Rejse.
”Hallo,
det er kaptajnen, jeg har en lidt kedelig meddelelse!” Sådan lød det i højttalerne i Norwegian flyet
en halv time efter starten mod Nice. ”En gruppe måger havde besluttet sig for
at holde hvil på startbanen samtidig med at vi lettede. Vi har nu fået vished
for at en eller flere ramte flyet og vi skal efter gældende regler vende om og
få flyet inspiceret. Der vil holde brand- og redningskøretøjer langs
landingsbanen, men jeg understreger, at der er intet at være urolig for. Vi
forventer at kontrollen af flyet varer en halv times tid og at vi derefter får
ny starttilladelse, hvis der ikke, som forventet, er skader på flyet. Når vi er
landet skal I bare blive siddende på jeres pladser og jeg understreger, at der
er ikke noget at være urolig for”.
De gentagne forsikringer om at alt var normalt
virkede nu lidt mod hensigten, men vi landede heldigvis normalt og blev ganske
rigtig mødt af forskellige køretøjer heriblandt en, der var mærket med teksten
”BIRD CRASH CONTROL”. Den kørte op og stoppede lige foran os og nogle gul
klædte gutter sprang ud og inspicerede flyet. Ganske som forudsagt af kaptajnen
gik der kun en halv times tid inden vi igen kunne starte med Nice og denne gang
uden afbrydelse.
Elli og jeg havde gennem Jens Christian og Mette
fået kontakt med Anna Mandorli og lejet hendes lejlighed i Apricale, som ligger
ca 60 km fra Nice lufthavn lige inde på den italienske side og ca.15 km nord
for Ventimiglia på den italienske riviera. Vi havde hørt en del om stedet på
forhånd og var meget spændte.
Lejeaftalen var simpel:
·
I har lejligheden i 15 dage,
·
Adressen er: Via Santa Anna 1,
Apricale
·
I får nøglen hos Graziella og
·
I kan lægge lejen under det gamle
radioapparat, når I rejser!
Graziella skulle have en købmandsforretning nær
ved den centrale piazza og fordi vi nu var to timer forsinkede, begyndte vi
allerede at spekulere på, hvad vi mon gjorde hvis hun lukkede, før vi nåede frem ved femtiden i stedet for kl.
3, som planlagt. Vi havde også fået et telefon nummer, som vi kunne ringe til,
hvis vi ville have hjælp med at få bagagen op til lejligheden fra
parkeringspladsen neden for byen. Det afviste vi med et overbærende smil, ikke
nødvendigt, vi rejser altid let! Men det
hjælper jo alting ikke så meget, hvis vi ikke når at hente nøglen, inden hun
lukker
Vi kender Nice Côte d'Azur lufthavn rigtig godt, efter de utallige gange
vi har passet hus for Elli’s bror og svigerinde i Provence. Det tog da heller
ikke lang tid før vi kunne svinge ud i trafikken i vores spritnye Citroen C3
med automatgear. Det skulle vise sig at være en pragtfuld, letkørende bil, som
vi blev meget glade for. Men vi havde ikke gjort det tilstrækkeligt klart for
GPS’en, at vi ville på motorvej jo før jo hellere. Den ledte os i stedet ind
igennem Nice’s fyraftens trafik, før vi endelig kom på A8 mod Genoa. Det
kostede os lige en ekstra halv time.
Snart er vi i Italien og lige før Ventimiglia
betalte vi vores Peage og styrede gennem Ventimiglia’s mylder til den
rundkørsel med palmetræ, som Mette havde beskrevet for os. Der går en rimelig
god vej mod nord op igennem Nervia dalen gennem de små byer Camporosso,
Dolceaqua og Isolabona.
Herfra er der kun tre kilometer op til Apricale,
men hvilke tre kilometer?
Smal vej, hårnålesving og fantastisk udsigt. Da
vi kom rundt i et af de sidste sving, dukkede den lille by så op - højt oppe - som et drømmesyn.
Husene kravlede ligesom op ad bjergtoppen og
omsluttede den. Det var som om det hele var hældt ud over og var flydt ned, hvor
der var plads!
