 |
| Efterår |
24.10.10
25.9.10
Held i uheld på Sicilien
Engang i august bestilte vi turen til Sicilien hos Kipling rejser, som har til huse her i Frederikssund. Samtidig bestilte vi 10 rummeter brænde til vinteren hos vores sædvanlige leverandør på Vallø gamle savværk syd for Køge. Han leverer virkelig godt brænde, men han er ikke helt stabil, når det gælder om at få leveret til aftalt tid. I tidens løb har vi hørt på utallige forklaringer på hvilke maskinnedbrud, der nu var skyld i, at det desværre alligevel ikke kunne lade sig gøre komme som lovet.
Jeg gjorde derfor en del ud af at fortælle, at vi var bortrejst fra 7. til 14. september og at vi under ingen omstændigheder ville have brænde liggende i indkørslen og signallere til indbrudstyven, at her er ingen hjemme, så det bare var at forsyne sig. ”Det passer mig fint, jeg leverer brændet i Frederikssund lørdag den 4. september” mailede den rare mand fortrøstningsfuldt tilbage. Det beroligede os og vi kunne istedet koncentrere os om rejsen til Sicilien.
Den rejse, vi havde købt, var en såkaldt individuel kulturrejse, som omfattede fly fra Kastrup til Sicilien og retur, leje af en lille bil med fri kilometer, samt overnatning på 3 forskellige agriturismo’er eller landhoteller, som Kipling har aftale med. Det hele er betalt hjemmefra og det viste sig at fungere over al forventning.
Lørdag de 4 september oprandt og vi holdt os hjemme hele dagen for at kunne modtage brændet og få det kørt væk og stablet inden afrejsen om tirsdagen. Om aftenen kunne vi konstatere, at et eller andet i Vallø igen var gået galt. Hvad det var vidste vi ikke, for vi hørte ikke en lyd og det var sådan set også ligegyldigt. Da jeg ikke kunne få fat i manden på telefon, sendte jeg en sur mail til ham om, at han ikke havde holdt aftalen og at vi ikke ville have leveret noget før 14 dage senere og at vi ville have besked en dag i forvejen.
Tirsdag fløj vi så med Cimber Sterling til Catania. Fire timer senere, kl . 8 om aftenen stod vi i Catanias lufthavn. Hos biludlejeren Europcar talte de kun italiensk og manden bag disken fyrede en hel remse af hvori jeg kun opfattede ordet: automatico. For ikke at virke alt for ubegavet svarede jeg: ”Si, Si!” som tegn på, at det var OK med os. Kort efter var vi udstyret med nøgler og lejekontrakt på den bil, som skulle befinde sig på plads A34 på en kæmpe parkeringsplads et sted langt uden for lufthavns bygningen.
Det var allerede bælgravende mørkt , så selv om vi ret hurtigt fandt plads A34, så var der tilsyneladende ingen biler, der passede til vores nøgle. Jeg var lige ved at gå tilbage til kontoret, da Elli fik øje på noget mellem to biler. Det viste sig at være en SmartCar. ”Nej ved du hvad? Det kan ikke passe, den kan vi overhovedet ikke være i. Du må gå tilbage og få en anden!” sagde Elli. ”Ah lad os nu lige prøve og se, jeg tror den er ok hernede på de små veje”. Svarede jeg så overbevisende som jeg kunne. Faktisk var jeg var jeg selv langfra overbevist, men jeg orkede ikke at gå tilbage til kontoret , hvor de kun talte italiensk.
Det viste sig hurtigt, at der var lige nogle ting, som skulle falde på plads før vi blev rigtig glad for bilen. Den har kun to sæder – man kan kalde dem forsæder eller bagsæder efter temperament. Bagagerummet var første prøve. Ikke fordi det var lille, for det var det, men fordi vi ikke kunne lukke det op. Der var tilsyneladende hverken håndtag eller knapper eller nøglehuller til at åbne med. Vi trykkede på fjernebetjeningsnøglen, rykkede i alt hvad der kunne rykkes i, lige meget hjalp det bagagerummet var og blev lukket. Jeg måtte bide i det sure æble og gå til bage til Europcar og tilstå. En ung mand fulgte villigt med ud, rykkede i bagklappen, åbnede vinduet ovenover og slog klappen ned ! Voila! Så nemt var det.
Til vores overraskelse kunne begge kufferter og en rygsæk plus det løse lige akkurat være der og vi satte os ind for at starte på ferien. Men ak! Så let skulle det ikke være. Første problem: hvor sætter man nøglen i? Vi rodede rundt i mørket omkring rattet , hvor den slags plejer at skulle sidde. Men der var intet! Endelig efter nogen tids forløb, hvor irritationen begyndte at stige, sagde Elli: ” Hvad med den der nede mellem sæderne?”. Jo, det var den. Nøglen i og lad os så komme afsted. Intet skete udover at der kom lys på instrumentbættet. Uanset om jeg drejede, skubbede eller rykkede i nøglen, var bæstet ligeså dødt som en sild!
Jeg måtte gå den tunge gang tilbage til min ven fra før og tilstå at jeg heller ikke kunne finde ud af at starte bilen. Han sende mig et sigende blik, der antydede, at sådan en gammel fyr burde holde sig fra at køre bil. Men han gik, som før, villigt med, satte sig ind, drejede nøglen og bilen startede i samme øjeblik! Forklaringen lå i automatgearet. Bilen starter kun, hvis gearet står på Neutral og man samtidig trykker på bremsen. Det ku’ de nu godt have fortalt på forhånd.
”Nu har vi styr på det!” sagde jeg og kørte frem. Parkeringspladsen var stor. Og med ensrettede vognbaner, var det ikke helt let at finde frem til udkørslen. Pludselig opdagede vi kørte mod færdselsretningen, da der kom biler mod os og vi fik hornet! Jeg skyndte mig at sætte gearstangnen på Bak og gav gas for at komme væk. Men nøjagtig som tidligere var den helt død. Vi stod og spærrede og folkene i den modkørende bil stirrede olmt på os. I desperation fik jeg drejet bilen op på et fortov, så de modkørende kunne komme forbi og vi kunne fortsætte fremad den gale vej, til vi endelig slap ud og kom på motorvejen med retning mod Etna og vores første stop. Så selv om vi endnu ikke havde lært at bakke med bæstet , gik det forrygende først ca 5o km af motorvejen mod Taormina og derefter ad små listige bjergveje op ad Etna.
Vores GPS var indstillet på Etna Lodge, en tidligere vingård beliggende mellem Etna og Middelhavet. Det skulle vise sig at være et fantastisk charmerende sted, ikke mindst på grund af ejerne, danske Ingrid og sicilianske Enrico. Etna Lodge var fuld af af charme og der var udsigt til Etna, Middelhavet, Calabrien og Taormina.
GPS’en er en virkelig god opfindelse, især når man skal navigere i mørke ad smalle veje uden synlige vejskilte. Vi kørte, som om vi ikke havde bestilt andet og stod tilsidst foran en lukket gitterport. Et tryk på en knap i væggen fik porten til at åbne sig og vi kørte af en smal, stejl vej op til huset, hvor Ingrid stod og bød os velkommen med åbne arme, som om vi var gamle venner. Det var en dejlig velkomst at få og vi følte os straks hjemme her og begyndte at snakke om, at det var dog ærgerligt, at vi ikke kunne blive her hele ugen. Vi skulle egentlig have været at andet sted, men der var optaget. Til gengæld får I ”Suiten”, og det bliver I ikke kede af! , som Mette fra Kipling rejser havde skrevet til os. Hun fik ret.
Suiten viste sig at være en hel lille lejlighed, med stort soveværelse, forstue, stort dejligt badeværelse, toilet med vaskemaskine, terrasse med udsigt til Etna og hele vejen rundt til kysten mod Italien. Og så var der næsten som det bedste af det hele: et helt privat friluftsbrusebad med varmt og koldt vand, omkranset af bambus. I de tre dage vi boede på Etna Lodge, brugte vi ikke det almindelige badeværelset en eneste gang. Det er så fedt at bade ude i den dejlige, lune luft under åben himmel.
Vi fik at vide, at der lidt ned ad bakken lå en fællesbygning , hvor der var mulighed for at få vin, vand eller kaffe eller bare sidde og nyde udsigten. Morgenmad var kl . 9 og der var middag kl 20:30. Resten kunne vi snakke om i morgen. Vi hentede en kølig flaske hvidvin og satte os på terrassen og slappede lidt af efter en lang dag, inden vi gik i seng.
Ved morgenbordet mødte vi de andre gæster, tre par omtrent på vores alder, der var vist kun en der stadig arbejdede. De ene par fra Hjørring havde været der i et par dage og delte rundhåndet ud af tips og erfaringer, som vi kunne bruge. Vi sad allesammen ved et stort bord udenfor huset med en pragtfuld udsigt.
Vi besluttede at køre en tur på Etna’s nordside og besøge nogen af de små byer, som alle lå højt oppe på toppen af de små bjergtoppe, som rejste sig stejt over terrænet. Siciliens historie er en lang beretning om krigsherrer, som på skift har underlagt sig landet. Det har alle dage været et uroligt sted, så der er nok en god grund til, at de har bygget deres byer som fæstninger. Vi ville slutte med et se en berømt slugt: Gole dell’ Alcantara.
Men først måtte vi lære at bakke med SmartCar’en. Det var let, en af de andre danskere fortalte at man bare skulle træde på bremsen før man satte i bakgear. Så let var det.
Gole dell’ Alcantara er en dyb kløft, som er dannet ved sammenstødet mellem vulkansk magma og en iskold flod. Derved blev der slynget lavaprismer op i utrolige former og det hele ser uvirkeligt ud. I 1950 blev stedet opdaget af en film instruktør fra Taormina. Han fik bygget en indviklet sti ned til bunden og optog den første af flere film fra stedet.
Idag er der hugget en elevator ind i klippen fra parkeringspladsen foroven og ned til floden. Det er yndet turist mål. De fleste lejer grønne waders, som lystfiskerne bruger og så vandrer de gennem den stride strøm langt ind i kløften. Det er lidt sjovt at se alle de grønklædte mennesker med gummistøvler til op under armene. Jeg kunne da heller ikke undgå at bemærke de mange unge, solbrændte italienske piger, hvor kun hoved, skuldre og det øverste af brysterne stak op af det grønne gummitøj!
Vores besøg i Gole dell’ Alcantara blev kortere end vi havde beregnet. Vi valgte gummitøjet fra og var indstillet på at bade i almindeligt badetøj, som flere andre iøvrigt gjorde, selvom vandet kun var 10 grader. Luften var trods alt 29 grader og solen skinnede ned på hele sceneriet. Da vi kom ud af elevatoren, så vi til venstre en brusende strøm ca. 30-40 meter bred med masser af små klipper og laguner, hvor folk morede sig med at prøve at stå fast, med eller uden gummitøj.
Elli gik et par skridt foran mig på vej ned mod floden og det var umuligt ikke at følge med i alt det, der var gang i ude i vandet. Pludselig ser jeg hende gå ned på knæ og som i slowmotion knække sammen og ramme klippegrunden, først med hænderne, så med kroppen og til sidst med ansigtet. Man tror ikke sine egne øjne. Jeg for hen til hende og sammen med et par andre, fik vi hende på højkant. Blodet flød ud af næsen, hudafskrabninger på hagen, næsen og og begge knæ. ”Mine hænder og min ryg!”, jamrede hun. Hun havde ikke set en lille forhøjning på stien og var snublet.
Hurtigt blev hun hjulpet til at sidde på en stol og elevatormanden tilkaldte en samarit.
Han kom lynhurtigt og foretog en grundig undersøgelse. Han mente ikke der var brækket noget, men rådede os til at få taget et røntgenbillede på hospitalet i Taormina for en sikkerheds skyld. Han fremskaffede også en stor pose is til at lægge om hånden, der allerede var begyndt at hæve. Vi var meget imponeret af deres hjælp og saglighed.
Ikke mere sigtseeing for vores vedkommende den dag! Elli orkede heller ikke at tage turen ind til det overfyldte turist sted Taormina og sidde og vente på en skade stue. ”Jeg tror virkelig ikke, at der er brækket noget. Hvis man trækker i fingrene eller trykker på hånden gør det ikke så voldsomt ondt , som hvis der var brækket noget”, sagde hun og vi besluttede at køre hjem til Etna Lodge.
Vi kunne snyde for hospitalet i Tourmina, men vi kunne ikke snyde Ingrid, vores vært! ”Enrico!!!!” råbte hun da hun havde fået syn for sagen. Ingrids mand , Enrico er sicilianer og han viste sig at være en af sødeste, sjoveste og mest underspillede mennsker vi har mødt i lang tid. Da han dukkede op så vi en lille, grå mand i tredserne som stille påhørte Ingrids forklaring på engelsk med en god dansk accent.
”I’ll call my good friend the doctor and ask him to come over and have a look!” og han ringede til sin lægeven, som dog ikke var på vagt den dag. ” Så kører vi ned på skade stuen i Linguaglossa, kom sæt jer ind i min bil, vi kører med det samme!”. Når besøget på skadestuen, hvor de undersøgte Elli grundigt og effektivt, engang er glemt, så vil vi huske samtalen i bilen. Vi fik historien om hvordan Enrico for 15-20 år siden fandt ud af, at familien ejede et stykke jord og en ruin på Etna’s øst side. Hvordan han fandt det støvede dokument, som bevidnede familiens ret til jorden og hvordan han fik taget utallige fætre og kusiner i ed på, at de afstod denne ret for til sidst overfor en notar at få det nu gældende skøde. I 15 år havde de to så bygget ruinen om til det charmerende sted, som vi nu havde glæde af sammen med mange.
”Og hvad laver I så når I er hjemme?” ville han vide. Vi fortalte at vi var pensionister, om børn og børnebørn, om hus og sommerhuset og båden i Stege. ” I bor jo tæt på godt sejlvand, sejler du og Ingrid ikke?”, spurgte jeg. Og så kom det - sammen med Siciliens mesterskabet i underdrivelse - ” No we don’t, I only have sailed singlehand over the Atlantic ocean twice, but otherwise, no!”
Alene over Atlanten to gange og det var ikke noget at tale om! Men vi fik da lokket historien ud af ham. Under en af Libanons krige måtte nogle velhavende libanesere flygte fra Beirut til USA. De kom af sted over hals og hoved og nu lå deres beslaglagte lystyachter i Beirut’s havn. Enrico fik i New York en aftale med en af dem hvor han påtog sig at ”stjæle” en af disse yachter og sejle den tilbage til ejeren i USA!
