 |
| IKKE EN KLIPNING . . . |
Når man klipper hæk langs en offentlig sti, må man være forberedt på kommentarer fra de forbipasserende. Og jeg har hørt mange. Lige fra den fra den underfundige herre, som for en del år siden ville vide, hvor jeg havde købt den gamle, mange steder sammenbundne snor, som jeg klippede efter, til damen idag, som sagde: ”Du har et godt øjemål!”. Men intet slår dog løberen, der kort efter stoppede op og spurgte: ”Er du arkitekt?” . ”Nej”, sagde jeg, ” jeg er pensionist”. Hvortil han svarede: ” Nå, men alligevel, for det der, det er jo ikke en klipning, det er en æstetisk præstation!!”. Højere kan man vist ikke nå?
Vi har som sagt været af sted i lang tid. Vi har haft nogle gode oplevelser, som jeg gerne vil dele med dig kære læser. Så nu skruer jeg tiden tilbage til juni måned. Båden havde ligget urørt i havnen i Stege siden 25 april. Dels på grund af vejret, dels fordi vi var optaget at få hus og have i Østermark op på mærkerne igen efter vinterens store ombygning. Faktisk var jeg begyndt at tvivle på, om der overhovedet skulle blive en sommertur i år. Elli gav helt klart udtryk for, at det skulle i hverttilfælde ikke være for hendes skyld!
Men så skete der to ting, som ændrede udsigtene. Det gik for det første op for os, at Carsten og Annette virkelig mente det, når de sagde, at vi da bare kunne bruge sommerhuset i Iller ved Flensborg fjord, mens de var i Østen i 5 uger i sommerferien. Og så satte det jo ind med stabilt sommervejr. Vi lagde straks planer. Vi sejler derover, lægger båden i Sønderborg og lejer en lille bil. Så kan vi komme rundt og se Nolde museet og mange af de andre spændende ting i den del af landet, som vi ikke før havde set. Og siden får vi Lars til at sejle båden hjem igen sammen med Peter.
Som tænkt så gjort. Først skulle vi lige male de sidste døre og vinduer på Møn og efter et par travle dage i sommerhuset, var vi klar til at tage af sted. Vi fik aftalt med William, Annettes far, hvor vi kunne finde nøglen og der blev provianteret til mindst tre dage på vandet. Da vi kom til båden, blev vi mødt at et kedeligt syn. Mange generationer af edderkopper var åbenbart blevet udklækket siden april og de havde bogstavelig talt spundet båden ind i deres net – ude, som inde. Og alt var overskidt med deres efterladenskaber. Det tog tid og massemord inden båden igen var til at være i igen.
Var vejret end blevet fint, så var vinden dog ikke ligefrem gunstig. Frisk fra vest er ikke ønskevinden, når man skal passere de smalle løb syd for Sjælland. I gamle dage havde det bare været på med vanten og op med sejlene, for så at krydse i det uendelige, med bakstag og det hele. Men idag er vi (Peter) ikke længere så motorforskrækket, som tidligere. Dengang blev motoren først taget frem fra sin plads under dørken, efter lange og svære forhandlinger mellem skipper og besætning og da kun, hvis farten nærmede sig nul.
Nu var det bare at dreje nøglen og for spindende motor gik det gennem nogle af landets smukkeste sejlstrøg: Ulfsund og Bøgestrøm. Da vi nærmede os Petersværft broen og det smukke officershus fra 1807, måtte vi igen genopfriske historien. Efter Englænderne i 1802 havde stjålet den danske flåde, blev der bygget og stationeret kanonbåde rundt om i landet . Også her, hvor der i forvejen lå et skibsværft. Officershuset blev bygget af admiralitetet til den officer, der havde overkommandoen over strandvagterne. Det var dem, der havde opsyn med og bevogtede kysterne heromkring. Det arkitekttegnede hus siger noget om standforskellene på den tid. Strandvagternes indkvartering har nok været yderst beskeden, men en officer, ham sætter man ikke på vagt i et træskur. Nej, her var både plads til tjeneste folk, gæster og en dejlig overdækket veranda, hvorfra han kunne sidde med sin søkikkert og observere!
Vel igennem Storstrømsbroen var det endelig tid til at sætte sejl og stoppe den forbistrede motor og det gik for en halv vind ned mod Guldborgsund, med vinden ind agten for tværs. Efter passage af to klapbroer og henover een tunnel, havde vi passeret Nykøbing Falster og det var tid til at finde en ankerplads for natten.