Vejen fører nedenom og rundt om byen. Langs den
smalle vej er der hele vejen markeret parkerings båse og allerøverst er der en
egentlig parkeringsplads. Herfra må man så gå op i byen til fods. Vi skulle
ikke nyde noget af at parkere langs med vejen med en selvrisiko på næsten 1000 €,
så det var parkeringspladsen, selvom der så var lidt længere at gå!
Og så mangler vi nu bare at finde Graziella’s
købmandsforretning. Man siger jo, at alle veje fører til Rom, så hvorfor ikke
starte med Via Roma. Der findes en Via Roma i enhver by i Italien med respekt
for sig selv.
Apricale’s Via Roma starter som en smal, asfalt
belagt moderne vej, men efter et stenkast smider den fåreklæderne og byder sig
til, nøjagtigt som den har gjort i flere hundrede år! Snæver - så man kan nå murene på begge sider
samtidigt, brolagt med små runde søsten og så går det ellers op og op! Vi
begynder at snakke om at, vi måske skulle have modtaget Anna’s tilbud om
transport af bagagen, mens vi slæber kufferternes hjul opover de toppede
brosten! Lidt længere oppe lukker husene
sig over via’en, som nu er blevet en smal tunnel, der stadig går stejlt opad.
Men videre kommer vi dog og efter en tid ser vi
en trappe gå op til højre og vi kan lige skimte en lysning for enden. Det må
Piazzaen og så må vi være tæt på!
Et
kort stykke længere fremme kommer der lys ud af en åben dør, vi kigger ind af
nysgerrighed og opdager, at de to små rum faktisk er en butik og at en smilende
dame står bag disken helt i baggrunden. Det var Graziella og det var med stor
lettelse, at vi så at hun havde åbent. Da vi spurgte om hendes åbningstider,
kom der en lang tirade på Italiensk. Da hun så at vi ikke forstod en dyt, gik
hun hen til kasse apparatet og slog 8,00, 12,30, 16,30 og 20,30 ind og så var
den ged barberet! Middagslukket fra 12:30 til 16:30. Vi så på hinanden og
grinede. Hvis flyet ikke havde været forsinket, ville vi have haft problemer.
Hun giver os nøglen og peger i den retning, vi
skal gå. Efter 50 meter finder vi med lidt besvær ud af, at en uanseelig trappe
ned til venstre faktisk hedder Via Santa Anna og ved trappens fod ser vi en
lav, brun dør oppe over tre stejle trappetrin. En messingplade på døren med
inskription: Bersanetti Mandorli viser,
at vi har nået vores mål!
Lejligheden.
Når man først har lært, at nøglen skal drejes
modsat, går døren op og vi kigger ind i en forstue med en skænk på de ene side
og en stor, grøn skabskuffert til venstre. Vi opdager snart, at den sidste er
beregnet til klædeskab.
Næste rum er en lang gang, som indeholder
køleskab, komfur og et skab til service. For enden er den vigtigste plads, som
træder i stedet for en egentlig altan.
Her sidder vi, når vi er hjemme og får et glas
vin eller lidt mad eller bare nyder den fantastiske udsigt op mod dalen og
bjergene.
Bag glasdøren i baggrunden er et lille bad og
toilet og til venstre en stue, med to senge, spisebord radio og TV.
I loftet udfor køleskabet er der en lem, som
giver adgang til en hems via en stige , som man trækker ned.
.JPG)
Stor er lejligheden ikke, vel en 45 – 50 m2, men
der er hvad der skal være for to-tre personer og den er svært hyggelig!
Apricale
- un village où le temps a disparu.
En landsby, hvor tiden er forsvundet – det var
overskriften i en fransk avis, som var i et af byens udhængs skabe. Og det
beskriver fuldstændig den stemning man kommer i, når man går rundt i de snævre
gader. Ikke bare snævre, men også stejle – ofte med trappetrin og uden dagslys,
kun oplyst af en søvnig pære hist og pist. Mennesker møder man næsten ikke, i
hvert fald på denne årstid, så det er svært at bedømme om man befinder sig 2012
eller 1912 eller 1812 eller tidligere, intet er forandret!