”That was really nothing, there was plenty of wine and food on board” fortalte han og fortsatte, at han havde fået penge med for betale havnepolitiet i Beirut for at kigge den anden vej. Det eneste problem var at egentlig, at han ikke havde nogen gyldige papirer på skibet og derfor ikke kunne gå i havn undervejs fra Beirut til New York. Da hen endelig kom frem til USA’s sømilegrænse kaldte han US Coastguard op på radioen og bad om tilladelse til at gå i havn. ”Do you have valid ship papers?” ville de vide. ”No papers!” svarede han. ”Then you must stay outside, you can not enter USA waters!”
”Jeg kommer alligevel ind” svarede han og forsatte ind mod kysten. Kort tid efter blev han bordet af kystvagten og forhørt.
”Where do you come from?” var første spørgsmål.
”Beirut!” svarede han.
”Which state?”
”Libanon, Middle East!”
"Klap!!”
sagde håndjernene og Enrico blev overført til kystvagt båden, der bugserede yachten ind . Han selv røg direkte i fængsel. ” Heldigvis havde jeg set mange amerikanske krimier og vidste, at man altid har ret til et telefonopkald!, sagde Enrico så med et skævt smil. Han ringede til sin advokat, der fik ham fri.
Senere fik han en aftale med en af de andre rige libanesere, som også havde en båd i klemme og han tog turen alene over Atlanten engang til. Han sagde ikke noget om, hvad han selv havde fået ud af det, men mit gæt er overskuddet har været med til at financiere købet af Etna Lodge, men det er selvfølgelig kun mit ukvalificerede gætteri!
Tilbage fra den begivenhedsrige tur til skadestuen i Linguaglossa var der lige tid til at lægge os på sengen og puste ud inden Ingrid havde serveret middagen udenfor ved bordet i det lune nattemørke kl. halv ni. Det veltalende par fra Hjørring var rejst videre og der var kun de andre to par fra i morgens plus os selv omkring bordet. Elli’s ene hånd var begyndt at svulme pænt op og vi måtte selvfølgelig fortælle, hvad der var sket. ”Du skal have et støttebind på!”, sagde en af pigere. Hun rejste sig og kom tilbage med bind og tape og lagde en professionel forbinding. Hun fortalte, at hun var sygeplejerske . ”Du skal tage den af, når du kommer i seng iaften og i morgen lægger jeg den på igen.”, sagde hun.
Ingrid havde tryllet i køkkenet og stemningen om bordet steg, måske også takket være husets kraftige rødvin. Ovenpå eftermiddagens begivenheder var det herligt at føle at nogen interesserede sig for, at Elli skulle føle sig godt tilpas og snart gik snakken livligt omkring bordet. De to par kendte øjensynlig hinanden godt og de fortalte at de boede i Nordsjælland. Vi kunne ikke helt følge med i hvor og hvordan. Det må de også have fornemmet, for pludselig sagde Kirsten, hende, som havde lagt forbindingen: ” Ja! Nu må vi hellere lægge kortene på bordet!!”
Vi havde godtnok mærket, at der lå en slags nyforelsket stemning i luften, men vi følte nu ikke at vi behøvede nogen forklaring. Kirsten fortalte at hun og den anden kvinde, Hanne, havde været veninder i mange år. Men for to år side havde de begge mistet deres ægtefæller med få måneders mellemrum. Og på en golfrejse senere havde de så mødt Erling og Henning, som også var blevet alene. Nu var de sammen på rejse med Kipling.
Der var hyggeligt omkring bordet og vi snakkede og morede os. ”Det er sjovt, at du bor på Ulvemosevej i Rungsted , Hanne”, sagde jeg, ”der har jeg cyklet forbi i mine første fem skoleår!” . To af de andre boede i Hørsholm og en i Lyngby, så vi begyndte næsten at føleat vi kendte hinanden! Og vi var nærmest i familie, da vi fandt ud af, at Kirsten var datter af vores gode venner Otto og Grethe Holm i Stubbekøbing!
Næste dag tog vi den lidt med ro. Vi var oppe på Etna i 2100 meters højde, hvorfra man med firehjulstrækkere kunne komme helt op til krateret. Vi nøjedes med at gå en tur og tage de enorme størknede lavamasser, som var løbet ned over siden ved sidste udbrud i øjesyn. Senere var vi nede ved kysten, hvor vi badede i det mest vidunderlige azurblå og 25 grader varme vand.
På Etna Lodge serveres kun middag hveranden aften. Vi spiste på en restaurant i Linguaglossa, som vi fik anbefalet af Ingrid. Også her skabte Elli’s hånd kontakt. Da vi kom ved otte tiden var restauranten tom og vi fik et bord ved vinduet. Da vi havde bestilt fik, hvad der senere viste sig at være værtinden, øje på Elli’s hånd, som så pænt stor og lidt blåsort ud over forbindingen. ”Mama mia!! Råbte hun og tog den i øjesyn. ”Crema, crema!” gentog hun og gned på hånden. Vi blev efterhånden klar over, at hun mente at vi skulle køre ned til et nærliggende farmacia og få fat i en speciel creme, som skulle hævelsen til at mindske og lindre smerterne. Det var bare en kilometer tilbage ad vejen og så lidt til venstre.
”Jamen vi har jo lige bestilt maden!”, indvendte jeg. ”No Problem, maden får I, når I kommer tilbage. Se nu at komme afsted inden de lukker!” . Og så var det bare at få vendt Smartcar’en og trille ned og gøre, som der var blevet sagt. Da vi efter nogen tid vendte tilbage var restauranten stuvende fuld af mennesker, der alle sad og ventede på at blive betjent. Vi satte os ved ”vores” bord ved vinduet og et øjeblik efter blev der serveret for os, mens alle de andre, som sad og ventede, må have tænkt at vi var nogle særligt vigtige gæster!
Den nat blev det et Herrens vejr, ganske som der står i eventyret. Et tordenvejr drev ind over Etna og os med styrtregn, lyn og torden. Vi vågnede ved bragene og lysglimtene og Elli sagde: ”Bare det dog ikke vækker Etna, så den kommer i udbrud!” . Det var uhyggeligt at se glimtet og i samme øjeblik at høre det enorme brag lige over vores hoveder. Langsomt drev det over og fortonede sig i fjerne og vi kunne forsætte den afbrudte søvn.
Om morgenen på rejsens 4. dag var alt vådt og klamt og vi spiste for første gang inde i Ingrids hyggelige køkken. Kirsten lagde en ny forbinding på Elli’s hånd og vi genopfriskede den gode stemning fra forrige aften. Men idag var ikke desto mindre dagen, hvor vi skulle videre. Det var med blandede følelser, at vi skulle forlade det sted, hvor vi var blevet modtaget så hjerteligt af Ingrid og Enrico og hvor vi havde haft det så hyggeligt. På den anden side lå Kiplings turbeskrivelse for dagens etape i baghovedet og den trak den anden vej:
”Køreturen fra Etna gennem Nebrodi-bjergene er alene en rejse værd. Det er Etna fra de flotteste sider og en tur der når op i godt 1.500 meters højde, inden der køres ned til nordkysten for at fortsætte til Pettineo, der ligger nær Nebrodi-bjergene, historiske Tusa og kun 7 km. fra Middelhavet. Pettineo er en lille hyggelig bjerglandsby med bare 2.000 indbyggere. Byen har herlige stejle gader, små hyggelige cafeer, købmænd og et ugentligt marked. Pettineo ligger godt 300 meter over havets overflade, hvilket gør udsigten over havet og de omkringliggende bjerge og bjergbyer til særklasse. Øverst ligger ruinen af det 600 år gamle Castello dei Ventimiglia. Den største oplevelse er dog Casa Migliaca. Leder du efter drømmen af atmosfære og god stemning og efter mad i Siciliansk særklasse er Casa Migliaca stedet. Det 400 år gamle olivenoliepresseri ligger i udkanten af Pettineo i Nebrodi. Ejerne Sebastiano og Maria Theresa har gjort stedet helt unikt med en fabelagtig restaurering iblandet stedets atmosfære. Har man først boet og ikke mindst spist her, glemmer man det aldrig. Casa Migliaca kan ikke anbefales nok – det skal kort sagt prøves.
Morgenmad og aftensmad med vin til maden er inkluderet.”
Om det var det sidste, der gjorde udslaget, skal jeg lade være usagt, men i hvertfald blev der sagt behørigt farvel med kys og kram og på gensyn og vi startede vores minibil med GPS’en indstillet på Casa Migliaca. Kipling havde ikke overdrevet. Det blev en enestående smuk og spændende tur. Efter picnic i det frie i Nebrodi bjergene kom vi ud til kysten for at tage motorvejen de sidste 30 -40 kilometer, inden vi atter skulle dreje op i bjergene til Pettineo.
I et land, hvor vi havde set dusinvis af nedlagte fabrikker og hvor skrald og affald flød mange steder, måtte vi undre os over Sicilianernes prioriteringer. Det var nok en af Europas dyreste og mindst trafikerede mortorvejsstrækninger, der lå her. De 237 kilometer motorvej fra Messina til Palermo bestod næsten udelukkende af tunneler sprængt gennem klipperne og forbundet med over 100 meter høje vejbroer i beton. Egentlige vejstrækninger forekom først, når man nærmede sig Palermo. Vi blev enige om, at det nok var EU der stod for financieringen og mafiaen for en del af udbyttet! For Elli’s ryg blev mødet med motorvejen en pinefuld oplevelse på grund af endeløse bump fra broernes mange fuger.
Da vi endelig kunne komme af, kom vi uforvarende til skyde genvej ind over bjergene, istedet for at tage den ordinære kystvej og køre op i landet lidt længere henne. GPS’en accepterede den nye rute uden at protestere! Men det skulle derimod snart vise sig, at både Smartcar’en og Elli havde grund til det. Turen førte os ad stejle æsel stier i vilde hårnåle sving opad og opad og længere og længere væk fra beboede omåder. Det var ikke sjovt! Men langt om længe blev grusvejen trods alt erstattet af asfaltvej og endnu senere blev den endda tosporet og pludselig stod vi foran endnu en gitterport. Vi havde skudt genvej direkte til Casa Migliaca.
Denne gang skulle man melde sig i et samtaleanlæg, hvorefter portene langsomt åbnede sig og vi kørte ned ad en smal, stejl bjergvej til et at de mest fantastiske steder, vi endnu havde besøgt. Det hele var bevokset med ældgamle oliventræer. På en lille parkerings plads stod et par biler og bagved så vi konturerne af selve gården over trækronerne. Da vi kom frem til huset , blev vi modtaget af en ung mand, som på perfekt engelsk bød velkommen og præsenterede sig som Luca, søn af ejerne på stedet.
Huset var en stor firkantet bygning bygget af brune, groft tilhuggede sten. Man kunne se, at den havde stået der i århundreder. Der var to etager og en lang, udvendig trappe førte op til 1 sal. I stuen var der 4-5 værelser med adgang til haven og i det gamle olivenpresseri var der indrettet en fælles spisestue. På første sal var der en forstue, en fælles dagligstue, et køkken og nogle værelser. Luca viste os rundt og førte os tilsidst op i vores værelse på første sal.
Luca fortalte, at det var hans familie, som havde haft stedet sidet 1700 tallet. Det var tydeligt at se på indretningen af de mange rum, at det var samme smagfuldhed og respekt for tingene, der havde rådet i gennem år. Køkkenet var også kun ændret med de nødvendige moderne installationer, men var ellers som det må have fungeret altid. Der var et stort bord i midten og vi fik at vide, at her kunne vi selv lave vores morgenmad. Der var alt til faget henhørende i køleskabe og på bordene. I hjørnet af køkkenet førte en stejl trætrappe ned til det rum, hvor vi skulle spise til aften.
Vores værelse var stort med højt til loftet. Der var en lille altan omkranset af blomstrende bouganville og med udsigt ud mellem bjerge helt ud til havet. Der var også et bibliotek eller i hverttilfælde en bogreol, som var helt unik. De fleste af bøgerne var trykt mellem 1730 og 1750 og var indbundet i lyst skind. Det var mest religiøse bøger, så vi regnede med, at der har været præster blandt forfædrene. Men der var også en regnskabsbog fra 1802, hvor alle udgifter var indført fra dag til dag med den mest sirlige skrift, man kan tænke sig. Vi nød en flaske af husets gode vin på terrassen inden middagen.
Alt i dette hus var som nævnt noget særligt, men det rum, hvor vi om aftenen samledes med de øvrige gæster og værtsfamilien tog nu alligevel prisen. Det var et stort højloftet rum, i den ene side stod en olivenpresse og nogle køkkenborde. Den anden side domineredes af den oprindelige olivenpresse, der bestod af et cirkulært stenbord ca. 5 meter i diameter. Da det fungerede som presse, hældtes olivenen ud på bordet og et æsel trak en stort stenhjul rundt og rundt, mens olien flød ned gennem hullet i midten.
Nu var både æsel og stenhjul sendt på pension og istedet kunne man sidde 24 mennesker og spise rundt om bordet. Midt på var en 3,5 m karrusel af mørkt træ - en lazy Susan i overstørrelse!. På den blev mad og vin sat og den kunne så drejes rundt efter behov, så alle kunne nå. Det sjove ved at rejse på denne måde er at møder både nye mennesker og folk, man har truffet på et foregående sted. Således også i aften hvor vi genså fire som vi havde mødt den første dag på Etna Lodge. Men ellers var det nogle nye Kipling rejsende , et ungt hollandsk par, samt ejerne Sebastiano og Maria Theresa, der - foruden Luca - denne aften tog plads omkring det runde bord.
Vi var lidt imponeret af, at værtsfolkene orkede at sidde til bords med fremmede og ofte dansktalende mennesker aften efter aften. Men de så ikke ud til at være blevet trætte af det. For os og for stemningen omkring bordet var det en stor fordel , at de var med. Marie Theresa var en fin lille dame, måske lidt over 70 år gammel og elegant i sort . Udover italiensk kunne hun lidt fransk. Dermed kunne hun få en lille snak med Elli. Ellers var sproget engelsk, men mest dansk. Sebastiano havde stort gråt hår og buskede øjenbryn og Elli syntes, at han lignede filmskuespilleren Marcello Mastroianni som gammel!
