke kommer fordi hendes weekend ophold i lejligheden i Imperia, var blevet aflyst p.g.a. hendes mands forretningsrejse.
Men hun håbede at vi kunne træffes, måske i Danmark hos Jens Chr.
Efter middagssøvn hjemme, kørte vi til Pigna og Castel Victoria.
Kirken i Pigna er fra 1300 tallet med en meget overdådig altertavle fra 1500 tallet malet af  Giovanni Canavesio.

Middag hjemme omelet og salat med en flaske Rosese dertil.
Om aftenen hørte vi en god barokkoncert på husets gamle Grundig 3397. Det har været en dejlig dag.


Fredag 19/10
 Vi stod op til sædvanlig tid, d.v.s. lige før solen kommer op over bjergkammen ved halv 9 tiden. Idag er solen dog i konkurrence med nogle skyer, ca halv skyer og halv husarbukser! Elli har sovet godt. Peter føler at han ikke har lukket et øje, men han kan dog huske en drøm, hvor Helge Olsen fra Frederikssund blev sur på os, fordi vi havde brugt hans lejlighed og ikke rengjort den bagefter! Elli havde også drømt, vi var flyttet i lejlighed og så var det nemmere bare at feje skidtet ud! Sjovt at vi begge havde lejlighed og rengøring i vores drømme.

Elli skrev en mail med auto korrektur, starten på en mail til Shiela hendes skotske veninde, kom til at lyde: Dear Shiela snød Adolfo. !!

Vi kørte en tur til Dolceaqua for at købe ind til weekenden og efter en god frokost  med middagssøvn startede vores projekt Perinaldo med at køre halvdelen af vejen, parkere bilen og gå det sidste stykke op til toppen. Det gik ikke helt som planlagt.
Vi var lidt for optimistiske med hensyn til udgangspunktet for starten på vandreturen. Efter en halv times streng opstigning var der stadig meget højt og langt op til den lille samling huse på toppen, der udgør byen Perinaldo.
Elli sagde: STOP!! Og vi gik ned igen og startede bilen og kørte opad den smalle og stejle ensporede vej. Heldigvis var der ingen modkørende så alt gik godt og uden skrammer på den fine Citroën. Selve byen ligger på toppen af en bjergryg i 900 m højde og har den mest fantastiske udsigt 360 grader rundt. Men den virkede lidt uddød denne årstid. Vi så Giovanni Cassini's berømte observatorie udefra, det var desværre lukket, men så fandt vi den restaurant, som Mette havde skrevet om og hvor vi skulle gå på toilettet,hvad enten vi følte trang eller ej!  Udsigten fra toilettet udover dalen og Middelhavet var bjergtagende!

I aften skal vi spise på La Favorita, en restaurant lidt uden for Apricale hvor vi bestilte bord for et par dage siden. Det viste sig at være en fejl, for restauranten lå nærmest øde, da vi kørte der op og vi (Elli) besluttede, at her ville vi ikke spise. I stedet tog vi De Viale Delio ved starten af via Roma. Maden var god, men der var ikke hyggeligt.

Lørdag den 20/10 oprandt med strålende sol og varme. Vi gik en tur i Apricale og endte på torvet, fik en machiato og læste avisen og posten på iPad'en. Overalt i byen var der opslag om, at i eftermiddag sker der noget på Piazzaen kl 15! Det lød godt i vores ører.

Vi gik en tur og spiste frokost hjemme og var på piazzaen i god tid inden tre klar til at høre "the fat lady sing". Klokken blev tre og den blev halv fire og intet skete bortset fra at folk kom bærende med fade med mad og et hav af unger legede på pladsen. Så kom "the fat lady", men hun sang ikke. Hun kom meget anstrengt op ad trapperne med sine to pudler og sin bløde hat på hovedet og lignede Miss Marple. Hun sank træt ned ved et af bordene i cafeen og ordrede noget at drikke på fedt amerikansk. Hun var helt klart ikke en del af showet!
Kl. Halv fem, legede børnene stadig og de voksne gik rundt og snakkede og spiste lidt pizza og det blev klart for os, at det nok ikke Idag, at vi skulle høre hende synge. Vi gik hjem og satte os foran vores vindue, nød udsigten og ventede på at kirkeuret skulle slå de 5 slag, som var tegnet til at vi kunne nyde et glas rødvin med god samvittighed.