Lidt syd for Nykøbing ligger en lille ø, der hedder Flatø. Her deler sejlløbet sig. Til bagbord går den officielle afmærkede rute sydpå til Østersøen. Til styrbord er der også - omend et meget smalt - sejlløb. Det er gravet af strømmen og fører ind bag om Flatø og helt tæt på Lollands kyst. Her var den ideelle ankerplads. Helt privat, ikke en vind rørte sig i læ af skoven, bagende varm sol og krystalklart vand. Her var kun en ting at gøre: af med tøjet og hoppe i vandet.
Næste morgen kunne vi se, at vinden stadig var frisk fra vest selvom vi lå i læ. Vi besluttede at sejle til Nysted og vente på den lovede, mere gunstige vind, når vi skulle ud i Østersøen og vestpå mod Sønderborg. William ringede og sagde at det nok ikke var nødvendigt at leje en bil, fordi der stod en Citroen oppe ved huset. Han havde nemlig kørt Carsten og familie til Hamborg, da de skulle flyve til Østen en uge tidligere og nu stod bilen som sagt i Iller. Det var jo helt perfekt.
Der er et par timers sejlads over til Nysted. Sundet breder sig ud lige efter Flatø og det ser ud som om man sejler på et åbent hav. Men det er lukket inde bag nogle lave sandbanker mod syd. Vi krydsede og krydsede. ”Hvor er Nysted?” spurgte Elli gang på gang. ”Lige rundt om pynten!”. ”Ja , har man ikke hørt det før!!” grinede hun. Endelig rundede vi den skovklædte pynt og så ind i et vidunderligt smukt stykke Danmark.
Højt oppe til venstre, inde i bunden af den lille fjord, lå Ålholm med sine røde og lidt dystre borgmure. Mens selve Nysted med sine kønne huse lå smilende og solbeskinnet i højre side af fjorden.Havnen er, som vi husker havne fra gamle dage. Hyggeligt og ikke noget marina præg. Byen er som et forstørret Legoland.
Der er alle slags velholdte huse og Adelgade fører ned mellem dem. Men det mangler noget: der er intet liv. Gaderne er tomme og flere huse er til salg. Man får virkelig indtryk af at vi er i Udkantsdanmark.
Men måske var det noget helt andet, der trak folk væk fra gaderne? En kamp i verdensmesterskabet i fodbold skulle til at starte. I sejlkubben var der rigget en storskærm til og på taget var to mand travlt optaget af at forsøge at fange fjernsynssignalet med en antenne. Det gav vist lidt problemer, men lykkedes til sidst. Herefter drejede vinden til en mere gunstig retning. Og om morgenen startede en dejlig sejlads til Bagenkop og næste dag videre til Sønderborg.
William havde sagt at det bedste sted at ligge ville være i havnen i selve byen og ikke i lystbådehavnen et stykke udenfor. Men da vi nu ikke skulle leje bil fandt vi ud af, at det ville være nemmere at lægge båden i Marina Minde i Flensborg fjord. Denne havn lå kun få kilometer fra huset i Iller.
Marina Minde er en kæmpe marina, som er bygget hvor der tidligere lå et teglværk. Det er for det meste tyske og hollandske både, der har hjemmehavn her. Vi fandt let en plads og Elli gik op på havnekontoret for at ordne havnepenge og få ok til at vi lod båden ligge en lille uges tid. Vi havde regnet med at vi skulle betale på forhånd, men den meget flinke havnemester sagde, at det kunne vi ordne til den tid han skulle bare have vores og bådens navn. Så var det Broager taxa til Iller og et nyt kapitel i vores sommertur skulle begynde.
 |
| sommertur 2010 |
Sommerhuset i Iller er et gammelt hus, som ligger højt oppe på en bakke med udsigt over Flensborg fjord. Mellem huset og fjorden er der en naturgrund med flere små stier gennem høje siv og der er små vandhuller, som er fulde af Åkander. Huset blev købt for 20 års siden af Annettes forældre William og Asta. Og der er i tidens løb lagt megen tid og kræfter i både hus og grund. For nogle år siden blev Willliam alene og han har nu overdraget huset til børnene Annette og Kim. Men det er nu stadigvæk ham, der holder stedet igang. På spørgsmålet om det ikke krævede en masse og holde hele det store område, svarede William beskedent: ” Nej, det er ikke så galt, vi er to om det: Vorherre - og så med lidt hjælp fra mig i ny og næ!”.