Middagen var himmelsk! Et utal af lækre retter blev båret ind sammen med en lind strøm af flasker med husets røde vin. Vi så næste dag, at det var Marie Theresa selv, der stod for madlavningen med hjælp af en dame fra byen. Fra morgenstunden blev der båret kurve med friske råvarer ind, mange blev hentet i køkkenhaven. Og det var slowfood, lavet fra bunden over det meste af dagen. Stemningen steg. En ville vide hvad der var sket med Elli’s hånd. Og historien om Elli’s slowmotion fald blev fortalt igen.
”Og du er sikker på at den ikke er brækket?” blev der spurgt.
”Ja!”, svarede hun og fortsatte med stor bestemthed, ”Når man trækker i fingrene og det ikke gør ondt, så er den ikke brækket!”
”NÅ!!”, kom det med høj røst fra en af de nyankomne danskere. Jeg syntes at der lå lidt mere i det NÅ end bare et NÅ og spurgte: ”Er du læge?”.
Ja,det var han, han havde været ortopæd kirurg! - og han mente iøvrigt, at det var mere kompliceret at fastslå om der var brud i hånden eller ej end Elli's skråsikre diagnose.
Vi lærte ham at kende i løbet af turen, hvor han fortalte, at han senere var blevet speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme og at han og hans kone boede på Mors. De var nu pensionister, som vi. De havde børn og børnebørn i udlandet som vi. Deres børn ejede et sommerhus i Danmark, som de passsede som vi, så der var en del at snakke om.
Næste dag kørte vi på sightseeing i omegnen. Vi besøgte bl.a. den historiske by Cefalu, der ligger ved havet for foden af den knap 300 meter høje klippe Rocca di Cefalu. Byen, med sine ca. 15.000 indbyggere, har en berømt katedral, mange spændende gader og hyggelige cafeer. Det var for øvrigt her filmen ”Mine aftener i Paradis” blev optaget.
Når man siger Sicilien har man næsten også sagt mafia. Den lille fiskerby Castellammare del Golfo, som vi besøgte senere, har en blodig fortid, som plaget af mafiaen. I 1950’erne havde omkring 80% af den mandlige befolkning været i spjældet og de dødbringnende mafiakrige gjorde at landsbyen blev Siciliens vigtigste udskibnings havn til USA. I dag joker de lokale med, at der blev dræbt så mange gamle mafiosi dengang, at der nu kun er de aller dummeste indbyggere tilbage. Om det passer er jo svært at sige, men vi så mange, især yngre mænd, der klædte sig som mafiosi med sort tøj, spidse blanke sko, guldkæder, tatoveringer og lækkert hår! Helt ærligt, så synes vi ikke de så for kloge ud.
En af dem så vi, da vi sad på torvet i Cefalu nedenfor Monreale Katedralen. Kirken er bygget i 1130 af kong Roger II og har flot facade med to tvillinge tårne. Fra pladsen fører en meget bred og høj trappe op til kirken. Kirkepladsen er kantet med fortovs restauranter, og i det dejlige vejr, var der godt besøgt. Pludselig kører en vogn ind til højre for trappen, hvor der ellers kun havde været gående trafik. Ud stiger tre mænd bevæbnet med store cameraer. Efter dem kommer et brudepar. Bruden var ung og skøn i det helt store hvide skrud, gommen var noget ældre klædt i sort. De bevægede sig halvt op ad trappen og gjorde front mod pladsen. Der lød spredte klapsalver fra gæsterne på restauranterne, mens de tre fotografer dirigerede og masede med brude parret. Endelig var de tilfredse. Bruden smøg sig kælent omkring sin kommende herre og mester, mens han stod solidt plantet med hænderne i lommerne med en umiskendelig og tilfreds ejermine! ”Jeg tror sgu’ at han har dræbt hendes far og stjålet hende!” hviskede Elli grinende.
Alt får en ende og de to dejlige dage i Casa Migliaca gik alt for hurtigt. Vores sidste sted lå helt i den vestlige ende af Sicilien. Det blev en køretur langs den smukke nordkyst via Cefalu og Palermo til Castallamare Del Golfo. Her var der kilometer lange sandstrande med masser af plads og vi var ikke længe om at komme af tøjet og i vandet. Bagefter spiste vi en dejlig frokost på Café Sunshine, inden vi fortsatte til vort mål for dagen, den gamle tunfangerby Scopello. Scopello er en lille hyggelig landsby med et herligt torv i midten. Vandet er meget dybt helt ind til kysten og til den lille havn, hvilket gjorde det muligt for fangstskibene at sejle ind med deres tunge last af tunfisk. I dag ligger det hele stille hen. Overnatningsstedet Pensione Tranchina ligger lige ved torvet og er et gammelt byhus, som er perfekt restaureret med moderne installationer, dejlige senge og aircondition. Ejerne Salvatore og Marisin Tranchina sørgede for os, som om var vi deres private gæster.
Det er underligt at gå en tur i en lille bjergby, hvor man aldrig har været før og så møde bekendte og måske få et glas med dem på en cafe. Men sådan var det. Mange af de vi havde mødt tidligere var også kommet hertil og det gav hyggelige gensyn. Turens sidste dag tilbragte vi i et stort naturreservat Lo Zingaro. Området er helt uberørt med høje bjerge lige ned til vandet, urskovsagtig bevoksning og små lagune agtige bade strande. Vi havde medbragt vin og brød med ost og skinke og brugte dagen til at bade og dase på en af de små strande.
Turen tilbage til lufthavnen i Catania og rejsen hjem til Danmark gik uden problemer. Kl 23:30 landede vi Kastrup, sagde farvel til Torben og Ruth fra Mors og tog lufthavnsbussen ud til parkeringsplads P17. Vores egen bil virkede noget stor og lidt besværlig med manuelt gear, men det må man nok vænne sig til. På vejen hjem snakkede vi om at det havde været usandsynligt heldigt, at der ikke skete mere da Elli faldt ved floden på den første dag. Og det var lige før at jeg mente, at det var heldigt, at hun overhovedet var faldet, når man tager i betragtning, hvor mange kontakter den opsvulmede hånd havde skabt. Den ville Elli dog godt nok ikke købe!
Vi havde jo egentlig købt en kulturrejse og der var masser af kultur på Sicilien i snart sagt hver eneste lille flække, som vi ikke fik set. På grund af uheldet var det nok snarere blevet en kontaktrejse. Og vi opleveder, at alle mennesker har en historie at fortælle og det er vel også lidt kultur?
Da vi drejede ind på Gormsvej var vi enige om, at det nu også var skønt at komme hjem. Men så fik jeg øje på noget og udbrød: ” SHIT!!”. ”Hvad er der?” spurgte Elli. Vallø manden har slået til! Jeg ku’ bare pege på den kæmpe stak brænde, der en klar aftale til trods, lå tippet af indkørslen og spærrede hele vores adgang til garage og hus. Heldigvis havde vores gode nabo ryddet en smal sti, som lige akkurat tillod os at komme ind med vores bagage. Irritationen kommer vi nok over, når brændekuderne varmer i ovenen til vinter.
Jeg gjorde derfor en del ud af at fortælle, at vi var bortrejst fra 7. til 14. september og at vi under ingen omstændigheder ville have brænde liggende i indkørslen og signallere til indbrudstyven, at her er ingen hjemme, så det bare var at forsyne sig. ”Det passer mig fint, jeg leverer brændet i Frederikssund lørdag den 4. september” mailede den rare mand fortrøstningsfuldt tilbage. Det beroligede os og vi kunne istedet koncentrere os om rejsen til Sicilien.
Den rejse, vi havde købt, var en såkaldt individuel kulturrejse, som omfattede fly fra Kastrup til Sicilien og retur, leje af en lille bil med fri kilometer, samt overnatning på 3 forskellige agriturismo’er eller landhoteller, som Kipling har aftale med. Det hele er betalt hjemmefra og det viste sig at fungere over al forventning.
Lørdag de 4 september oprandt og vi holdt os hjemme hele dagen for at kunne modtage brændet og få det kørt væk og stablet inden afrejsen om tirsdagen. Om aftenen kunne vi konstatere, at et eller andet i Vallø igen var gået galt. Hvad det var vidste vi ikke, for vi hørte ikke en lyd og det var sådan set også ligegyldigt. Da jeg ikke kunne få fat i manden på telefon, sendte jeg en sur mail til ham om, at han ikke havde holdt aftalen og at vi ikke ville have leveret noget før 14 dage senere og at vi ville have besked en dag i forvejen.
Tirsdag fløj vi så med Cimber Sterling til Catania. Fire timer senere, kl . 8 om aftenen stod vi i Catanias lufthavn. Hos biludlejeren Europcar talte de kun italiensk og manden bag disken fyrede en hel remse af hvori jeg kun opfattede ordet: automatico. For ikke at virke alt for ubegavet svarede jeg: ”Si, Si!” som tegn på, at det var OK med os. Kort efter var vi udstyret med nøgler og lejekontrakt på den bil, som skulle befinde sig på plads A34 på en kæmpe parkeringsplads et sted langt uden for lufthavns bygningen.
Det var allerede bælgravende mørkt , så selv om vi ret hurtigt fandt plads A34, så var der tilsyneladende ingen biler, der passede til vores nøgle. Jeg var lige ved at gå tilbage til kontoret, da Elli fik øje på noget mellem to biler. Det viste sig at være en SmartCar. ”Nej ved du hvad? Det kan ikke passe, den kan vi overhovedet ikke være i. Du må gå tilbage og få en anden!” sagde Elli. ”Ah lad os nu lige prøve og se, jeg tror den er ok hernede på de små veje”. Svarede jeg så overbevisende som jeg kunne. Faktisk var jeg var jeg selv langfra overbevist, men jeg orkede ikke at gå tilbage til kontoret , hvor de kun talte italiensk.
Det viste sig hurtigt, at der var lige nogle ting, som skulle falde på plads før vi blev rigtig glad for bilen. Den har kun to sæder – man kan kalde dem forsæder eller bagsæder efter temperament. Bagagerummet var første prøve. Ikke fordi det var lille, for det var det, men fordi vi ikke kunne lukke det op. Der var tilsyneladende hverken håndtag eller knapper eller nøglehuller til at åbne med. Vi trykkede på fjernebetjeningsnøglen, rykkede i alt hvad der kunne rykkes i, lige meget hjalp det bagagerummet var og blev lukket. Jeg måtte bide i det sure æble og gå til bage til Europcar og tilstå. En ung mand fulgte villigt med ud, rykkede i bagklappen, åbnede vinduet ovenover og slog klappen ned ! Voila! Så nemt var det.
Til vores overraskelse kunne begge kufferter og en rygsæk plus det løse lige akkurat være der og vi satte os ind for at starte på ferien. Men ak! Så let skulle det ikke være. Første problem: hvor sætter man nøglen i? Vi rodede rundt i mørket omkring rattet , hvor den slags plejer at skulle sidde. Men der var intet! Endelig efter nogen tids forløb, hvor irritationen begyndte at stige, sagde Elli: ” Hvad med den der nede mellem sæderne?”. Jo, det var den. Nøglen i og lad os så komme afsted. Intet skete udover at der kom lys på instrumentbættet. Uanset om jeg drejede, skubbede eller rykkede i nøglen, var bæstet ligeså dødt som en sild!
Jeg måtte gå den tunge gang tilbage til min ven fra før og tilstå at jeg heller ikke kunne finde ud af at starte bilen. Han sende mig et sigende blik, der antydede, at sådan en gammel fyr burde holde sig fra at køre bil. Men han gik, som før, villigt med, satte sig ind, drejede nøglen og bilen startede i samme øjeblik! Forklaringen lå i automatgearet. Bilen starter kun, hvis gearet står på Neutral og man samtidig trykker på bremsen. Det ku’ de nu godt have fortalt på forhånd.
”Nu har vi styr på det!” sagde jeg og kørte frem. Parkeringspladsen var stor. Og med ensrettede vognbaner, var det ikke helt let at finde frem til udkørslen. Pludselig opdagede vi kørte mod færdselsretningen, da der kom biler mod os og vi fik hornet! Jeg skyndte mig at sætte gearstangnen på Bak og gav gas for at komme væk. Men nøjagtig som tidligere var den helt død. Vi stod og spærrede og folkene i den modkørende bil stirrede olmt på os. I desperation fik jeg drejet bilen op på et fortov, så de modkørende kunne komme forbi og vi kunne fortsætte fremad den gale vej, til vi endelig slap ud og kom på motorvejen med retning mod Etna og vores første stop. Så selv om vi endnu ikke havde lært at bakke med bæstet , gik det forrygende først ca 5o km af motorvejen mod Taormina og derefter ad små listige bjergveje op ad Etna.
Vores GPS var indstillet på Etna Lodge, en tidligere vingård beliggende mellem Etna og Middelhavet. Det skulle vise sig at være et fantastisk charmerende sted, ikke mindst på grund af ejerne, danske Ingrid og sicilianske Enrico. Etna Lodge var fuld af af charme og der var udsigt til Etna, Middelhavet, Calabrien og Taormina.
GPS’en er en virkelig god opfindelse, især når man skal navigere i mørke ad smalle veje uden synlige vejskilte. Vi kørte, som om vi ikke havde bestilt andet og stod tilsidst foran en lukket gitterport. Et tryk på en knap i væggen fik porten til at åbne sig og vi kørte af en smal, stejl vej op til huset, hvor Ingrid stod og bød os velkommen med åbne arme, som om vi var gamle venner. Det var en dejlig velkomst at få og vi følte os straks hjemme her og begyndte at snakke om, at det var dog ærgerligt, at vi ikke kunne blive her hele ugen. Vi skulle egentlig have været at andet sted, men der var optaget. Til gengæld får I ”Suiten”, og det bliver I ikke kede af! , som Mette fra Kipling rejser havde skrevet til os. Hun fik ret.
Suiten viste sig at være en hel lille lejlighed, med stort soveværelse, forstue, stort dejligt badeværelse, toilet med vaskemaskine, terrasse med udsigt til Etna og hele vejen rundt til kysten mod Italien. Og så var der næsten som det bedste af det hele: et helt privat friluftsbrusebad med varmt og koldt vand, omkranset af bambus. I de tre dage vi boede på Etna Lodge, brugte vi ikke det almindelige badeværelset en eneste gang. Det er så fedt at bade ude i den dejlige, lune luft under åben himmel.