Byen ligger jo på toppen af en bjergkam og dens
historie går tilbage til romertiden.
Anna skriver i sin velkomst om Apricale:
Apricale is a sunny
village, built of stones, on the hills of Liguria. The inhabitants live on
mimosa cultivation and oil of olive production.
Many old houses have been
bought and restored by foreigners as summer houses because of the pictoresque
architecture and geographical position:
12 Kms to the beach, 20 to
the French Riviera, Cote d’Azur and Monte Carlo, 25 to marvellous mountains and
many other foreigners, even Danish families have settled there.
It is a quiet village: its
streets are very narrow, some with steps, and you only can go on foot. There is
a parking place at the beginning of the village: you have to park there and
then, after five minutes walk, you can get the house. It’s a four hundred years
house restored as a mini flat.
In the village there are
two groceries (one, Mrs. Graziella, is just 40 meters from the flat), a bar,
some typical good restaurants, a Post office and a cash dispenser. The
heart of the village is the square, la Piazza, the meeting point for everybody.
Apricale er et kendt tilholdssted for kunstnere
og man kan se udsmykninger mange steder i stræderne, som små freskoer
Livet
på Piazza’en
Vi kan skrive under på mindst to ting i Anna’s
beskrivelse. At Apricale er ” A sunny
Village” og at Piazza’en er et ”meeting
point for everybody”!
Vi havde det mest vidunderlige vejr næsten hver
dag med temperaturer mellem 22 og 30
grader, vindstille og sol. Kun en nat kom der et uvejr forbi med regn, torden
og lynild. Da var det som det gamle hus rystede i takt med tordenskraldene og
vi var heller ikke helt stolte under dynerne!
Byens mødested er piazza’en. Her mødes folk fra morgen
til aften. Her leger børnene og her sidder man og får et glas eller en frokost
på den fantastisk gode restaurant
Vi kom hurtigt i vane med at sidde med et glas
eller en kop kaffe og bare sidde og nyde den gode stemning der hvilede over
stedet.
Baren ”A Ciassa” drives af en far og hans to
sønner, den ene som kok og den anden som tjener. Og de gør det godt. Der er
10-12 borde uden for under parasollerne og snart lærer vi stamgæsterne at
kende.
Ved bordet bag Elli har kortklubben taget plads.
Det er en 5 – 7 ældre herrer, som dyrker seriøst kortspil. De snakker og de
hygger sig og hamrer kortene ned i bordet.
Op ad formiddagen dukker Miss Marple op med
besvær og sine to pudler. Hun er dårligt gående, men hovedet fejler ikke noget.
Vi har kun snakket med hende én gang og ved at hun er amerikaner, der bor i
Provence og har en lejlighed her i Apricale.
Navnet har vi givet hende, selv om hun i virkeligheden ligner Hemmingway mere
end Miss Marple. Hun er lille og meget tæt og så er hun klædt i herretøj med
blød hat. Ved hendes bord kommer der snart flere til og snakken går både på
amerikansk og italiensk med fed amerikansk accent. Det er jo ikke pænt at være
med på en lytter, men en dag kunne vi ikke undgå at overhøre en canadier tale
om italienerne. De er klogere end os, sagde han og fortsatte: ”The Italiens
have lots of money, but their country is broke! Back in Canada the country is doing well, but the
people haven’t any money!”
Efterhånden kommer en hel del flotte, storbarmede
mødre med børn under skolealderen til. De ryger cigaretter og snakker, mens
børnene drøner rundt på piazzaen. Om eftermiddagen hver dag samles en lille
gruppe af ældre damer i kirken over pladsen. De synger salmer en halv times tid
og en pater taler med dem, inden de går ud og sætter sig på bænken foran kirken
og snakker videre i solen.
Og så er der den unge tyske familie med de to små
piger. Den ældste på 8 er elite gymnast og slår vejrmøller og står på hovedet i
et væk, mens far og mor får et glas med vennerne.
