4.11.12

Apricale 2012


Rejse.

”Hallo, det er kaptajnen, jeg har en lidt kedelig meddelelse!”  Sådan lød det i højttalerne i Norwegian flyet en halv time efter starten mod Nice. ”En gruppe måger havde besluttet sig for at holde hvil på startbanen samtidig med at vi lettede. Vi har nu fået vished for at en eller flere ramte flyet og vi skal efter gældende regler vende om og få flyet inspiceret. Der vil holde brand- og redningskøretøjer langs landingsbanen, men jeg understreger, at der er intet at være urolig for. Vi forventer at kontrollen af flyet varer en halv times tid og at vi derefter får ny starttilladelse, hvis der ikke, som forventet, er skader på flyet. Når vi er landet skal I bare blive siddende på jeres pladser og jeg understreger, at der er ikke noget at være urolig for”.

De gentagne forsikringer om at alt var normalt virkede nu lidt mod hensigten, men vi landede heldigvis normalt og blev ganske rigtig mødt af forskellige køretøjer heriblandt en, der var mærket med teksten ”BIRD CRASH CONTROL”. Den kørte op og stoppede lige foran os og nogle gul klædte gutter sprang ud og inspicerede flyet. Ganske som forudsagt af kaptajnen gik der kun en halv times tid inden vi igen kunne starte med Nice og denne gang uden afbrydelse.

Elli og jeg havde gennem Jens Christian og Mette fået kontakt med Anna Mandorli og lejet hendes lejlighed i Apricale, som ligger ca 60 km fra Nice lufthavn lige inde på den italienske side og ca.15 km nord for Ventimiglia på den italienske riviera. Vi havde hørt en del om stedet på forhånd og var meget spændte.

Lejeaftalen var simpel:
·         I har lejligheden i 15 dage,
·         Adressen er: Via Santa Anna 1, Apricale
·         I får nøglen hos Graziella og
·         I kan lægge lejen under det gamle radioapparat, når I rejser!

Graziella skulle have en købmandsforretning nær ved den centrale piazza og fordi vi nu var to timer forsinkede, begyndte vi allerede at spekulere på, hvad vi mon gjorde hvis hun lukkede,  før vi nåede frem ved femtiden i stedet for kl. 3, som planlagt. Vi havde også fået et telefon nummer, som vi kunne ringe til, hvis vi ville have hjælp med at få bagagen op til lejligheden fra parkeringspladsen neden for byen. Det afviste vi med et overbærende smil, ikke nødvendigt, vi rejser altid let!  Men det hjælper jo alting ikke så meget, hvis vi ikke når at hente nøglen, inden hun lukker

Vi kender Nice Côte d'Azur  lufthavn rigtig godt, efter de utallige gange vi har passet hus for Elli’s bror og svigerinde i Provence. Det tog da heller ikke lang tid før vi kunne svinge ud i trafikken i vores spritnye Citroen C3 med automatgear. Det skulle vise sig at være en pragtfuld, letkørende bil, som vi blev meget glade for. Men vi havde ikke gjort det tilstrækkeligt klart for GPS’en, at vi ville på motorvej jo før jo hellere. Den ledte os i stedet ind igennem Nice’s fyraftens trafik, før vi endelig kom på A8 mod Genoa. Det kostede os lige en ekstra halv time.

Snart er vi i Italien og lige før Ventimiglia betalte vi vores Peage og styrede gennem Ventimiglia’s mylder til den rundkørsel med palmetræ, som Mette havde beskrevet for os. Der går en rimelig god vej mod nord op igennem Nervia dalen gennem de små byer Camporosso, Dolceaqua og Isolabona.


Herfra er der kun tre kilometer op til Apricale, men hvilke tre kilometer?
Smal vej, hårnålesving og fantastisk udsigt. Da vi kom rundt i et af de sidste sving, dukkede den lille by så op - højt oppe -  som et drømmesyn.
Husene kravlede ligesom op ad bjergtoppen og omsluttede den. Det var som om det hele var hældt ud over og var flydt ned, hvor der var plads!



Vejen fører nedenom og rundt om byen. Langs den smalle vej er der hele vejen markeret parkerings båse og allerøverst er der en egentlig parkeringsplads. Herfra må man så gå op i byen til fods. Vi skulle ikke nyde noget af at parkere langs med vejen med en selvrisiko på næsten 1000 €, så det var parkeringspladsen, selvom der så var lidt længere at gå!