Vi fik at vide, at der lidt ned ad bakken lå en fællesbygning , hvor der var mulighed for at få vin, vand eller kaffe eller bare sidde og nyde udsigten. Morgenmad var kl . 9 og der var middag kl 20:30. Resten kunne vi snakke om i morgen. Vi hentede en kølig flaske hvidvin og satte os på terrassen og slappede lidt af efter en lang dag, inden vi gik i seng.
Ved morgenbordet mødte vi de andre gæster, tre par omtrent på vores alder, der var vist kun en der stadig arbejdede. De ene par fra Hjørring havde været der i et par dage og delte rundhåndet ud af tips og erfaringer, som vi kunne bruge. Vi sad allesammen ved et stort bord udenfor huset med en pragtfuld udsigt.
Vi besluttede at køre en tur på Etna’s nordside og besøge nogen af de små byer, som alle lå højt oppe på toppen af de små bjergtoppe, som rejste sig stejt over terrænet. Siciliens historie er en lang beretning om krigsherrer, som på skift har underlagt sig landet. Det har alle dage været et uroligt sted, så der er nok en god grund til, at de har bygget deres byer som fæstninger. Vi ville slutte med et se en berømt slugt: Gole dell’ Alcantara.
Men først måtte vi lære at bakke med SmartCar’en. Det var let, en af de andre danskere fortalte at man bare skulle træde på bremsen før man satte i bakgear. Så let var det.
Gole dell’ Alcantara er en dyb kløft, som er dannet ved sammenstødet mellem vulkansk magma og en iskold flod. Derved blev der slynget lavaprismer op i utrolige former og det hele ser uvirkeligt ud. I 1950 blev stedet opdaget af en film instruktør fra Taormina. Han fik bygget en indviklet sti ned til bunden og optog den første af flere film fra stedet.
Idag er der hugget en elevator ind i klippen fra parkeringspladsen foroven og ned til floden. Det er yndet turist mål. De fleste lejer grønne waders, som lystfiskerne bruger og så vandrer de gennem den stride strøm langt ind i kløften. Det er lidt sjovt at se alle de grønklædte mennesker med gummistøvler til op under armene. Jeg kunne da heller ikke undgå at bemærke de mange unge, solbrændte italienske piger, hvor kun hoved, skuldre og det øverste af brysterne stak op af det grønne gummitøj!
Vores besøg i Gole dell’ Alcantara blev kortere end vi havde beregnet. Vi valgte gummitøjet fra og var indstillet på at bade i almindeligt badetøj, som flere andre iøvrigt gjorde, selvom vandet kun var 10 grader. Luften var trods alt 29 grader og solen skinnede ned på hele sceneriet. Da vi kom ud af elevatoren, så vi til venstre en brusende strøm ca. 30-40 meter bred med masser af små klipper og laguner, hvor folk morede sig med at prøve at stå fast, med eller uden gummitøj.
Elli gik et par skridt foran mig på vej ned mod floden og det var umuligt ikke at følge med i alt det, der var gang i ude i vandet. Pludselig ser jeg hende gå ned på knæ og som i slowmotion knække sammen og ramme klippegrunden, først med hænderne, så med kroppen og til sidst med ansigtet. Man tror ikke sine egne øjne. Jeg for hen til hende og sammen med et par andre, fik vi hende på højkant. Blodet flød ud af næsen, hudafskrabninger på hagen, næsen og og begge knæ. ”Mine hænder og min ryg!”, jamrede hun. Hun havde ikke set en lille forhøjning på stien og var snublet.
Hurtigt blev hun hjulpet til at sidde på en stol og elevatormanden tilkaldte en samarit.
Han kom lynhurtigt og foretog en grundig undersøgelse. Han mente ikke der var brækket noget, men rådede os til at få taget et røntgenbillede på hospitalet i Taormina for en sikkerheds skyld. Han fremskaffede også en stor pose is til at lægge om hånden, der allerede var begyndt at hæve. Vi var meget imponeret af deres hjælp og saglighed.
Ikke mere sigtseeing for vores vedkommende den dag! Elli orkede heller ikke at tage turen ind til det overfyldte turist sted Taormina og sidde og vente på en skade stue. ”Jeg tror virkelig ikke, at der er brækket noget. Hvis man trækker i fingrene eller trykker på hånden gør det ikke så voldsomt ondt , som hvis der var brækket noget”, sagde hun og vi besluttede at køre hjem til Etna Lodge.
Vi kunne snyde for hospitalet i Tourmina, men vi kunne ikke snyde Ingrid, vores vært! ”Enrico!!!!” råbte hun da hun havde fået syn for sagen. Ingrids mand , Enrico er sicilianer og han viste sig at være en af sødeste, sjoveste og mest underspillede mennsker vi har mødt i lang tid. Da han dukkede op så vi en lille, grå mand i tredserne som stille påhørte Ingrids forklaring på engelsk med en god dansk accent.
”I’ll call my good friend the doctor and ask him to come over and have a look!” og han ringede til sin lægeven, som dog ikke var på vagt den dag. ” Så kører vi ned på skade stuen i Linguaglossa, kom sæt jer ind i min bil, vi kører med det samme!”. Når besøget på skadestuen, hvor de undersøgte Elli grundigt og effektivt, engang er glemt, så vil vi huske samtalen i bilen. Vi fik historien om hvordan Enrico for 15-20 år siden fandt ud af, at familien ejede et stykke jord og en ruin på Etna’s øst side. Hvordan han fandt det støvede dokument, som bevidnede familiens ret til jorden og hvordan han fik taget utallige fætre og kusiner i ed på, at de afstod denne ret for til sidst overfor en notar at få det nu gældende skøde. I 15 år havde de to så bygget ruinen om til det charmerende sted, som vi nu havde glæde af sammen med mange.
”Og hvad laver I så når I er hjemme?” ville han vide. Vi fortalte at vi var pensionister, om børn og børnebørn, om hus og sommerhuset og båden i Stege. ” I bor jo tæt på godt sejlvand, sejler du og Ingrid ikke?”, spurgte jeg. Og så kom det - sammen med Siciliens mesterskabet i underdrivelse - ” No we don’t, I only have sailed singlehand over the Atlantic ocean twice, but otherwise, no!”
Alene over Atlanten to gange og det var ikke noget at tale om! Men vi fik da lokket historien ud af ham. Under en af Libanons krige måtte nogle velhavende libanesere flygte fra Beirut til USA. De kom af sted over hals og hoved og nu lå deres beslaglagte lystyachter i Beirut’s havn. Enrico fik i New York en aftale med en af dem hvor han påtog sig at ”stjæle” en af disse yachter og sejle den tilbage til ejeren i USA!
”That was really nothing, there was plenty of wine and food on board” fortalte han og fortsatte, at han havde fået penge med for betale havnepolitiet i Beirut for at kigge den anden vej. Det eneste problem var at egentlig, at han ikke havde nogen gyldige papirer på skibet og derfor ikke kunne gå i havn undervejs fra Beirut til New York. Da hen endelig kom frem til USA’s sømilegrænse kaldte han US Coastguard op på radioen og bad om tilladelse til at gå i havn. ”Do you have valid ship papers?” ville de vide. ”No papers!” svarede han. ”Then you must stay outside, you can not enter USA waters!”
”Jeg kommer alligevel ind” svarede han og forsatte ind mod kysten. Kort tid efter blev han bordet af kystvagten og forhørt.
”Where do you come from?” var første spørgsmål.
”Beirut!” svarede han.
”Which state?”
”Libanon, Middle East!”
"Klap!!”
sagde håndjernene og Enrico blev overført til kystvagt båden, der bugserede yachten ind . Han selv røg direkte i fængsel. ” Heldigvis havde jeg set mange amerikanske krimier og vidste, at man altid har ret til et telefonopkald!, sagde Enrico så med et skævt smil. Han ringede til sin advokat, der fik ham fri.
Senere fik han en aftale med en af de andre rige libanesere, som også havde en båd i klemme og han tog turen alene over Atlanten engang til. Han sagde ikke noget om, hvad han selv havde fået ud af det, men mit gæt er overskuddet har været med til at financiere købet af Etna Lodge, men det er selvfølgelig kun mit ukvalificerede gætteri!
Tilbage fra den begivenhedsrige tur til skadestuen i Linguaglossa var der lige tid til at lægge os på sengen og puste ud inden Ingrid havde serveret middagen udenfor ved bordet i det lune nattemørke kl. halv ni. Det veltalende par fra Hjørring var rejst videre og der var kun de andre to par fra i morgens plus os selv omkring bordet. Elli’s ene hånd var begyndt at svulme pænt op og vi måtte selvfølgelig fortælle, hvad der var sket. ”Du skal have et støttebind på!”, sagde en af pigere. Hun rejste sig og kom tilbage med bind og tape og lagde en professionel forbinding. Hun fortalte, at hun var sygeplejerske . ”Du skal tage den af, når du kommer i seng iaften og i morgen lægger jeg den på igen.”, sagde hun.
Ingrid havde tryllet i køkkenet og stemningen om bordet steg, måske også takket være husets kraftige rødvin. Ovenpå eftermiddagens begivenheder var det herligt at føle at nogen interesserede sig for, at Elli skulle føle sig godt tilpas og snart gik snakken livligt omkring bordet. De to par kendte øjensynlig hinanden godt og de fortalte at de boede i Nordsjælland. Vi kunne ikke helt følge med i hvor og hvordan. Det må de også have fornemmet, for pludselig sagde Kirsten, hende, som havde lagt forbindingen: ” Ja! Nu må vi hellere lægge kortene på bordet!!”
Vi havde godtnok mærket, at der lå en slags nyforelsket stemning i luften, men vi følte nu ikke at vi behøvede nogen forklaring. Kirsten fortalte at hun og den anden kvinde, Hanne, havde været veninder i mange år. Men for to år side havde de begge mistet deres ægtefæller med få måneders mellemrum. Og på en golfrejse senere havde de så mødt Erling og Henning, som også var blevet alene. Nu var de sammen på rejse med Kipling.
Der var hyggeligt omkring bordet og vi snakkede og morede os. ”Det er sjovt, at du bor på Ulvemosevej i Rungsted , Hanne”, sagde jeg, ”der har jeg cyklet forbi i mine første fem skoleår!” . To af de andre boede i Hørsholm og en i Lyngby, så vi begyndte næsten at føleat vi kendte hinanden! Og vi var nærmest i familie, da vi fandt ud af, at Kirsten var datter af vores gode venner Otto og Grethe Holm i Stubbekøbing!
Næste dag tog vi den lidt med ro. Vi var oppe på Etna i 2100 meters højde, hvorfra man med firehjulstrækkere kunne komme helt op til krateret. Vi nøjedes med at gå en tur og tage de enorme størknede lavamasser, som var løbet ned over siden ved sidste udbrud i øjesyn. Senere var vi nede ved kysten, hvor vi badede i det mest vidunderlige azurblå og 25 grader varme vand.
På Etna Lodge serveres kun middag hveranden aften. Vi spiste på en restaurant i Linguaglossa, som vi fik anbefalet af Ingrid. Også her skabte Elli’s hånd kontakt. Da vi kom ved otte tiden var restauranten tom og vi fik et bord ved vinduet. Da vi havde bestilt fik, hvad der senere viste sig at være værtinden, øje på Elli’s hånd, som så pænt stor og lidt blåsort ud over forbindingen. ”Mama mia!! Råbte hun og tog den i øjesyn. ”Crema, crema!” gentog hun og gned på hånden. Vi blev efterhånden klar over, at hun mente at vi skulle køre ned til et nærliggende farmacia og få fat i en speciel creme, som skulle hævelsen til at mindske og lindre smerterne. Det var bare en kilometer tilbage ad vejen og så lidt til venstre.
”Jamen vi har jo lige bestilt maden!”, indvendte jeg. ”No Problem, maden får I, når I kommer tilbage. Se nu at komme afsted inden de lukker!” . Og så var det bare at få vendt Smartcar’en og trille ned og gøre, som der var blevet sagt. Da vi efter nogen tid vendte tilbage var restauranten stuvende fuld af mennesker, der alle sad og ventede på at blive betjent. Vi satte os ved ”vores” bord ved vinduet og et øjeblik efter blev der serveret for os, mens alle de andre, som sad og ventede, må have tænkt at vi var nogle særligt vigtige gæster!
 |
| Etna Lodge |
Den nat blev det et Herrens vejr, ganske som der står i eventyret. Et tordenvejr drev ind over Etna og os med styrtregn, lyn og torden. Vi vågnede ved bragene og lysglimtene og Elli sagde: ”Bare det dog ikke vækker Etna, så den kommer i udbrud!” . Det var uhyggeligt at se glimtet og i samme øjeblik at høre det enorme brag lige over vores hoveder. Langsomt drev det over og fortonede sig i fjerne og vi kunne forsætte den afbrudte søvn.
Om morgenen på rejsens 4. dag var alt vådt og klamt og vi spiste for første gang inde i Ingrids hyggelige køkken. Kirsten lagde en ny forbinding på Elli’s hånd og vi genopfriskede den gode stemning fra forrige aften. Men idag var ikke desto mindre dagen, hvor vi skulle videre. Det var med blandede følelser, at vi skulle forlade det sted, hvor vi var blevet modtaget så hjerteligt af Ingrid og Enrico og hvor vi havde haft det så hyggeligt. På den anden side lå Kiplings turbeskrivelse for dagens etape i baghovedet og den trak den anden vej:
”Køreturen fra Etna gennem Nebrodi-bjergene er alene en rejse værd. Det er Etna fra de flotteste sider og en tur der når op i godt 1.500 meters højde, inden der køres ned til nordkysten for at fortsætte til Pettineo, der ligger nær Nebrodi-bjergene, historiske Tusa og kun 7 km. fra Middelhavet. Pettineo er en lille hyggelig bjerglandsby med bare 2.000 indbyggere. Byen har herlige stejle gader, små hyggelige cafeer, købmænd og et ugentligt marked. Pettineo ligger godt 300 meter over havets overflade, hvilket gør udsigten over havet og de omkringliggende bjerge og bjergbyer til særklasse. Øverst ligger ruinen af det 600 år gamle Castello dei Ventimiglia. Den største oplevelse er dog Casa Migliaca. Leder du efter drømmen af atmosfære og god stemning og efter mad i Siciliansk særklasse er Casa Migliaca stedet. Det 400 år gamle olivenoliepresseri ligger i udkanten af Pettineo i Nebrodi. Ejerne Sebastiano og Maria Theresa har gjort stedet helt unikt med en fabelagtig restaurering iblandet stedets atmosfære. Har man først boet og ikke mindst spist her, glemmer man det aldrig. Casa Migliaca kan ikke anbefales nok – det skal kort sagt prøves.