Al Pacino dukker op med sine to små piger. Han er
fastboende og har noget at gøre med beboerforeningen og er rigtig god til børn.
Navnet har vi givet ham, fordi han ligner skuespilleren en del i udseende og
væremåde.
Ja, vi har da også en Dustin Hoffmann og en
stille professor og hans talende kone, så der er nok at følge med i! Men hvad Præsidenten for Helsingørs turist
forening havde at gøre på piazza’en den
10. september 1967, er der sikkert en god forklaring på?
Billede:
Og her sidder vi så et par gange om dagen og
nyder at det hele gentager sig – på nye måder! Men det bedste er dog de herlige
unger, der spæner rundt, spiller fodbold, kører på baghjulet af cyklen og bærer
rundt på hinanden, ikke så sært, at de sover godt om natten!
Dagbog
10
september stod vi op til vores første rigtige feriedag. Det havde været meget
varmt om natten, så vi kunne have sovet bedre. Det var dog hurtigt glemt, da vi
sad ved det åbne køkkenvindue ved morgenmaden og følte den lune luft strømme
ind og så hvordan solen gjorde anstalter til at kravle op over bjergkammen ovre
mod Perinaldo, en lille by på toppen af bjerget overfor.
Ved
halv ni tiden kommer den hurtigt op sender sine stråler lige ind i vores lille
hyggelige lejlighed. Jo, livet er ikke det værste man har!
I
dag har vi købt ind hos Graziella og fra starten oplevet den italienske
venlighed.
Vi
havde kun 5o € sedler og ville betale med kort. Men nej, det ville Graziella
ikke høre tale om., ”DOMANI!” i morgen! I kan bare betale en anden gang!
Torsdag
den 11 tog vi bilen og kørte til rivieraen og endte i den botaniske have
Hanbury Gardens, som ligger med sine 45 ha på en skråning ned mod havet.
Halvdelen
af arealet er dyrket som have med planter fra hele verden. De har haft mulighed
for at akklimatisere sig i læ fra de omliggende bjerge og havet.
Thomas
Hanbury købte jorden i 1867 sammen med ruinen af ”Palazzo Orengo” med
penge som han havde tjent i Kina på handel med
silke, bomuld, the og ejendomme. Haven hører
nu under Universitetet i Genua.
Det
er en helt enestående smuk have med det ene utrolige syn efter det andet
efterhånden som man går rundt på gangene. En stor oplevelse.
 |
| Handbury gardens |
Da
vi kom hjem var der én ledig p-plads vores sædvanlige sted, men også en del
papirlapper med parkering forbudt symbol og en masse på italiensk. Jeg spurgte
en dame, hvad det betød og vi forstod hendes ordstrøm og håndbevægelser sådan,
at der skulle komme et bil løb forbi i morgen og at man derfor skulle være
forsigtig, men det var helt ok at holde der! Det lød jo som om den sag var i
orden, men på vej op til lejligheden, var der et eller andet der sagde mig, at
det måske ikke var så smart at stille den selvrisikobehæftede leje bil lige der!
Så jeg gik tilbage og fik den flyttet.
12
september.
Der
var stor opstandelse i dag! Det 54' rallye San Remo skulle passere
Apricale kl 14.56, og vi tog sammen med resten af byen opstilling i god tid
før. Og vi var glade for at vi havde fået flyttet bilen. For hele det gamle P
areal var nu afspærret, alle biler var væk og foruden masser af særligt
indbudte tilskuere holdt der også 2 kranbiler og en ambulance! Jeg gruede ved
tanken om, hvordan de ville have flyttet den lille spritnye Citroen!
Stemningen
var forventningsfuld og snakken gik. Kl. lidt over 3, kom den første af ialt 56
drengerøvs biler brølende op ad bakken og rundt i hårnålesvinget med rygende
dæk for med fri udblæsning at fortsætte videre op ad den smalle vej mod næste
lille flække på dens bjergtop!