Middagen stod på italiensk nakkekam med kildevand. Det smagte dejligt og var godt for nattesøvnen!

Søndag d. 21/10 igen op til en dejlig sommer morgen. Dog er der lidt flere skyer på himlen i dag. Frugt, bacon, æg som det hører sig til på en søndag. Idag har vi planlagt en tur til Rivieraen, begyndende i Grimaldi. Her er nogle spændende grotter ved Balzi Rossi og vist nok nogle gode, uspolerede strande. Så må vi se hvad turen ellers fører med sig?

Turen til stranden viste sig at være lidt vanskeligere end vi havde regnet med. Samtidig med at vi skulle køre ned fra Apricale, havde flere hundrede motorcykler valgt at køre op ad de smalle veje, så det blev et rent helvede at være bilturist! Meget bedre blev det ikke da vi nåede stranden ved Ventimiglia. Et hav af mennesker, 34 grader tung varme og frisk vind og store bølger. Nogle få lå ved stranden og solede sig, men ingen badede, måske fordi der var hejst rødt flag?

Hvorom alting var, vi havde fået nok og længtes efter vores stille og dejligek dal med Apricale som juvelen i kronen. Vi vende øsen og køre tilbage til et sted, vi havde fået anbefalet af både Anna og Mette: La Molinetta lige udenfor Isolabone. Det skulle vise sig at være der perfekte valg. Et hyggeligt sted med en dejlig venlig atmosfære, så langt fra de turist prægede restauranter ved kysten. Og maden!  For første gang fik vi en hel menu, med antipasta, primo, secundi, dessert, espresso og til sidst husets regning et glas Limoncello likør. Alt var veltilberedt, og vi var enige om, at det var det bedste måltid i Italien indtil nu.
j
Hjemme i Apricale lå der mails fra Morris og Vega, Halfdan og Vera og Clara med svar på den lille opgave vi have sendt dem i morges. Alle havde fundet cyklen på tårnet!

Mandag den 22/10. Peter sov dårligt i nat og vi stod op til let støvregn. Så i dag har vi taget en slapper. En tur til Dolceaqua for at foretage nogle indkøb var heller ikke nogen succes, alt var lukket! Det hjalp dog væsentligt på humøret, da vi fik to pizzaer på torvet hos L'Osteria di Caterina!

Om eftermiddagen tog vi resten af turen nord og øst om Apricale. D.v.s. At vi tog fra piazzaen opad til vi nåede vejen, som vi fulgte mod øst indtil den løb sammen med Baiardo vejen. Det er et helt nyt stykke vej, som ikke er vist på nogen af kortene. Herfra fulgte vi så vejen tilbage til parkeringspladsen øst for byen.

Vi spiste lækker mad hjemme, og var enige om, at vi sagtens kan konkurrere med fleste af de restauranter, vi har besøgt!

Den rødvin vi mest har drukket er den lokale Rossese di Dolceaqua. En dejlig let vin til 9,5 €. En anden er Kalterersee Auslese fra Lago Caldaro Scelto, Classico Superiore 2011. Den er lidt billigere ca 7€ og også dejlig. Og så er den fyldt på flaske  af Kellerei Schreckbichl, det er ikke til at stå for!


23/10 Tirsdag -  sidste dag inden afrejsen i morgen kl 7.
Vejret tegner til at blive endnu en varm og flot solskinsdag. Vi har begge to sovet godt inat. Klokken er lidt over otte, Elli ligger på sit tæppe og gør gymnastik, jeg har lavet morgenmaden klar. Der er ikke mere morgengrød så den står på yoghurt og dejlig pære.