Morgenmad og aftensmad med vin til maden er inkluderet.”
Om det var det sidste, der gjorde udslaget, skal jeg lade være usagt, men i hvertfald blev der sagt behørigt farvel med kys og kram og på gensyn og vi startede vores minibil med GPS’en indstillet på Casa Migliaca. Kipling havde ikke overdrevet. Det blev en enestående smuk og spændende tur. Efter picnic i det frie i Nebrodi bjergene kom vi ud til kysten for at tage motorvejen de sidste 30 -40 kilometer, inden vi atter skulle dreje op i bjergene til Pettineo.
I et land, hvor vi havde set dusinvis af nedlagte fabrikker og hvor skrald og affald flød mange steder, måtte vi undre os over Sicilianernes prioriteringer. Det var nok en af Europas dyreste og mindst trafikerede mortorvejsstrækninger, der lå her. De 237 kilometer motorvej fra Messina til Palermo bestod næsten udelukkende af tunneler sprængt gennem klipperne og forbundet med over 100 meter høje vejbroer i beton. Egentlige vejstrækninger forekom først, når man nærmede sig Palermo. Vi blev enige om, at det nok var EU der stod for financieringen og mafiaen for en del af udbyttet! For Elli’s ryg blev mødet med motorvejen en pinefuld oplevelse på grund af endeløse bump fra broernes mange fuger.
Da vi endelig kunne komme af, kom vi uforvarende til skyde genvej ind over bjergene, istedet for at tage den ordinære kystvej og køre op i landet lidt længere henne. GPS’en accepterede den nye rute uden at protestere! Men det skulle derimod snart vise sig, at både Smartcar’en og Elli havde grund til det. Turen førte os ad stejle æsel stier i vilde hårnåle sving opad og opad og længere og længere væk fra beboede omåder. Det var ikke sjovt! Men langt om længe blev grusvejen trods alt erstattet af asfaltvej og endnu senere blev den endda tosporet og pludselig stod vi foran endnu en gitterport. Vi havde skudt genvej direkte til Casa Migliaca.
Denne gang skulle man melde sig i et samtaleanlæg, hvorefter portene langsomt åbnede sig og vi kørte ned ad en smal, stejl bjergvej til et at de mest fantastiske steder, vi endnu havde besøgt. Det hele var bevokset med ældgamle oliventræer. På en lille parkerings plads stod et par biler og bagved så vi konturerne af selve gården over trækronerne. Da vi kom frem til huset , blev vi modtaget af en ung mand, som på perfekt engelsk bød velkommen og præsenterede sig som Luca, søn af ejerne på stedet.
Huset var en stor firkantet bygning bygget af brune, groft tilhuggede sten. Man kunne se, at den havde stået der i århundreder. Der var to etager og en lang, udvendig trappe førte op til 1 sal. I stuen var der 4-5 værelser med adgang til haven og i det gamle olivenpresseri var der indrettet en fælles spisestue. På første sal var der en forstue, en fælles dagligstue, et køkken og nogle værelser. Luca viste os rundt og førte os tilsidst op i vores værelse på første sal.
Luca fortalte, at det var hans familie, som havde haft stedet sidet 1700 tallet. Det var tydeligt at se på indretningen af de mange rum, at det var samme smagfuldhed og respekt for tingene, der havde rådet i gennem år. Køkkenet var også kun ændret med de nødvendige moderne installationer, men var ellers som det må have fungeret altid. Der var et stort bord i midten og vi fik at vide, at her kunne vi selv lave vores morgenmad. Der var alt til faget henhørende i køleskabe og på bordene. I hjørnet af køkkenet førte en stejl trætrappe ned til det rum, hvor vi skulle spise til aften.
Vores værelse var stort med højt til loftet. Der var en lille altan omkranset af blomstrende bouganville og med udsigt ud mellem bjerge helt ud til havet. Der var også et bibliotek eller i hverttilfælde en bogreol, som var helt unik. De fleste af bøgerne var trykt mellem 1730 og 1750 og var indbundet i lyst skind. Det var mest religiøse bøger, så vi regnede med, at der har været præster blandt forfædrene. Men der var også en regnskabsbog fra 1802, hvor alle udgifter var indført fra dag til dag med den mest sirlige skrift, man kan tænke sig. Vi nød en flaske af husets gode vin på terrassen inden middagen.
Alt i dette hus var som nævnt noget særligt, men det rum, hvor vi om aftenen samledes med de øvrige gæster og værtsfamilien tog nu alligevel prisen. Det var et stort højloftet rum, i den ene side stod en olivenpresse og nogle køkkenborde. Den anden side domineredes af den oprindelige olivenpresse, der bestod af et cirkulært stenbord ca. 5 meter i diameter. Da det fungerede som presse, hældtes olivenen ud på bordet og et æsel trak en stort stenhjul rundt og rundt, mens olien flød ned gennem hullet i midten.
Nu var både æsel og stenhjul sendt på pension og istedet kunne man sidde 24 mennesker og spise rundt om bordet. Midt på var en 3,5 m karrusel af mørkt træ - en lazy Susan i overstørrelse!. På den blev mad og vin sat og den kunne så drejes rundt efter behov, så alle kunne nå. Det sjove ved at rejse på denne måde er at møder både nye mennesker og folk, man har truffet på et foregående sted. Således også i aften hvor vi genså fire som vi havde mødt den første dag på Etna Lodge. Men ellers var det nogle nye Kipling rejsende , et ungt hollandsk par, samt ejerne Sebastiano og Maria Theresa, der - foruden Luca - denne aften tog plads omkring det runde bord.
Vi var lidt imponeret af, at værtsfolkene orkede at sidde til bords med fremmede og ofte dansktalende mennesker aften efter aften. Men de så ikke ud til at være blevet trætte af det. For os og for stemningen omkring bordet var det en stor fordel , at de var med. Marie Theresa var en fin lille dame, måske lidt over 70 år gammel og elegant i sort . Udover italiensk kunne hun lidt fransk. Dermed kunne hun få en lille snak med Elli. Ellers var sproget engelsk, men mest dansk. Sebastiano havde stort gråt hår og buskede øjenbryn og Elli syntes, at han lignede filmskuespilleren Marcello Mastroianni som gammel!
Middagen var himmelsk! Et utal af lækre retter blev båret ind sammen med en lind strøm af flasker med husets røde vin. Vi så næste dag, at det var Marie Theresa selv, der stod for madlavningen med hjælp af en dame fra byen. Fra morgenstunden blev der båret kurve med friske råvarer ind, mange blev hentet i køkkenhaven. Og det var slowfood, lavet fra bunden over det meste af dagen. Stemningen steg. En ville vide hvad der var sket med Elli’s hånd. Og historien om Elli’s slowmotion fald blev fortalt igen.
”Og du er sikker på at den ikke er brækket?” blev der spurgt.
”Ja!”, svarede hun og fortsatte med stor bestemthed, ”Når man trækker i fingrene og det ikke gør ondt, så er den ikke brækket!”
”NÅ!!”, kom det med høj røst fra en af de nyankomne danskere. Jeg syntes at der lå lidt mere i det NÅ end bare et NÅ og spurgte: ”Er du læge?”.
Ja,det var han, han havde været ortopæd kirurg! - og han mente iøvrigt, at det var mere kompliceret at fastslå om der var brud i hånden eller ej end Elli's skråsikre diagnose.
Vi lærte ham at kende i løbet af turen, hvor han fortalte, at han senere var blevet speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme og at han og hans kone boede på Mors. De var nu pensionister, som vi. De havde børn og børnebørn i udlandet som vi. Deres børn ejede et sommerhus i Danmark, som de passsede som vi, så der var en del at snakke om.
Næste dag kørte vi på sightseeing i omegnen. Vi besøgte bl.a. den historiske by Cefalu, der ligger ved havet for foden af den knap 300 meter høje klippe Rocca di Cefalu. Byen, med sine ca. 15.000 indbyggere, har en berømt katedral, mange spændende gader og hyggelige cafeer. Det var for øvrigt her filmen ”Mine aftener i Paradis” blev optaget.
Når man siger Sicilien har man næsten også sagt mafia. Den lille fiskerby Castellammare del Golfo, som vi besøgte senere, har en blodig fortid, som plaget af mafiaen. I 1950’erne havde omkring 80% af den mandlige befolkning været i spjældet og de dødbringnende mafiakrige gjorde at landsbyen blev Siciliens vigtigste udskibnings havn til USA. I dag joker de lokale med, at der blev dræbt så mange gamle mafiosi dengang, at der nu kun er de aller dummeste indbyggere tilbage. Om det passer er jo svært at sige, men vi så mange, især yngre mænd, der klædte sig som mafiosi med sort tøj, spidse blanke sko, guldkæder, tatoveringer og lækkert hår! Helt ærligt, så synes vi ikke de så for kloge ud.
En af dem så vi, da vi sad på torvet i Cefalu nedenfor Monreale Katedralen. Kirken er bygget i 1130 af kong Roger II og har flot facade med to tvillinge tårne. Fra pladsen fører en meget bred og høj trappe op til kirken. Kirkepladsen er kantet med fortovs restauranter, og i det dejlige vejr, var der godt besøgt. Pludselig kører en vogn ind til højre for trappen, hvor der ellers kun havde været gående trafik. Ud stiger tre mænd bevæbnet med store cameraer. Efter dem kommer et brudepar. Bruden var ung og skøn i det helt store hvide skrud, gommen var noget ældre klædt i sort. De bevægede sig halvt op ad trappen og gjorde front mod pladsen. Der lød spredte klapsalver fra gæsterne på restauranterne, mens de tre fotografer dirigerede og masede med brude parret. Endelig var de tilfredse. Bruden smøg sig kælent omkring sin kommende herre og mester, mens han stod solidt plantet med hænderne i lommerne med en umiskendelig og tilfreds ejermine! ”Jeg tror sgu’ at han har dræbt hendes far og stjålet hende!” hviskede Elli grinende.
 |
| Casa Migliaca |
Alt får en ende og de to dejlige dage i Casa Migliaca gik alt for hurtigt. Vores sidste sted lå helt i den vestlige ende af Sicilien. Det blev en køretur langs den smukke nordkyst via Cefalu og Palermo til Castallamare Del Golfo. Her var der kilometer lange sandstrande med masser af plads og vi var ikke længe om at komme af tøjet og i vandet. Bagefter spiste vi en dejlig frokost på Café Sunshine, inden vi fortsatte til vort mål for dagen, den gamle tunfangerby Scopello. Scopello er en lille hyggelig landsby med et herligt torv i midten. Vandet er meget dybt helt ind til kysten og til den lille havn, hvilket gjorde det muligt for fangstskibene at sejle ind med deres tunge last af tunfisk. I dag ligger det hele stille hen. Overnatningsstedet Pensione Tranchina ligger lige ved torvet og er et gammelt byhus, som er perfekt restaureret med moderne installationer, dejlige senge og aircondition. Ejerne Salvatore og Marisin Tranchina sørgede for os, som om var vi deres private gæster.
Det er underligt at gå en tur i en lille bjergby, hvor man aldrig har været før og så møde bekendte og måske få et glas med dem på en cafe. Men sådan var det. Mange af de vi havde mødt tidligere var også kommet hertil og det gav hyggelige gensyn. Turens sidste dag tilbragte vi i et stort naturreservat Lo Zingaro. Området er helt uberørt med høje bjerge lige ned til vandet, urskovsagtig bevoksning og små lagune agtige bade strande. Vi havde medbragt vin og brød med ost og skinke og brugte dagen til at bade og dase på en af de små strande.
Turen tilbage til lufthavnen i Catania og rejsen hjem til Danmark gik uden problemer. Kl 23:30 landede vi Kastrup, sagde farvel til Torben og Ruth fra Mors og tog lufthavnsbussen ud til parkeringsplads P17. Vores egen bil virkede noget stor og lidt besværlig med manuelt gear, men det må man nok vænne sig til. På vejen hjem snakkede vi om at det havde været usandsynligt heldigt, at der ikke skete mere da Elli faldt ved floden på den første dag. Og det var lige før at jeg mente, at det var heldigt, at hun overhovedet var faldet, når man tager i betragtning, hvor mange kontakter den opsvulmede hånd havde skabt. Den ville Elli dog godt nok ikke købe!
Vi havde jo egentlig købt en kulturrejse og der var masser af kultur på Sicilien i snart sagt hver eneste lille flække, som vi ikke fik set. På grund af uheldet var det nok snarere blevet en kontaktrejse. Og vi opleveder, at alle mennesker har en historie at fortælle og det er vel også lidt kultur?
Da vi drejede ind på Gormsvej var vi enige om, at det nu også var skønt at komme hjem. Men så fik jeg øje på noget og udbrød: ” SHIT!!”. ”Hvad er der?” spurgte Elli. Vallø manden har slået til! Jeg ku’ bare pege på den kæmpe stak brænde, der en klar aftale til trods, lå tippet af indkørslen og spærrede hele vores adgang til garage og hus. Heldigvis havde vores gode nabo ryddet en smal sti, som lige akkurat tillod os at komme ind med vores bagage. Irritationen kommer vi nok over, når brændekuderne varmer i ovenen til vinter.
 |
| Pensione Tranchina |
30.7.10
Sommertur 2010
Efter at vi har været på farten i over tre uger i juli måned, er vi igen tilbage på Gormsvej. Alt ser pænt og ordentligt ud takket være vore gode naboer. Bortset fra Hækken! Nyklippet, som den var, da vi tog af sted; lige så langhåret og uregerlig var den nu. Så idag gik jeg igang.