Vi
havde om morgenen kørt på en del af løbsruten, nemlig ad vejen opover til Perinaldo
og ned til Dolceaqua ved Nervia floden. Det var en lidt rystende oplevelse.
Vejen er i et spor, der er hårnåle sving, stejle stigninger, ingen autoværn og frit fald udenfor. Møder
man en modgående, skal der bakkes til en vigeplads langt nede af vejen. Jeg må
indrømme, at jeg er blevet for gammel til at nyde den slags! Og jeg fatter ikke
at de kunne køre ræs på de veje!
Lørdag
13 september var vi i Pigna. Byen ligger meget smukt længere op ad Nervia
floden. Den ligner de andre små byer som den klatrer op ad bjerget
Bag
efter så vi nogle kendte termer og så var det eller nok kultur for i dag. Vi
tog rygsækken på og gik en lang tur langs floden.
Søndag
spiste vi på en dejlig restaurant i Isolabona. Antico Frantoio, det var
virkelig godt og hyggeligt.
Mandag15/10
var vi i Ventimiglia på grønt- og fiskemarkedet. Det er helt vildt og vi købte
bl.a. 2 pæne søtunger, som smagte rigtig godt.
16/10
kørte vi til Rochetta Nervina ved Barbaira floden, som er en sideflod til
Nervia floden. Strålende sol og varmt og stille, en pragtfuldt dag!
17/10
overskyet og stille, indkøbstur til Dolceaqua. Hos slagteren oplevede vi det
igen. Vi havde kun en halvtredser og det var første gang vi var der og der var
masser af turister! Alligevel: ”DOMANI!” ”I kommer bare i morgen og betaler!”
Man kommer til at elske de folk. I det hele taget har Dolceaqua en helt
enestående charme. Den smukke bro betog mig ved første øjekast som noget af det
mest enkle og smukke bygningsværk man kan tænke sig. På tavlen ved broen kan
man se at det synspunkt også deltes af Claude Monet, da han var her den 18
februar 1894. Han nøjedes ikke med at
kigge, han malede også broen.
Frokost
hjemme og spadseretur rundt om Apricale på nordsiden. Start forbi restaurant La Favorite og følg
vejen til højre opad og rundt om Apricale. Om aftenen spiste vi hjemme med
dejlig bøf og kartofler i ovnen. Frugt til dessert. Vi var begge trætte efter
vandreturen.
18/10
Vi stod op med solen over bjergkammen
lidt over 8. I dag er det bedre vejr, klart og med nogle skyer. Igen er
det næsten stille. Elli sov dejligt fra kl 22 til kl 6. Hun var lidt udmattet
igår efter vores vandrerture, som på sine steder var stejl og glat.
Vi
gik ad vejen mod Perinaldo, ca. 1/3 af vejen til en flodseng hvor vejen
begynder at stige op mod Perinaldo. Her nød vi et æble og livet i det dejlige
vejr. Tilbage i Apricale spiste vi frokost på restauranten på piazzaen, det var
fremragende og det bliver fremover vort spisested nr 1!,
Der
var en mail fra Anna, at hun alligevel ikke kommer fordi hendes weekend ophold
i lejligheden i Imperia, var blevet aflyst p.g.a. hendes mands
forretningsrejse.
Men
hun håbede at vi kunne træffes, måske i Danmark hos Jens Chr.
Efter
middagssøvn hjemme, kørte vi til Pigna og Castel Victoria.
Kirken
i Pigna er fra 1300 tallet med en meget overdådig altertavle fra 1500 tallet
malet af Giovanni Canavesio.
Middag
hjemme omelet og salat med en flaske Rosese dertil.
Om
aftenen hørte vi en god barokkoncert på husets gamle Grundig 3397. Det har
været en dejlig dag.