Lejligheden har fået en tur, så den nu er noget renere end da vi kom.

Ellers har det været en afslapnings dag. Vi tog en picnic nede ved den lille strøm på vejen mod Perinaldo. Om aftenen spiste vi hos Madame (restaurant Grotta della Lovanda). Den mutte russiske pige serverede og vi var de eneste gæster, knapt så hyggeligt
Det har været højsommervejr hele dagen næsten for varmt 28 grader vil jeg tro.

”Gør der kort!” siger Elli tit, når jeg sidder ved PC’en.  For lige at vise, at det er kunst jeg mestrer, kommer her dagbogen for 24 september, afrejsedagen:

Op kl 6,
afsted kl 7,
afleveret bilen uden skrammer kl 9,
Kastrup kl 14,
Hjemme kl 16.

En dejlig ferie var slut!!





21.8.11

Høflighed koster ingen penge

Arne lå i Møllekrog med Sylvig. Vi kørte derned med søndags morgenbrød, æg og bacon. I den hyggelige kahyt faldt snakken på det nærliggende Selsø slot, som havde sovet tornerosesøvn i næsten 150 år, før det blev vækket i 1972, hvor ægteparret Linder gik igang med at restaurere bygningerne og lave dem til museum. De er nu begge døde, men slottet er stadig museum og der holdes koncerter derude sommeren igennem.

Vi blev hurtigt enige om at vi skulle ud og gå en tur og at vi ville se slottet. Arne trak I-pad’en frem og på Google Earth så vi, at man kunne gå langs vandet uden om pynten og ind i bunden af den næste bugt. Herfra så man på kortet noget der lignede hjulspor i en lige linie den lille kilometer op til slottet.

Det er en ualmindelig smuk tur ud langs med pynten og ind i bugten. Til at begynde med var stien også nem at gå på, men efterhånden blev den til et smalt spor ovenpå et dige. Undervejs så vi et skilt foran en lille lund. Skiltet var nu ulæseligt, men jeg huskede, at der engang stod adgang forbudt. I skellet stod et af de tårne, som jægerene bruger.

Da vi endelig nede frem til det sted, hvor den tidligere omtalte hjulspor skulle begynde, begyndte det at være knap så let. Der gik ganske vist et skel mellem kornmarkerne med el-master til en drænpumpe, som lå bag diget. Skellet sluttede oppe i nærheden af slottet. Men dels skulle man forcere en hvede mark for at nå hen til masterne og hjulsporet viste sig desuden at kun være en smal stribe bevokset med højt græs og kæmpe tidsler. Det stoppede selvfølgelig ikke trekløveret og vi masede os besværligt frem. Da vi var kommet noget nærmere, så vi et kort glimt af en person, som forsvandt bag nogle buske oppe ved slottet.

Kort efter lød der et skud deroppe fra. Vi talte bagefter om, at både Arne og jeg med begivenhederne på Utøya i baghovedet, havde fået den samme tanke: at hvis der blev skudt på os, skulle vi kaste os ind i hvedemarken og hurtigt slå alarm på 112! Det blev selvfølgelig ikke aktuelt og noget senere måtte vi passere endnu en hvedemark før vi kom op og forcerede en indhegning om slottets afgrænsede område. Herfra førte en markvej op til bygningerne.

Arne og jeg smed os i græsset og lå og pustede, mens Elli fortsatte op ad hjulsporet. Vi lå og kiggede dovent efter hende, mens vi nød det dejlige solskin. Pludselig så vi ud ad øjenkrogen, at Elli ikke længere var alene. Hun stod overfor en jagtklædt mand med en stor brun ruhåret hønsehund. Manden sagde et eller andet, vi kunne ikke høre hvad. ”Nå, nu får vi nok at vide, at vi er på gale veje”, sagde jeg til Arne, ”men den klarer Elli helt sikkert!”. Vi rejste os og skyndte os op mod dem.