Når man klipper hæk langs en offentlig sti, må man være forberedt på kommentarer fra de forbipasserende. Og jeg har hørt mange. Lige fra den fra den underfundige herre, som for en del år siden ville vide, hvor jeg havde købt den gamle, mange steder sammenbundne snor, som jeg klippede efter, til damen idag, som sagde: ”Du har et godt øjemål!”. Men intet slår dog løberen, der kort efter stoppede op og spurgte: ”Er du arkitekt?” . ”Nej”, sagde jeg, ” jeg er pensionist”. Hvortil han svarede: ” Nå, men alligevel, for det der, det er jo ikke en klipning, det er en æstetisk præstation!!”. Højere kan man vist ikke nå?
Vi har som sagt været af sted i lang tid. Vi har haft nogle gode oplevelser, som jeg gerne vil dele med dig kære læser. Så nu skruer jeg tiden tilbage til juni måned. Båden havde ligget urørt i havnen i Stege siden 25 april. Dels på grund af vejret, dels fordi vi var optaget at få hus og have i Østermark op på mærkerne igen efter vinterens store ombygning. Faktisk var jeg begyndt at tvivle på, om der overhovedet skulle blive en sommertur i år. Elli gav helt klart udtryk for, at det skulle i hverttilfælde ikke være for hendes skyld!
Men så skete der to ting, som ændrede udsigtene. Det gik for det første op for os, at Carsten og Annette virkelig mente det, når de sagde, at vi da bare kunne bruge sommerhuset i Iller ved Flensborg fjord, mens de var i Østen i 5 uger i sommerferien. Og så satte det jo ind med stabilt sommervejr. Vi lagde straks planer. Vi sejler derover, lægger båden i Sønderborg og lejer en lille bil. Så kan vi komme rundt og se Nolde museet og mange af de andre spændende ting i den del af landet, som vi ikke før havde set. Og siden får vi Lars til at sejle båden hjem igen sammen med Peter.
Som tænkt så gjort. Først skulle vi lige male de sidste døre og vinduer på Møn og efter et par travle dage i sommerhuset, var vi klar til at tage af sted. Vi fik aftalt med William, Annettes far, hvor vi kunne finde nøglen og der blev provianteret til mindst tre dage på vandet. Da vi kom til båden, blev vi mødt at et kedeligt syn. Mange generationer af edderkopper var åbenbart blevet udklækket siden april og de havde bogstavelig talt spundet båden ind i deres net – ude, som inde. Og alt var overskidt med deres efterladenskaber. Det tog tid og massemord inden båden igen var til at være i igen.
Var vejret end blevet fint, så var vinden dog ikke ligefrem gunstig. Frisk fra vest er ikke ønskevinden, når man skal passere de smalle løb syd for Sjælland. I gamle dage havde det bare været på med vanten og op med sejlene, for så at krydse i det uendelige, med bakstag og det hele. Men idag er vi (Peter) ikke længere så motorforskrækket, som tidligere. Dengang blev motoren først taget frem fra sin plads under dørken, efter lange og svære forhandlinger mellem skipper og besætning og da kun, hvis farten nærmede sig nul.
Nu var det bare at dreje nøglen og for spindende motor gik det gennem nogle af landets smukkeste sejlstrøg: Ulfsund og Bøgestrøm. Da vi nærmede os Petersværft broen og det smukke officershus fra 1807, måtte vi igen genopfriske historien. Efter Englænderne i 1802 havde stjålet den danske flåde, blev der bygget og stationeret kanonbåde rundt om i landet . Også her, hvor der i forvejen lå et skibsværft. Officershuset blev bygget af admiralitetet til den officer, der havde overkommandoen over strandvagterne. Det var dem, der havde opsyn med og bevogtede kysterne heromkring. Det arkitekttegnede hus siger noget om standforskellene på den tid. Strandvagternes indkvartering har nok været yderst beskeden, men en officer, ham sætter man ikke på vagt i et træskur. Nej, her var både plads til tjeneste folk, gæster og en dejlig overdækket veranda, hvorfra han kunne sidde med sin søkikkert og observere!
Vel igennem Storstrømsbroen var det endelig tid til at sætte sejl og stoppe den forbistrede motor og det gik for en halv vind ned mod Guldborgsund, med vinden ind agten for tværs. Efter passage af to klapbroer og henover een tunnel, havde vi passeret Nykøbing Falster og det var tid til at finde en ankerplads for natten.
Lidt syd for Nykøbing ligger en lille ø, der hedder Flatø. Her deler sejlløbet sig. Til bagbord går den officielle afmærkede rute sydpå til Østersøen. Til styrbord er der også - omend et meget smalt - sejlløb. Det er gravet af strømmen og fører ind bag om Flatø og helt tæt på Lollands kyst. Her var den ideelle ankerplads. Helt privat, ikke en vind rørte sig i læ af skoven, bagende varm sol og krystalklart vand. Her var kun en ting at gøre: af med tøjet og hoppe i vandet.
Næste morgen kunne vi se, at vinden stadig var frisk fra vest selvom vi lå i læ. Vi besluttede at sejle til Nysted og vente på den lovede, mere gunstige vind, når vi skulle ud i Østersøen og vestpå mod Sønderborg. William ringede og sagde at det nok ikke var nødvendigt at leje en bil, fordi der stod en Citroen oppe ved huset. Han havde nemlig kørt Carsten og familie til Hamborg, da de skulle flyve til Østen en uge tidligere og nu stod bilen som sagt i Iller. Det var jo helt perfekt.
Der er et par timers sejlads over til Nysted. Sundet breder sig ud lige efter Flatø og det ser ud som om man sejler på et åbent hav. Men det er lukket inde bag nogle lave sandbanker mod syd. Vi krydsede og krydsede. ”Hvor er Nysted?” spurgte Elli gang på gang. ”Lige rundt om pynten!”. ”Ja , har man ikke hørt det før!!” grinede hun. Endelig rundede vi den skovklædte pynt og så ind i et vidunderligt smukt stykke Danmark.
Højt oppe til venstre, inde i bunden af den lille fjord, lå Ålholm med sine røde og lidt dystre borgmure. Mens selve Nysted med sine kønne huse lå smilende og solbeskinnet i højre side af fjorden.Havnen er, som vi husker havne fra gamle dage. Hyggeligt og ikke noget marina præg. Byen er som et forstørret Legoland.
Der er alle slags velholdte huse og Adelgade fører ned mellem dem. Men det mangler noget: der er intet liv. Gaderne er tomme og flere huse er til salg. Man får virkelig indtryk af at vi er i Udkantsdanmark.
Men måske var det noget helt andet, der trak folk væk fra gaderne? En kamp i verdensmesterskabet i fodbold skulle til at starte. I sejlkubben var der rigget en storskærm til og på taget var to mand travlt optaget af at forsøge at fange fjernsynssignalet med en antenne. Det gav vist lidt problemer, men lykkedes til sidst. Herefter drejede vinden til en mere gunstig retning. Og om morgenen startede en dejlig sejlads til Bagenkop og næste dag videre til Sønderborg.
William havde sagt at det bedste sted at ligge ville være i havnen i selve byen og ikke i lystbådehavnen et stykke udenfor. Men da vi nu ikke skulle leje bil fandt vi ud af, at det ville være nemmere at lægge båden i Marina Minde i Flensborg fjord. Denne havn lå kun få kilometer fra huset i Iller.
Marina Minde er en kæmpe marina, som er bygget hvor der tidligere lå et teglværk. Det er for det meste tyske og hollandske både, der har hjemmehavn her. Vi fandt let en plads og Elli gik op på havnekontoret for at ordne havnepenge og få ok til at vi lod båden ligge en lille uges tid. Vi havde regnet med at vi skulle betale på forhånd, men den meget flinke havnemester sagde, at det kunne vi ordne til den tid han skulle bare have vores og bådens navn. Så var det Broager taxa til Iller og et nyt kapitel i vores sommertur skulle begynde.
Sommerhuset i Iller er et gammelt hus, som ligger højt oppe på en bakke med udsigt over Flensborg fjord. Mellem huset og fjorden er der en naturgrund med flere små stier gennem høje siv og der er små vandhuller, som er fulde af Åkander. Huset blev købt for 20 års siden af Annettes forældre William og Asta. Og der er i tidens løb lagt megen tid og kræfter i både hus og grund. For nogle år siden blev Willliam alene og han har nu overdraget huset til børnene Annette og Kim. Men det er nu stadigvæk ham, der holder stedet igang. På spørgsmålet om det ikke krævede en masse og holde hele det store område, svarede William beskedent: ” Nej, det er ikke så galt, vi er to om det: Vorherre - og så med lidt hjælp fra mig i ny og næ!”.
Hele dette område var engang en bakke lige som den, huset nu ligger på. Men al jorden blev gravet væk med håndkraft og brændt til teglsten på et af de ialt 53 teglværker, som før i tiden lå her ned til Flensborg fjord. Nu er der vist kun 8 tilbage, men de producerer nok alligevel mere end de 53 gamle!
Iller er et lille sted, men kan vel ikke engang kalde det en landsby. Det ligger på halvøen Broagerland med hovedbyen Broager et par kilometer borte. Det er et smukt og kuperet landskab, som emmer af historie. Dybbøl mølle ligger lige i nærheden og skanser fra krigene i 1848 og 1864 ligger alle vegne og har deres historier at byde på.
Huset vi boede i ligger på Slotsvej. Navnet stammer fra en stor bygning – kaldet slottet - i flot opmurede gule og brunglaserede teglsten. Her holdt en af de mange teglværks ejere til. De var toppen af kransekagen dengang. Men man siger, at han vist brugte lidt for mange penge på slottet og lidt for få på teglværket. I al fald gik han konkurs og nu er slottet blevet til et behandlingshjem for kvinder med psykiske problemer.
Der ligger kun nogle få huse på den del af Slotsvej, hvor vi boede. Ialt fire, alle på samme side af vejen med udsigt over fjorden. Vi bor i det næstsidste. Vi havde fået at vide at alle naboerne holder øje med huset, når det ikke er beboet. Morgenen efter vi var kommet skulle jeg ud med skraldeposen og løb, kun nødtørftigt påklædt, bogstavelig talt lige i armene på nabokonen i det sidste hus. Hun kikkede nysgerrigt på mig og jeg sagde lidt forfjamsket: ” Ja æh.. vi er Annettes svigerforældre!”. Og så kom det med et grin på sønderjydsk fra den lille vævre dame. ”Det wed wi nok, ellers wår I bløwen jawen uud!”. Stående på bare fødder og i underbukser havde jeg nær glemt, hvor godt naboer i provinsen er underrettet om hinanden! Og så tænkte jeg samtidigt, at der måske senere ville komme et bedre tidspunkt for indledelse af et nærmere bekendtskab og trak mig smilende tilbage.
Det tidspunkt kom allerede samme eftermiddag. Vi havde fået at vide, at vi kunne bade fra en lille jollehavn, som lå nedenfor huset. Den tilhørte naboen i det nederste hus. Vi gik ned gennem stierne i sivskoven og kom ned tiI stranden. I havnen lå et par joller og der var også bygget et lille lysthus. Her sad nabokonen fra i morges og snakkede med et par ældre gutter på vores alder. Ved siden huset stod en ældre rød varevogn og en knallert med mælkekasse bag på. De to mænd var iført røde regnbukser og gummistøvler og havde været ude at sætte garn til fladfisk.
Vi blev inviteret indenfor og det blev til en rigtigt hyggelig snak. Vi fik at vide, at naboens hed Arly og Bitten og at huset de boede i var Bittens barndoms hjem. Vi fik historier om teglværkerne og meget andet om egnen.
På et tidspunkt faldt snakken på børn og børnebørn. Bitten fortalte at hun og Arly flyttede ind i huset på den ande side af vores, dengang de blev gift. Da hendes forældre døde, flyttede de så tilbage til barndomshjemmet. Deres søn boede nu i huset, de flyttede fra. Han havde sat det virkeligt flot istand. Elli sagde så: ” Nå, I flytter Ikke så langt, når I flytter! Har I andre børn i nærheden?”. ”Nej”, svarede Bitten, ” vi har en datter, men hun bor i Broager”. Men på sønderjydsk udtales Broager som ”Prauer”, og for Elli lød det som at datteren boede i Prag! ”Nå, det var da et sjovt sted at bo”, tænkte Elli og sagde, at vi har en søn i London.
Men jeg hørte senere fra William, at han havde fortalt historien til Bitten. Og det havde moret hende meget. Så meget at den var blevet lidt af en vandrehistorie på de kanter. Et par dage efter mødte William Bitten med barnebarnet bagpå cyklen. ” Hvor skal I hen? ” spurgte William. ” Vi skal til Prag!” lød svaret.
Der var så dejligt i Iller. Det var sommer, som vi begge huskede det, fra vi var børn. De store kulturfremstød blev det ikke til. Vi bare dasede og badede og cyklede og så på den ene fantastiske solnedgang efter den anden. Det blev dog til en tur til Tyskland, men kun for at købe lidt god vin og mad til en middag vi skulle holde senere for Lars og William.
Måske var det godt det samme, at vi ikke kørte flere ture. For et par dage efter gik alarmen på bilen. STOP! stod der med rødt og det hylede, mens vi var i Sønderborg. Et besøg på Citroen værkstedet afslørede at køleren var gået og at det kunne være gået grueligt galt, hvis Carsten og Annette var kørt hjem i den. Bilen er nu blevet repareret og William har kørt den ud,så den står klar, når de unge lander fra Bangkok i næste uge.
Efter nogle dage kom Lars med toget og afløste Elli, som tog hjem for at passe huset og haven på Gormsvej. Det viste sig at være en god ide, fordi et skybrud havde oversvømmet kælderen. Naboerne havde dog fået det meste vand tørret op og installeret en fugttørrer.
Båden havde ligget i fire dage i Marina Minde. På vejen ned til havnen sagde Elli, at jeg skulle se at få lidt rabat på havnepengene, nu hvor vi slet ikke havde benyttet havnens faciliteter. Jeg vendte øjnene mod himlen, men sagde ikke noget. På havnen blev Lars og jeg læsset af med samt alt vores gear og de kasser vin fra Kloster Eberbach i Rheinhessen, som vi havde indkøbt i Flensborg.
På havnekontoret blev vi modtaget af den joviale havnemester med ordene: "Nå, der har vi Enhiörningen!, og I har været her - i lad mig se - 4 døgn, det bliver 440 kr". Ud af min mund kom der så nærmest af sig selv: "Jeg er over halvfjerds!".
"Nå, jamen skal vi så sige 400?", replicerede den rare mand. Jeg var målløs, men fik dog fremført: " Det vil glæde min kone, hun er Hollænder forstår du!". Havnemesteren svarede med overbevisning: " Ja, det er rigtigt, de vil gerne have det lidt billigere!"