Fredag
19/10
Vi stod op til sædvanlig tid, d.v.s. lige før
solen kommer op over bjergkammen ved halv 9 tiden. Idag er solen dog i
konkurrence med nogle skyer, ca halv skyer og halv husarbukser! Elli har sovet
godt. Peter føler at han ikke har lukket et øje, men han kan dog huske en drøm,
hvor Helge Olsen fra Frederikssund blev sur på os, fordi vi havde brugt hans
lejlighed og ikke rengjort den bagefter! Elli havde også drømt, vi var flyttet
i lejlighed og så var det nemmere bare at feje skidtet ud! Sjovt at vi begge
havde lejlighed og rengøring i vores drømme.
Elli
skrev en mail med auto korrektur, starten på en mail til Shiela hendes skotske
veninde, kom til at lyde: Dear Shiela
snød Adolfo. !!
Vi
kørte en tur til Dolceaqua for at købe ind til weekenden og efter en god
frokost med middagssøvn startede vores
projekt Perinaldo med at køre halvdelen af vejen, parkere bilen og gå det
sidste stykke op til toppen. Det gik ikke helt som planlagt.
Vi
var lidt for optimistiske med hensyn til udgangspunktet for starten på
vandreturen. Efter en halv times streng opstigning var der stadig meget højt og
langt op til den lille samling huse på toppen, der udgør byen Perinaldo.
Elli
sagde: STOP!! Og vi gik ned igen og startede bilen og kørte opad den smalle og
stejle ensporede vej. Heldigvis var der ingen modkørende så alt gik godt og
uden skrammer på den fine Citroën. Selve byen ligger på toppen af en bjergryg i
900 m højde og har den mest fantastiske udsigt 360 grader rundt. Men den
virkede lidt uddød denne årstid. Vi så Giovanni Cassini's berømte observatorie
udefra, det var desværre lukket, men så fandt vi den restaurant, som Mette
havde skrevet om og hvor vi skulle gå på toilettet,hvad enten vi følte trang
eller ej! Udsigten fra toilettet udover
dalen og Middelhavet var bjergtagende!
I
aften skal vi spise på La Favorita, en restaurant lidt uden for Apricale hvor
vi bestilte bord for et par dage siden. Det viste sig at være en fejl, for
restauranten lå nærmest øde, da vi kørte der op og vi (Elli) besluttede, at her
ville vi ikke spise. I stedet tog vi De Viale Delio ved starten af via Roma.
Maden var god, men der var ikke hyggeligt.
Lørdag
den 20/10 oprandt med strålende sol og varme. Vi gik en tur i Apricale og endte
på torvet, fik en machiato og læste avisen og posten på iPad'en. Overalt i byen
var der opslag om, at i eftermiddag sker der noget på Piazzaen kl 15! Det lød
godt i vores ører.
Vi
gik en tur og spiste frokost hjemme og var på piazzaen i god tid inden tre klar
til at høre "the fat lady sing". Klokken blev tre og den blev halv
fire og intet skete bortset fra at folk kom bærende med fade med mad og et hav
af unger legede på pladsen. Så kom "the fat lady", men hun sang ikke.
Hun kom meget anstrengt op ad trapperne med sine to pudler og sin bløde hat på
hovedet og lignede Miss Marple. Hun sank træt ned ved et af bordene i cafeen og
ordrede noget at drikke på fedt amerikansk. Hun var helt klart ikke en del af
showet!
Kl.
Halv fem, legede børnene stadig og de voksne gik rundt og snakkede og spiste
lidt pizza og det blev klart for os, at det nok ikke Idag, at vi skulle høre
hende synge. Vi gik hjem og satte os foran vores vindue, nød udsigten og
ventede på at kirkeuret skulle slå de 5 slag, som var tegnet til at vi kunne
nyde et glas rødvin med god samvittighed.
Middagen
stod på italiensk nakkekam med kildevand. Det smagte dejligt og var godt for
nattesøvnen!
Søndag
d. 21/10 igen op til en dejlig sommer morgen. Dog er der lidt flere skyer på
himlen i dag. Frugt, bacon, æg som det hører sig til på en søndag. Idag har vi
planlagt en tur til Rivieraen, begyndende i Grimaldi. Her er nogle spændende
grotter ved Balzi Rossi og vist nok nogle gode, uspolerede strande. Så må vi se
hvad turen ellers fører med sig?