Nu så vi, at Elli gav manden hånden. Da vi kom helt hen gav vi også hånd og præsenterede os. ”Knud Rasmussen, skytte på Lindholm gods”, svarede manden. Bag ham så vi nogle bure og rundt om dem myldrede det fasankyllinger. ”Ja, jagten er lejet ud til nogen Københavnere. De betaler over 200.000 kr til godset om året og de ser ikke med venlige øjne, hvis der færdes uvedkommende og skræmmer vildtet bort.” . Han fortsatte: ” Jeg er jo ikke interesseret i at de render op til von Plessens og klager over, at jeg ikke passer mit arbejde. Baronessen er såmænd elskværdig nok, men baronen! Han tænker kun på en ting, penge! Kigger du i hans ene øje ser du et tegn og det ser du forresten også i det andet. Og så bruger han pengene – ja jeg siger det lige ud - til tant og fjas og ikke en krone på vedligeholdelse af godset! I sku’ se det!”.

Han fik talt sig varm og måske slap der lidt mere ud, end han egentling havde villet, men til sidst sagde han: ” Ja, jeg har jo ellers ikke noget problem med uvedkommende, som færdes på jagten. Bare man taler pænt og ordentlig til dem, går det alt sammen. Arne og jeg nikkede anerkendende, mens Elli blev fjern i blikket! Jeg beklagede, at vi havde gået ind, hvor det var forbudt, men vi havde ikke vidst bedre og vi ville selvfølgelig gå ad landevejen hjem til båden. ”Alt forladt!” svarede skytten, ” nu følger jeg jer op til alléen og derfra kan i gå direkte op til kirken og videre ned til jeres båd! Da vi skiltes oppe ved alléen, sagde jeg tak for denne gang og at vi trods alt var glade for at have mødt ham.

Men aldrig så snart at han var udenfor hørevidde sagde Elli: ”Det er jeg nu ikke helt enig i !!”. Vi kiggede på hende med øjne så store som the kopper! ”Jo”, sagde hun. ”I skulle se ham, da jeg mødte ham til at begynde med. Han kom mod mig med hunden i kort snor og sagde bistert sit navn og at han var skytten på godset og at vi ikke havde noget at gøre her. Jeg gav ham min hånd og præsenterede mig som Elli Toksvig og fortalte, at vi lå med en båd nede ved Møllekrog”. ”Jeg er skide ligeglad med hvad du hedder!”, svarede han. Jeg sagde, at det vel var almindelig høflighed, at jeg præsentere mig, når han nu havde sagt sit navn og lidt efter lidt tøede han jo op, da I kom til, så han har måske bare haft en mindre god dag?

På vej op til kirken kom vi til at tale om en pudsig sprogforbistring, som Jo og Nico – Elli’s familie fra Holland – havde haft på en cykletur netop til Selsø kirke for mange år siden. De havde set en gravsten med en for dem mystisk, hollandsk lignende indskrift og de havde spurgt Elli, hvad meningen var. På den pågældende sten stod der: DE POT IN DE HAVER ovenover over navnet på den afdøde. Den danske oversættelse: ”Gryden i havren” gav ikke megen mening. Det var først da Elli så det på skrift, at 10 øren faldt: Manden under stenen havde været Depotindehaver i levende live! Vi har tidligere set stenen, men fandt den nu ikke denne gang. Tilgengæld lå der dog både en sparekasse kasserer og forhenværende bankdirektør.

Turen langs landevejen tilbage til båden har udsigt over et stort vådområde, som er et reservat for hunderedvis af svømmefugle. Helt nede ved broen er der et fugleudkigstårn. Herfra kastede vi et sidste blik ud over det smukke landskab og med dette syn på nethinderne, var vi helt afslappede, da vi skiltes ved båden. Arne sejlede videre og vi kørte til hjem til Frederikssund overbeviste om, at høflighed i reglen betaler sig!