Nu glædede jeg mig til at fortælle Elli, at mit ry som den, der kan skaffe alt dyrere, åbenbart er helt ufortjent. Det var også starten på den traditions tyngede brødretur. Det var nr 17 eller 18 i rækken. Det en god tradition som vi begge sætter meget højt. (Og vores børn de griner lidt i skægget og siger: ”Ja og så får de sig nok en lille en eller to!”, men de er vist ellers ret glade på vores vegne.)
Vi sejlede fra Marina Minde i strålende vejr først til Dyvig, hvor vi lå for anker i den smukke naturhavn og dagen efter sejlede vi til Lyø. Havnen var under udbygning og var godt fyldt, da vi kom. Senere var den stopfyldt. På vej ud af havnen næste dag, lå der en stor sejlbåd fra Thurø med to lyshårede unger og deres bedsteforældre ombord. Jeg kunne ikke lade være med at råbe: ” Ja, det er skønt med de små!”. Det kom omgående tilbage fra bedstefaren: ” Ja, der er gang i den. I må godt låne dem!”
Turen gik fra Lyø gennem det Sydfynske Øhav til Omø med vinden i rumpen hele vejen. Undervejs havde vi selskab af et legesygt marsvin. Næste dag vendte vinden og vi krydsede og krydsede til ligefør Storstrømsbroen. Så indså vi, at skulle der blive noget ud af den grill aften, som Elli havde lovet os, så skulle der andre boller på suppen. Det kom der, og takket være motoren kom vi tilbage til Stege, hvor Elli også var kommet efter sin arbejdsferie i Frederikssund. Dagen sluttede i haven med en dejlig middag til sent ud på aftenen.
Brødreturene bygger som nævnt på årelange traditioner. Vi har hver aften et tema for middagen. I år havde vi kroatisk, italiensk og amerikansk aften. Vi skal helst have et kulturelt emne og så lever vi efter axiomerne ”De 3 S’er” (Sejle, sove og spise). Før i tiden skrev jeg en udførlig beretning om turene til vores børn, men det er jeg holdt op med efter at de har fortalt, at det behøver jeg ikke at bruge tid på. ”Bare send en af de gamle, de er ens alle sammen alligevel!” siger de!
Og det har de nok tildels ret i, så derfor slutter jeg her!
 |
| IKKE EN KLIPNING . . . |
Når man klipper hæk langs en offentlig sti, må man være forberedt på kommentarer fra de forbipasserende. Og jeg har hørt mange. Lige fra den fra den underfundige herre, som for en del år siden ville vide, hvor jeg havde købt den gamle, mange steder sammenbundne snor, som jeg klippede efter, til damen idag, som sagde: ”Du har et godt øjemål!”. Men intet slår dog løberen, der kort efter stoppede op og spurgte: ”Er du arkitekt?” . ”Nej”, sagde jeg, ” jeg er pensionist”. Hvortil han svarede: ” Nå, men alligevel, for det der, det er jo ikke en klipning, det er en æstetisk præstation!!”. Højere kan man vist ikke nå?
Vi har som sagt været af sted i lang tid. Vi har haft nogle gode oplevelser, som jeg gerne vil dele med dig kære læser. Så nu skruer jeg tiden tilbage til juni måned. Båden havde ligget urørt i havnen i Stege siden 25 april. Dels på grund af vejret, dels fordi vi var optaget at få hus og have i Østermark op på mærkerne igen efter vinterens store ombygning. Faktisk var jeg begyndt at tvivle på, om der overhovedet skulle blive en sommertur i år. Elli gav helt klart udtryk for, at det skulle i hverttilfælde ikke være for hendes skyld!
Men så skete der to ting, som ændrede udsigtene. Det gik for det første op for os, at Carsten og Annette virkelig mente det, når de sagde, at vi da bare kunne bruge sommerhuset i Iller ved Flensborg fjord, mens de var i Østen i 5 uger i sommerferien. Og så satte det jo ind med stabilt sommervejr. Vi lagde straks planer. Vi sejler derover, lægger båden i Sønderborg og lejer en lille bil. Så kan vi komme rundt og se Nolde museet og mange af de andre spændende ting i den del af landet, som vi ikke før havde set. Og siden får vi Lars til at sejle båden hjem igen sammen med Peter.
Som tænkt så gjort. Først skulle vi lige male de sidste døre og vinduer på Møn og efter et par travle dage i sommerhuset, var vi klar til at tage af sted. Vi fik aftalt med William, Annettes far, hvor vi kunne finde nøglen og der blev provianteret til mindst tre dage på vandet. Da vi kom til båden, blev vi mødt at et kedeligt syn. Mange generationer af edderkopper var åbenbart blevet udklækket siden april og de havde bogstavelig talt spundet båden ind i deres net – ude, som inde. Og alt var overskidt med deres efterladenskaber. Det tog tid og massemord inden båden igen var til at være i igen.
Var vejret end blevet fint, så var vinden dog ikke ligefrem gunstig. Frisk fra vest er ikke ønskevinden, når man skal passere de smalle løb syd for Sjælland. I gamle dage havde det bare været på med vanten og op med sejlene, for så at krydse i det uendelige, med bakstag og det hele. Men idag er vi (Peter) ikke længere så motorforskrækket, som tidligere. Dengang blev motoren først taget frem fra sin plads under dørken, efter lange og svære forhandlinger mellem skipper og besætning og da kun, hvis farten nærmede sig nul.
Nu var det bare at dreje nøglen og for spindende motor gik det gennem nogle af landets smukkeste sejlstrøg: Ulfsund og Bøgestrøm. Da vi nærmede os Petersværft broen og det smukke officershus fra 1807, måtte vi igen genopfriske historien. Efter Englænderne i 1802 havde stjålet den danske flåde, blev der bygget og stationeret kanonbåde rundt om i landet . Også her, hvor der i forvejen lå et skibsværft. Officershuset blev bygget af admiralitetet til den officer, der havde overkommandoen over strandvagterne. Det var dem, der havde opsyn med og bevogtede kysterne heromkring. Det arkitekttegnede hus siger noget om standforskellene på den tid. Strandvagternes indkvartering har nok været yderst beskeden, men en officer, ham sætter man ikke på vagt i et træskur. Nej, her var både plads til tjeneste folk, gæster og en dejlig overdækket veranda, hvorfra han kunne sidde med sin søkikkert og observere!
Vel igennem Storstrømsbroen var det endelig tid til at sætte sejl og stoppe den forbistrede motor og det gik for en halv vind ned mod Guldborgsund, med vinden ind agten for tværs. Efter passage af to klapbroer og henover een tunnel, havde vi passeret Nykøbing Falster og det var tid til at finde en ankerplads for natten.
Lidt syd for Nykøbing ligger en lille ø, der hedder Flatø. Her deler sejlløbet sig. Til bagbord går den officielle afmærkede rute sydpå til Østersøen. Til styrbord er der også - omend et meget smalt - sejlløb. Det er gravet af strømmen og fører ind bag om Flatø og helt tæt på Lollands kyst. Her var den ideelle ankerplads. Helt privat, ikke en vind rørte sig i læ af skoven, bagende varm sol og krystalklart vand. Her var kun en ting at gøre: af med tøjet og hoppe i vandet.
Næste morgen kunne vi se, at vinden stadig var frisk fra vest selvom vi lå i læ. Vi besluttede at sejle til Nysted og vente på den lovede, mere gunstige vind, når vi skulle ud i Østersøen og vestpå mod Sønderborg. William ringede og sagde at det nok ikke var nødvendigt at leje en bil, fordi der stod en Citroen oppe ved huset. Han havde nemlig kørt Carsten og familie til Hamborg, da de skulle flyve til Østen en uge tidligere og nu stod bilen som sagt i Iller. Det var jo helt perfekt.
Der er et par timers sejlads over til Nysted. Sundet breder sig ud lige efter Flatø og det ser ud som om man sejler på et åbent hav. Men det er lukket inde bag nogle lave sandbanker mod syd. Vi krydsede og krydsede. ”Hvor er Nysted?” spurgte Elli gang på gang. ”Lige rundt om pynten!”. ”Ja , har man ikke hørt det før!!” grinede hun. Endelig rundede vi den skovklædte pynt og så ind i et vidunderligt smukt stykke Danmark.
Højt oppe til venstre, inde i bunden af den lille fjord, lå Ålholm med sine røde og lidt dystre borgmure. Mens selve Nysted med sine kønne huse lå smilende og solbeskinnet i højre side af fjorden.Havnen er, som vi husker havne fra gamle dage. Hyggeligt og ikke noget marina præg. Byen er som et forstørret Legoland.
Der er alle slags velholdte huse og Adelgade fører ned mellem dem. Men det mangler noget: der er intet liv. Gaderne er tomme og flere huse er til salg. Man får virkelig indtryk af at vi er i Udkantsdanmark.
Men måske var det noget helt andet, der trak folk væk fra gaderne? En kamp i verdensmesterskabet i fodbold skulle til at starte. I sejlkubben var der rigget en storskærm til og på taget var to mand travlt optaget af at forsøge at fange fjernsynssignalet med en antenne. Det gav vist lidt problemer, men lykkedes til sidst. Herefter drejede vinden til en mere gunstig retning. Og om morgenen startede en dejlig sejlads til Bagenkop og næste dag videre til Sønderborg.
William havde sagt at det bedste sted at ligge ville være i havnen i selve byen og ikke i lystbådehavnen et stykke udenfor. Men da vi nu ikke skulle leje bil fandt vi ud af, at det ville være nemmere at lægge båden i Marina Minde i Flensborg fjord. Denne havn lå kun få kilometer fra huset i Iller.
Marina Minde er en kæmpe marina, som er bygget hvor der tidligere lå et teglværk. Det er for det meste tyske og hollandske både, der har hjemmehavn her. Vi fandt let en plads og Elli gik op på havnekontoret for at ordne havnepenge og få ok til at vi lod båden ligge en lille uges tid. Vi havde regnet med at vi skulle betale på forhånd, men den meget flinke havnemester sagde, at det kunne vi ordne til den tid han skulle bare have vores og bådens navn. Så var det Broager taxa til Iller og et nyt kapitel i vores sommertur skulle begynde.
 |
| sommertur 2010 |
Sommerhuset i Iller er et gammelt hus, som ligger højt oppe på en bakke med udsigt over Flensborg fjord. Mellem huset og fjorden er der en naturgrund med flere små stier gennem høje siv og der er små vandhuller, som er fulde af Åkander. Huset blev købt for 20 års siden af Annettes forældre William og Asta. Og der er i tidens løb lagt megen tid og kræfter i både hus og grund. For nogle år siden blev Willliam alene og han har nu overdraget huset til børnene Annette og Kim. Men det er nu stadigvæk ham, der holder stedet igang. På spørgsmålet om det ikke krævede en masse og holde hele det store område, svarede William beskedent: ” Nej, det er ikke så galt, vi er to om det: Vorherre - og så med lidt hjælp fra mig i ny og næ!”.
Hele dette område var engang en bakke lige som den, huset nu ligger på. Men al jorden blev gravet væk med håndkraft og brændt til teglsten på et af de ialt 53 teglværker, som før i tiden lå her ned til Flensborg fjord. Nu er der vist kun 8 tilbage, men de producerer nok alligevel mere end de 53 gamle!
Iller er et lille sted, men kan vel ikke engang kalde det en landsby. Det ligger på halvøen Broagerland med hovedbyen Broager et par kilometer borte. Det er et smukt og kuperet landskab, som emmer af historie. Dybbøl mølle ligger lige i nærheden og skanser fra krigene i 1848 og 1864 ligger alle vegne og har deres historier at byde på.
Huset vi boede i ligger på Slotsvej. Navnet stammer fra en stor bygning – kaldet slottet - i flot opmurede gule og brunglaserede teglsten. Her holdt en af de mange teglværks ejere til. De var toppen af kransekagen dengang. Men man siger, at han vist brugte lidt for mange penge på slottet og lidt for få på teglværket. I al fald gik han konkurs og nu er slottet blevet til et behandlingshjem for kvinder med psykiske problemer.
Der ligger kun nogle få huse på den del af Slotsvej, hvor vi boede. Ialt fire, alle på samme side af vejen med udsigt over fjorden. Vi bor i det næstsidste. Vi havde fået at vide at alle naboerne holder øje med huset, når det ikke er beboet. Morgenen efter vi var kommet skulle jeg ud med skraldeposen og løb, kun nødtørftigt påklædt, bogstavelig talt lige i armene på nabokonen i det sidste hus. Hun kikkede nysgerrigt på mig og jeg sagde lidt forfjamsket: ” Ja æh.. vi er Annettes svigerforældre!”. Og så kom det med et grin på sønderjydsk fra den lille vævre dame. ”Det wed wi nok, ellers wår I bløwen jawen uud!”. Stående på bare fødder og i underbukser havde jeg nær glemt, hvor godt naboer i provinsen er underrettet om hinanden! Og så tænkte jeg samtidigt, at der måske senere ville komme et bedre tidspunkt for indledelse af et nærmere bekendtskab og trak mig smilende tilbage.
Det tidspunkt kom allerede samme eftermiddag. Vi havde fået at vide, at vi kunne bade fra en lille jollehavn, som lå nedenfor huset. Den tilhørte naboen i det nederste hus. Vi gik ned gennem stierne i sivskoven og kom ned tiI stranden. I havnen lå et par joller og der var også bygget et lille lysthus. Her sad nabokonen fra i morges og snakkede med et par ældre gutter på vores alder. Ved siden huset stod en ældre rød varevogn og en knallert med mælkekasse bag på. De to mænd var iført røde regnbukser og gummistøvler og havde været ude at sætte garn til fladfisk.
Vi blev inviteret indenfor og det blev til en rigtigt hyggelig snak. Vi fik at vide, at naboens hed Arly og Bitten og at huset de boede i var Bittens barndoms hjem. Vi fik historier om teglværkerne og meget andet om egnen.
På et tidspunkt faldt snakken på børn og børnebørn. Bitten fortalte at hun og Arly flyttede ind i huset på den ande side af vores, dengang de blev gift. Da hendes forældre døde, flyttede de så tilbage til barndomshjemmet. Deres søn boede nu i huset, de flyttede fra. Han havde sat det virkeligt flot istand. Elli sagde så: ” Nå, I flytter Ikke så langt, når I flytter! Har I andre børn i nærheden?”. ”Nej”, svarede Bitten, ” vi har en datter, men hun bor i Broager”. Men på sønderjydsk udtales Broager som ”Prauer”, og for Elli lød det som at datteren boede i Prag! ”Nå, det var da et sjovt sted at bo”, tænkte Elli og sagde, at vi har en søn i London.
Men jeg hørte senere fra William, at han havde fortalt historien til Bitten. Og det havde moret hende meget. Så meget at den var blevet lidt af en vandrehistorie på de kanter. Et par dage efter mødte William Bitten med barnebarnet bagpå cyklen. ” Hvor skal I hen? ” spurgte William. ” Vi skal til Prag!” lød svaret.
Der var så dejligt i Iller. Det var sommer, som vi begge huskede det, fra vi var børn. De store kulturfremstød blev det ikke til. Vi bare dasede og badede og cyklede og så på den ene fantastiske solnedgang efter den anden. Det blev dog til en tur til Tyskland, men kun for at købe lidt god vin og mad til en middag vi skulle holde senere for Lars og William.
Måske var det godt det samme, at vi ikke kørte flere ture. For et par dage efter gik alarmen på bilen. STOP! stod der med rødt og det hylede, mens vi var i Sønderborg. Et besøg på Citroen værkstedet afslørede at køleren var gået og at det kunne være gået grueligt galt, hvis Carsten og Annette var kørt hjem i den. Bilen er nu blevet repareret og William har kørt den ud,så den står klar, når de unge lander fra Bangkok i næste uge.
Efter nogle dage kom Lars med toget og afløste Elli, som tog hjem for at passe huset og haven på Gormsvej. Det viste sig at være en god ide, fordi et skybrud havde oversvømmet kælderen. Naboerne havde dog fået det meste vand tørret op og installeret en fugttørrer.
Båden havde ligget i fire dage i Marina Minde. På vejen ned til havnen sagde Elli, at jeg skulle se at få lidt rabat på havnepengene, nu hvor vi slet ikke havde benyttet havnens faciliteter. Jeg vendte øjnene mod himlen, men sagde ikke noget. På havnen blev Lars og jeg læsset af med samt alt vores gear og de kasser vin fra Kloster Eberbach i Rheinhessen, som vi havde indkøbt i Flensborg.
På havnekontoret blev vi modtaget af den joviale havnemester med ordene: "Nå, der har vi Enhiörningen!, og I har været her - i lad mig se - 4 døgn, det bliver 440 kr". Ud af min mund kom der så nærmest af sig selv: "Jeg er over halvfjerds!".
"Nå, jamen skal vi så sige 400?", replicerede den rare mand. Jeg var målløs, men fik dog fremført: " Det vil glæde min kone, hun er Hollænder forstår du!". Havnemesteren svarede med overbevisning: " Ja, det er rigtigt, de vil gerne have det lidt billigere!"
Nu glædede jeg mig til at fortælle Elli, at mit ry som den, der kan skaffe alt dyrere, åbenbart er helt ufortjent. Det var også starten på den traditions tyngede brødretur. Det var nr 17 eller 18 i rækken. Det en god tradition som vi begge sætter meget højt. (Og vores børn de griner lidt i skægget og siger: ”Ja og så får de sig nok en lille en eller to!”, men de er vist ellers ret glade på vores vegne.)
Vi sejlede fra Marina Minde i strålende vejr først til Dyvig, hvor vi lå for anker i den smukke naturhavn og dagen efter sejlede vi til Lyø. Havnen var under udbygning og var godt fyldt, da vi kom. Senere var den stopfyldt. På vej ud af havnen næste dag, lå der en stor sejlbåd fra Thurø med to lyshårede unger og deres bedsteforældre ombord. Jeg kunne ikke lade være med at råbe: ” Ja, det er skønt med de små!”. Det kom omgående tilbage fra bedstefaren: ” Ja, der er gang i den. I må godt låne dem!”
Turen gik fra Lyø gennem det Sydfynske Øhav til Omø med vinden i rumpen hele vejen. Undervejs havde vi selskab af et legesygt marsvin. Næste dag vendte vinden og vi krydsede og krydsede til ligefør Storstrømsbroen. Så indså vi, at skulle der blive noget ud af den grill aften, som Elli havde lovet os, så skulle der andre boller på suppen. Det kom der, og takket være motoren kom vi tilbage til Stege, hvor Elli også var kommet efter sin arbejdsferie i Frederikssund. Dagen sluttede i haven med en dejlig middag til sent ud på aftenen.
Brødreturene bygger som nævnt på årelange traditioner. Vi har hver aften et tema for middagen. I år havde vi kroatisk, italiensk og amerikansk aften. Vi skal helst have et kulturelt emne og så lever vi efter axiomerne ”De 3 S’er” (Sejle, sove og spise). Før i tiden skrev jeg en udførlig beretning om turene til vores børn, men det er jeg holdt op med efter at de har fortalt, at det behøver jeg ikke at bruge tid på. ”Bare send en af de gamle, de er ens alle sammen alligevel!” siger de!
Og det har de nok tildels ret i, så derfor slutter jeg her!
6.6.10
1.5.10
Forårs opfriskning i Østermark
Vinterens store ombygning er nu færdig. Loftet er indrettet med børneværelse, den gamle hønsestige er erstattet af en meget gangvenlig trappe og det gamle soveværelse i stuen er slået sammen med spisestuen til en ny spise- og opholdsstue.
Køkken og forstue har fået en gang maling for ikke helt at falde igennem i forhold tl de fine nye rum.
Køkken og forstue har fået en gang maling for ikke helt at falde igennem i forhold tl de fine nye rum.
 |
| Forårs opfriskning i Østermark april 2010 |
25.3.10
En tur i havnen i Nice
Nice har sin fornemme facade ud mod vandet. Det ene palæ efter det andet vender ud mod Promenade des Anglais. Trafikken er tæt, både blandt de motoriserede og blandt de mange løbere, cyklister og almindelige spadserende på de brede fortove ud mod stranden. Selv på en dag i begyndelsen af marts, var der - nogle få - badende og en del solbadende, som lå i læ for en kold østenvind.
Hvis man fortsætter mod øst langs kysten, kommer man uden om et lille forbjerg og her får man udsigt til en bugt, som rummer hele Nice havn.
Der skifter sceneriet. Det er tydeligt at se, at her har vi det oprindelige Nice. Bygningerne velholdte og smukke, men ikke prangende. I havnen ser man store færger, en hob af vulgært store luksus motorbåde på 50-200 fod og længere inde flydebroer med mere almindelige lystfartøjer og fiskerbåde.
Et hurtigt blik siger: jo ok, det er et smukt syn, men ikke noget det tager vejret fra en. Men hvad er nu det? Midt i massen af mega plastic motorbåde opdager jeg noget, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen! Det virker usandsynligt, men jo, det er en træmast. Den rækker tårnhøjt op over alt andet. Helt vildt, den må være mindst 30-40 meter høj.
Fart på, men Elli brokker sig og kan ikke forstå hastværket, vi skal jo nok nå over til den modsatte side, hvor fortovs restauranterne ligger i læ på kajen i varm sol.
Jeg kan næsten ikke vente. Det her er stort. Kan det mon være en J-class båd. Nej der blev kun bygget ganske få og de fleste er forlængst hugget op.
Vi kommer derhen og ser en båd så flot, som jeg ikke har set i de sidste 76 år! Midt i plastic helvedet ligger den. Bygget i træ med lavt fribord og helt rent teak dæk, ingen dæksoverbygninger, kun åbninger med teak kant lukket med sejldug. Masten svimlende høj og bommen næsten 20 m lang. Hold da kæft!
Vi tager et par billeder og skynder os videre til restauranten, hvor en Sole Meuniere venter.
Nu er vi kommet hjem og jeg ærgrer mig lidt over at vi ikke fik at vide, hvad det var for et fantastisk skib vi havde set. Og den var måske heller ikke så stor som jeg huskede? Er det bare en pæn stor sejlbåd mellem nogle store motorbåde? Og er den lige så skrabet inden i som Volvo 60 racerne?
Jeg kiggede på billederne, men kunne ikke læse navnet på hækken selv med største forstørrelse. Ved et tilfælde forstørrede jeg så billedet, hvor man ser bommen fra enden og voila er gåden løst:¨
Der står tydeligt: Cambria 1928,
Resten er barnemad: Google finder hjemmesiden: www.yachtcambria.com . Vi har at gøre med en af de sidste J-Class både, som findes. Med sine 135 fod overalt, er den en af de hurtigste og bedst kendte yachter på vandet idag.
Tegnet af William Fife, bygget i 1928 i Fairlies, Scotland, som sailing Yacht No. 758. Længde overalt incl bovspryd 41,15 m
Dækkets længde (L.O.D.): 34,7 m, Vandlinielængde(L.W.L): 22,9 m, Bredde (Beam): 6,1 m. Dybgang (Draft): 4,15 m. Mast 47,9 m.
Båden har sejlet på de fleste verdenshave. I 1974 blev den rigget om til ketch og sejlede i Caribien Stillehavet og Australien indtil indtil 2001, hvor en ny ejer hentede den tilbage til England for gennemrestaurering og montering af bermudarig. Samme år deltog Cambria i Americas Cup jubilæet.
Vi ved nu at selv om båden ikke synede så meget ved siden af de kæmpe motoryachter i Nice's havn, så er den dog længere end 2 Volvo 60' racere i forlængelse af hinanden!
Og med hensyn til antagelsen om det skrabede interiør så prøv lige at se på billederne herunder. Billederne er fra Cambria's hjemmeside.
Og hvad med Søtungen, jo den fik vi skam!
Hvis man fortsætter mod øst langs kysten, kommer man uden om et lille forbjerg og her får man udsigt til en bugt, som rummer hele Nice havn.
Der skifter sceneriet. Det er tydeligt at se, at her har vi det oprindelige Nice. Bygningerne velholdte og smukke, men ikke prangende. I havnen ser man store færger, en hob af vulgært store luksus motorbåde på 50-200 fod og længere inde flydebroer med mere almindelige lystfartøjer og fiskerbåde.
Et hurtigt blik siger: jo ok, det er et smukt syn, men ikke noget det tager vejret fra en. Men hvad er nu det? Midt i massen af mega plastic motorbåde opdager jeg noget, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen! Det virker usandsynligt, men jo, det er en træmast. Den rækker tårnhøjt op over alt andet. Helt vildt, den må være mindst 30-40 meter høj.
Fart på, men Elli brokker sig og kan ikke forstå hastværket, vi skal jo nok nå over til den modsatte side, hvor fortovs restauranterne ligger i læ på kajen i varm sol.
Jeg kan næsten ikke vente. Det her er stort. Kan det mon være en J-class båd. Nej der blev kun bygget ganske få og de fleste er forlængst hugget op.
Vi kommer derhen og ser en båd så flot, som jeg ikke har set i de sidste 76 år! Midt i plastic helvedet ligger den. Bygget i træ med lavt fribord og helt rent teak dæk, ingen dæksoverbygninger, kun åbninger med teak kant lukket med sejldug. Masten svimlende høj og bommen næsten 20 m lang. Hold da kæft!
 |
| En båd på havnen |
Vi tager et par billeder og skynder os videre til restauranten, hvor en Sole Meuniere venter.
Nu er vi kommet hjem og jeg ærgrer mig lidt over at vi ikke fik at vide, hvad det var for et fantastisk skib vi havde set. Og den var måske heller ikke så stor som jeg huskede? Er det bare en pæn stor sejlbåd mellem nogle store motorbåde? Og er den lige så skrabet inden i som Volvo 60 racerne?
Jeg kiggede på billederne, men kunne ikke læse navnet på hækken selv med største forstørrelse. Ved et tilfælde forstørrede jeg så billedet, hvor man ser bommen fra enden og voila er gåden løst:¨
 |
| løsningen |
Der står tydeligt: Cambria 1928,
Resten er barnemad: Google finder hjemmesiden: www.yachtcambria.com . Vi har at gøre med en af de sidste J-Class både, som findes. Med sine 135 fod overalt, er den en af de hurtigste og bedst kendte yachter på vandet idag.
Tegnet af William Fife, bygget i 1928 i Fairlies, Scotland, som sailing Yacht No. 758. Længde overalt incl bovspryd 41,15 m
Dækkets længde (L.O.D.): 34,7 m, Vandlinielængde(L.W.L): 22,9 m, Bredde (Beam): 6,1 m. Dybgang (Draft): 4,15 m. Mast 47,9 m.
Båden har sejlet på de fleste verdenshave. I 1974 blev den rigget om til ketch og sejlede i Caribien Stillehavet og Australien indtil indtil 2001, hvor en ny ejer hentede den tilbage til England for gennemrestaurering og montering af bermudarig. Samme år deltog Cambria i Americas Cup jubilæet.
Vi ved nu at selv om båden ikke synede så meget ved siden af de kæmpe motoryachter i Nice's havn, så er den dog længere end 2 Volvo 60' racere i forlængelse af hinanden!
Og med hensyn til antagelsen om det skrabede interiør så prøv lige at se på billederne herunder. Billederne er fra Cambria's hjemmeside.
 |
| J-class |
Og hvad med Søtungen, jo den fik vi skam!
 |
| Sole Meuniere |
7.3.10
Med Ford model T og sækkepibe 1957.
I 1957 kunne man stadig - med lidt held og energi - finde veteranbiler i Danmark. Især på Lolland. Med ny indkøbte Sarah Ford T model 1926 var der altid behov for reservedele.
Så en forårsdag i 1957 drog vi afsted i to fordbiler til Lolland på resevedels jagt.
Tidligere på året blev der danset skottedans og spillet sækkepipe i en stor hytte i fjeldet i Norge.
Alle billeder er fotograferet af en ven og studiekammerat: Jørgen Eckhardt-Hansen.
Så en forårsdag i 1957 drog vi afsted i to fordbiler til Lolland på resevedels jagt.
Tidligere på året blev der danset skottedans og spillet sækkepipe i en stor hytte i fjeldet i Norge.
Alle billeder er fotograferet af en ven og studiekammerat: Jørgen Eckhardt-Hansen.
 |
| Med Ford model T og sækkepibe 1957. |
Abonner på:
Opslag (Atom)