Hele dette område var engang en bakke lige som den, huset nu ligger på. Men al jorden blev gravet væk med håndkraft og brændt til teglsten på et af de ialt 53 teglværker, som før i tiden lå her ned til Flensborg fjord. Nu er der vist kun 8 tilbage, men de producerer nok alligevel mere end de 53 gamle!
Iller er et lille sted, men kan vel ikke engang kalde det en landsby. Det ligger på halvøen Broagerland med hovedbyen Broager et par kilometer borte. Det er et smukt og kuperet landskab, som emmer af historie. Dybbøl mølle ligger lige i nærheden og skanser fra krigene i 1848 og 1864 ligger alle vegne og har deres historier at byde på.
Huset vi boede i ligger på Slotsvej. Navnet stammer fra en stor bygning – kaldet slottet - i flot opmurede gule og brunglaserede teglsten. Her holdt en af de mange teglværks ejere til. De var toppen af kransekagen dengang. Men man siger, at han vist brugte lidt for mange penge på slottet og lidt for få på teglværket. I al fald gik han konkurs og nu er slottet blevet til et behandlingshjem for kvinder med psykiske problemer.
Der ligger kun nogle få huse på den del af Slotsvej, hvor vi boede. Ialt fire, alle på samme side af vejen med udsigt over fjorden. Vi bor i det næstsidste. Vi havde fået at vide at alle naboerne holder øje med huset, når det ikke er beboet. Morgenen efter vi var kommet skulle jeg ud med skraldeposen og løb, kun nødtørftigt påklædt, bogstavelig talt lige i armene på nabokonen i det sidste hus. Hun kikkede nysgerrigt på mig og jeg sagde lidt forfjamsket: ” Ja æh.. vi er Annettes svigerforældre!”. Og så kom det med et grin på sønderjydsk fra den lille vævre dame. ”Det wed wi nok, ellers wår I bløwen jawen uud!”. Stående på bare fødder og i underbukser havde jeg nær glemt, hvor godt naboer i provinsen er underrettet om hinanden! Og så tænkte jeg samtidigt, at der måske senere ville komme et bedre tidspunkt for indledelse af et nærmere bekendtskab og trak mig smilende tilbage.
Det tidspunkt kom allerede samme eftermiddag. Vi havde fået at vide, at vi kunne bade fra en lille jollehavn, som lå nedenfor huset. Den tilhørte naboen i det nederste hus. Vi gik ned gennem stierne i sivskoven og kom ned tiI stranden. I havnen lå et par joller og der var også bygget et lille lysthus. Her sad nabokonen fra i morges og snakkede med et par ældre gutter på vores alder. Ved siden huset stod en ældre rød varevogn og en knallert med mælkekasse bag på. De to mænd var iført røde regnbukser og gummistøvler og havde været ude at sætte garn til fladfisk.
Vi blev inviteret indenfor og det blev til en rigtigt hyggelig snak. Vi fik at vide, at naboens hed Arly og Bitten og at huset de boede i var Bittens barndoms hjem. Vi fik historier om teglværkerne og meget andet om egnen.
På et tidspunkt faldt snakken på børn og børnebørn. Bitten fortalte at hun og Arly flyttede ind i huset på den ande side af vores, dengang de blev gift. Da hendes forældre døde, flyttede de så tilbage til barndomshjemmet. Deres søn boede nu i huset, de flyttede fra. Han havde sat det virkeligt flot istand. Elli sagde så: ” Nå, I flytter Ikke så langt, når I flytter! Har I andre børn i nærheden?”. ”Nej”, svarede Bitten, ” vi har en datter, men hun bor i Broager”. Men på sønderjydsk udtales Broager som ”Prauer”, og for Elli lød det som at datteren boede i Prag! ”Nå, det var da et sjovt sted at bo”, tænkte Elli og sagde, at vi har en søn i London.
Men jeg hørte senere fra William, at han havde fortalt historien til Bitten. Og det havde moret hende meget. Så meget at den var blevet lidt af en vandrehistorie på de kanter. Et par dage efter mødte William Bitten med barnebarnet bagpå cyklen. ” Hvor skal I hen? ” spurgte William. ” Vi skal til Prag!” lød svaret.