Turen
til stranden viste sig at være lidt vanskeligere end vi havde regnet med.
Samtidig med at vi skulle køre ned fra Apricale, havde flere hundrede
motorcykler valgt at køre op ad de smalle veje, så det blev et rent helvede at
være bilturist! Meget bedre blev det ikke da vi nåede stranden ved Ventimiglia.
Et hav af mennesker, 34 grader tung varme og frisk vind og store bølger. Nogle
få lå ved stranden og solede sig, men ingen badede, måske fordi der var hejst
rødt flag?
Hvorom
alting var, vi havde fået nok og længtes efter vores stille og dejligek dal med
Apricale som juvelen i kronen. Vi vende øsen og køre tilbage til et sted, vi
havde fået anbefalet af både Anna og Mette: La Molinetta lige udenfor
Isolabone. Det skulle vise sig at være der perfekte valg. Et hyggeligt sted med
en dejlig venlig atmosfære, så langt fra de turist prægede restauranter ved
kysten. Og maden! For første gang fik vi
en hel menu, med antipasta, primo, secundi, dessert, espresso og til sidst
husets regning et glas Limoncello likør. Alt var veltilberedt, og vi var enige
om, at det var det bedste måltid i Italien indtil nu.
j
Hjemme
i Apricale lå der mails fra Morris og Vega, Halfdan og Vera og Clara med svar
på den lille opgave vi have sendt dem i morges. Alle havde fundet cyklen på
tårnet!
Mandag
den 22/10. Peter sov dårligt i nat og vi stod op til let støvregn. Så i dag har
vi taget en slapper. En tur til Dolceaqua for at foretage nogle indkøb var
heller ikke nogen succes, alt var lukket! Det hjalp dog væsentligt på humøret,
da vi fik to pizzaer på torvet hos L'Osteria di Caterina!
Om
eftermiddagen tog vi resten af turen nord og øst om Apricale. D.v.s. At vi tog
fra piazzaen opad til vi nåede vejen, som vi fulgte mod øst indtil den løb
sammen med Baiardo vejen. Det er et helt nyt stykke vej, som ikke er vist på
nogen af kortene. Herfra fulgte vi så vejen tilbage til parkeringspladsen øst
for byen.
Vi
spiste lækker mad hjemme, og var enige om, at vi sagtens kan konkurrere med
fleste af de restauranter, vi har besøgt!
Den
rødvin vi mest har drukket er den lokale Rossese di Dolceaqua. En dejlig let
vin til 9,5 €. En anden er Kalterersee Auslese fra Lago Caldaro Scelto,
Classico Superiore 2011. Den er lidt billigere ca 7€ og også dejlig. Og så er
den fyldt på flaske af Kellerei
Schreckbichl, det er ikke til at stå for!
23/10
Tirsdag - sidste dag inden afrejsen i
morgen kl 7.
Vejret
tegner til at blive endnu en varm og flot solskinsdag. Vi har begge to sovet
godt inat. Klokken er lidt over otte, Elli ligger på sit tæppe og gør
gymnastik, jeg har lavet morgenmaden klar. Der er ikke mere morgengrød så den
står på yoghurt og dejlig pære.
Lejligheden
har fået en tur, så den nu er noget renere end da vi kom.
Ellers
har det været en afslapnings dag. Vi tog en picnic nede ved den lille strøm på
vejen mod Perinaldo. Om aftenen spiste vi hos Madame (restaurant Grotta della
Lovanda). Den mutte russiske pige serverede og vi var de eneste gæster, knapt
så hyggeligt
Det
har været højsommervejr hele dagen næsten for varmt 28 grader vil jeg tro.
”Gør
der kort!” siger Elli tit, når jeg sidder ved PC’en. For lige at vise, at det er kunst jeg
mestrer, kommer her dagbogen for 24 september, afrejsedagen:
Op kl 6,
afsted kl 7,
afleveret bilen uden skrammer kl 9,
Kastrup kl 14,
Hjemme kl 16.
En dejlig
ferie var slut!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar