Arne lå i Møllekrog med Sylvig. Vi kørte derned med søndags morgenbrød, æg og bacon. I den hyggelige kahyt faldt snakken på det nærliggende Selsø slot, som havde sovet tornerosesøvn i næsten 150 år, før det blev vækket i 1972, hvor ægteparret Linder gik igang med at restaurere bygningerne og lave dem til museum. De er nu begge døde, men slottet er stadig museum og der holdes koncerter derude sommeren igennem.
Vi blev hurtigt enige om at vi skulle ud og gå en tur og at vi ville se slottet. Arne trak I-pad’en frem og på Google Earth så vi, at man kunne gå langs vandet uden om pynten og ind i bunden af den næste bugt. Herfra så man på kortet noget der lignede hjulspor i en lige linie den lille kilometer op til slottet.
Det er en ualmindelig smuk tur ud langs med pynten og ind i bugten. Til at begynde med var stien også nem at gå på, men efterhånden blev den til et smalt spor ovenpå et dige. Undervejs så vi et skilt foran en lille lund. Skiltet var nu ulæseligt, men jeg huskede, at der engang stod adgang forbudt. I skellet stod et af de tårne, som jægerene bruger.
Kort efter lød der et skud deroppe fra. Vi talte bagefter om, at både Arne og jeg med begivenhederne på Utøya i baghovedet, havde fået den samme tanke: at hvis der blev skudt på os, skulle vi kaste os ind i hvedemarken og hurtigt slå alarm på 112! Det blev selvfølgelig ikke aktuelt og noget senere måtte vi passere endnu en hvedemark før vi kom op og forcerede en indhegning om slottets afgrænsede område. Herfra førte en markvej op til bygningerne.
Arne og jeg smed os i græsset og lå og pustede, mens Elli fortsatte op ad hjulsporet. Vi lå og kiggede dovent efter hende, mens vi nød det dejlige solskin. Pludselig så vi ud ad øjenkrogen, at Elli ikke længere var alene. Hun stod overfor en jagtklædt mand med en stor brun ruhåret hønsehund. Manden sagde et eller andet, vi kunne ikke høre hvad. ”Nå, nu får vi nok at vide, at vi er på gale veje”, sagde jeg til Arne, ”men den klarer Elli helt sikkert!”. Vi rejste os og skyndte os op mod dem.
Nu så vi, at Elli gav manden hånden. Da vi kom helt hen gav vi også hånd og præsenterede os. ”Knud Rasmussen, skytte på Lindholm gods”, svarede manden. Bag ham så vi nogle bure og rundt om dem myldrede det fasankyllinger. ”Ja, jagten er lejet ud til nogen Københavnere. De betaler over 200.000 kr til godset om året og de ser ikke med venlige øjne, hvis der færdes uvedkommende og skræmmer vildtet bort.” . Han fortsatte: ” Jeg er jo ikke interesseret i at de render op til von Plessens og klager over, at jeg ikke passer mit arbejde. Baronessen er såmænd elskværdig nok, men baronen! Han tænker kun på en ting, penge! Kigger du i hans ene øje ser du et € tegn og det ser du forresten også i det andet. Og så bruger han pengene – ja jeg siger det lige ud - til tant og fjas og ikke en krone på vedligeholdelse af godset! I sku’ se det!”.
Han fik talt sig varm og måske slap der lidt mere ud, end han egentling havde villet, men til sidst sagde han: ” Ja, jeg har jo ellers ikke noget problem med uvedkommende, som færdes på jagten. Bare man taler pænt og ordentlig til dem, går det alt sammen. Arne og jeg nikkede anerkendende, mens Elli blev fjern i blikket! Jeg beklagede, at vi havde gået ind, hvor det var forbudt, men vi havde ikke vidst bedre og vi ville selvfølgelig gå ad landevejen hjem til båden. ”Alt forladt!” svarede skytten, ” nu følger jeg jer op til alléen og derfra kan i gå direkte op til kirken og videre ned til jeres båd! Da vi skiltes oppe ved alléen, sagde jeg tak for denne gang og at vi trods alt var glade for at have mødt ham.
Men aldrig så snart at han var udenfor hørevidde sagde Elli: ”Det er jeg nu ikke helt enig i !!”. Vi kiggede på hende med øjne så store som the kopper! ”Jo”, sagde hun. ”I skulle se ham, da jeg mødte ham til at begynde med. Han kom mod mig med hunden i kort snor og sagde bistert sit navn og at han var skytten på godset og at vi ikke havde noget at gøre her. Jeg gav ham min hånd og præsenterede mig som Elli Toksvig og fortalte, at vi lå med en båd nede ved Møllekrog”. ”Jeg er skide ligeglad med hvad du hedder!”, svarede han. Jeg sagde, at det vel var almindelig høflighed, at jeg præsentere mig, når han nu havde sagt sit navn og lidt efter lidt tøede han jo op, da I kom til, så han har måske bare haft en mindre god dag?
På vej op til kirken kom vi til at tale om en pudsig sprogforbistring, som Jo og Nico – Elli’s familie fra Holland – havde haft på en cykletur netop til Selsø kirke for mange år siden. De havde set en gravsten med en for dem mystisk, hollandsk lignende indskrift og de havde spurgt Elli, hvad meningen var. På den pågældende sten stod der: DE POT IN DE HAVER ovenover over navnet på den afdøde. Den danske oversættelse: ”Gryden i havren” gav ikke megen mening. Det var først da Elli så det på skrift, at 10 øren faldt: Manden under stenen havde været Depotindehaver i levende live! Vi har tidligere set stenen, men fandt den nu ikke denne gang. Tilgengæld lå der dog både en sparekasse kasserer og forhenværende bankdirektør.
Turen langs landevejen tilbage til båden har udsigt over et stort vådområde, som er et reservat for hunderedvis af svømmefugle. Helt nede ved broen er der et fugleudkigstårn. Herfra kastede vi et sidste blik ud over det smukke landskab og med dette syn på nethinderne, var vi helt afslappede, da vi skiltes ved båden. Arne sejlede videre og vi kørte til hjem til Frederikssund overbeviste om, at høflighed i reglen betaler sig!