Der var så dejligt i Iller. Det var sommer, som vi begge huskede det, fra vi var børn. De store kulturfremstød blev det ikke til. Vi bare dasede og badede og cyklede og så på den ene fantastiske solnedgang efter den anden. Det blev dog til en tur til Tyskland, men kun for at købe lidt god vin og mad til en middag vi skulle holde senere for Lars og William.
Måske var det godt det samme, at vi ikke kørte flere ture. For et par dage efter gik alarmen på bilen. STOP! stod der med rødt og det hylede, mens vi var i Sønderborg. Et besøg på Citroen værkstedet afslørede at køleren var gået og at det kunne være gået grueligt galt, hvis Carsten og Annette var kørt hjem i den. Bilen er nu blevet repareret og William har kørt den ud,så den står klar, når de unge lander fra Bangkok i næste uge.
Efter nogle dage kom Lars med toget og afløste Elli, som tog hjem for at passe huset og haven på Gormsvej. Det viste sig at være en god ide, fordi et skybrud havde oversvømmet kælderen. Naboerne havde dog fået det meste vand tørret op og installeret en fugttørrer.
Båden havde ligget i fire dage i Marina Minde. På vejen ned til havnen sagde Elli, at jeg skulle se at få lidt rabat på havnepengene, nu hvor vi slet ikke havde benyttet havnens faciliteter. Jeg vendte øjnene mod himlen, men sagde ikke noget. På havnen blev Lars og jeg læsset af med samt alt vores gear og de kasser vin fra Kloster Eberbach i Rheinhessen, som vi havde indkøbt i Flensborg.
På havnekontoret blev vi modtaget af den joviale havnemester med ordene: "Nå, der har vi Enhiörningen!, og I har været her - i lad mig se - 4 døgn, det bliver 440 kr". Ud af min mund kom der så nærmest af sig selv: "Jeg er over halvfjerds!".
"Nå, jamen skal vi så sige 400?", replicerede den rare mand. Jeg var målløs, men fik dog fremført: " Det vil glæde min kone, hun er Hollænder forstår du!". Havnemesteren svarede med overbevisning: " Ja, det er rigtigt, de vil gerne have det lidt billigere!"
Nu glædede jeg mig til at fortælle Elli, at mit ry som den, der kan skaffe alt dyrere, åbenbart er helt ufortjent. Det var også starten på den traditions tyngede brødretur. Det var nr 17 eller 18 i rækken. Det en god tradition som vi begge sætter meget højt. (Og vores børn de griner lidt i skægget og siger: ”Ja og så får de sig nok en lille en eller to!”, men de er vist ellers ret glade på vores vegne.)
Vi sejlede fra Marina Minde i strålende vejr først til Dyvig, hvor vi lå for anker i den smukke naturhavn og dagen efter sejlede vi til Lyø. Havnen var under udbygning og var godt fyldt, da vi kom. Senere var den stopfyldt. På vej ud af havnen næste dag, lå der en stor sejlbåd fra Thurø med to lyshårede unger og deres bedsteforældre ombord. Jeg kunne ikke lade være med at råbe: ” Ja, det er skønt med de små!”. Det kom omgående tilbage fra bedstefaren: ” Ja, der er gang i den. I må godt låne dem!”
Turen gik fra Lyø gennem det Sydfynske Øhav til Omø med vinden i rumpen hele vejen. Undervejs havde vi selskab af et legesygt marsvin. Næste dag vendte vinden og vi krydsede og krydsede til ligefør Storstrømsbroen. Så indså vi, at skulle der blive noget ud af den grill aften, som Elli havde lovet os, så skulle der andre boller på suppen. Det kom der, og takket være motoren kom vi tilbage til Stege, hvor Elli også var kommet efter sin arbejdsferie i Frederikssund. Dagen sluttede i haven med en dejlig middag til sent ud på aftenen.
Brødreturene bygger som nævnt på årelange traditioner. Vi har hver aften et tema for middagen. I år havde vi kroatisk, italiensk og amerikansk aften. Vi skal helst have et kulturelt emne og så lever vi efter axiomerne ”De 3 S’er” (Sejle, sove og spise). Før i tiden skrev jeg en udførlig beretning om turene til vores børn, men det er jeg holdt op med efter at de har fortalt, at det behøver jeg ikke at bruge tid på. ”Bare send en af de gamle, de er ens alle sammen alligevel!” siger de!
Og det har de nok tildels ret i, så derfor slutter jeg her!