Og så mangler vi nu bare at finde Graziella’s købmandsforretning. Man siger jo, at alle veje fører til Rom, så hvorfor ikke starte med Via Roma. Der findes en Via Roma i enhver by i Italien med respekt for sig selv.
Apricale’s Via Roma starter som en smal, asfalt belagt moderne vej, men efter et stenkast smider den fåreklæderne og byder sig til, nøjagtigt som den har gjort i flere hundrede år!  Snæver - så man kan nå murene på begge sider samtidigt, brolagt med små runde søsten og så går det ellers op og op! Vi begynder at snakke om at, vi måske skulle have modtaget Anna’s tilbud om transport af bagagen, mens vi slæber kufferternes hjul opover de toppede brosten!  Lidt længere oppe lukker husene sig over via’en, som nu er blevet en smal tunnel, der stadig går stejlt opad.
Men videre kommer vi dog og efter en tid ser vi en trappe gå op til højre og vi kan lige skimte en lysning for enden. Det må Piazzaen og så må vi være tæt på!

Et kort stykke længere fremme kommer der lys ud af en åben dør, vi kigger ind af nysgerrighed og opdager, at de to små rum faktisk er en butik og at en smilende dame står bag disken helt i baggrunden. Det var Graziella og det var med stor lettelse, at vi så at hun havde åbent. Da vi spurgte om hendes åbningstider, kom der en lang tirade på Italiensk. Da hun så at vi ikke forstod en dyt, gik hun hen til kasse apparatet og slog 8,00, 12,30, 16,30 og 20,30 ind og så var den ged barberet! Middagslukket fra 12:30 til 16:30. Vi så på hinanden og grinede. Hvis flyet ikke havde været forsinket, ville vi have haft problemer.
Hun giver os nøglen og peger i den retning, vi skal gå. Efter 50 meter finder vi med lidt besvær ud af, at en uanseelig trappe ned til venstre faktisk hedder Via Santa Anna og ved trappens fod ser vi en lav, brun dør oppe over tre stejle trappetrin. En messingplade på døren med inskription: Bersanetti Mandorli viser, at vi har nået vores mål!






Lejligheden.


Når man først har lært, at nøglen skal drejes modsat, går døren op og vi kigger ind i en forstue med en skænk på de ene side og en stor, grøn skabskuffert til venstre. Vi opdager snart, at den sidste er beregnet til klædeskab.

Næste rum er en lang gang, som indeholder køleskab, komfur og et skab til service. For enden er den vigtigste plads, som træder i stedet for en egentlig altan.

Her sidder vi, når vi er hjemme og får et glas vin eller lidt mad eller bare nyder den fantastiske udsigt op mod dalen og bjergene.

Bag glasdøren i baggrunden er et lille bad og toilet og til venstre en stue, med to senge, spisebord radio og TV.

I loftet udfor køleskabet er der en lem, som giver adgang til en hems via en stige , som man trækker ned.







                                                                     
Stor er lejligheden ikke, vel en 45 – 50 m2, men der er hvad der skal være for to-tre personer og den er svært hyggelig!

Apricale - un village où le temps a disparu.
En landsby, hvor tiden er forsvundet – det var overskriften i en fransk avis, som var i et af byens udhængs skabe. Og det beskriver fuldstændig den stemning man kommer i, når man går rundt i de snævre gader. Ikke bare snævre, men også stejle – ofte med trappetrin og uden dagslys, kun oplyst af en søvnig pære hist og pist. Mennesker møder man næsten ikke, i hvert fald på denne årstid, så det er svært at bedømme om man befinder sig 2012 eller 1912 eller 1812 eller tidligere, intet er forandret!
Byen ligger jo på toppen af en bjergkam og dens historie går tilbage til romertiden.

Anna skriver i sin velkomst om Apricale:
Apricale is a sunny village, built of stones, on the hills of Liguria. The inhabitants live on mimosa cultivation and oil of olive production.
Many old houses have been bought and restored by foreigners as summer houses because of the pictoresque architecture and geographical position:
12 Kms to the beach, 20 to the French Riviera, Cote d’Azur and Monte Carlo, 25 to marvellous mountains and many other foreigners, even Danish families have settled there. 
It is a quiet village: its streets are very narrow, some with steps, and you only can go on foot. There is a parking place at the beginning of the village: you have to park there and then, after five minutes walk, you can get the house. It’s a four hundred years house restored as a mini flat.
In the village there are  two groceries (one, Mrs. Graziella, is just 40 meters from the flat), a bar, some typical good  restaurants, a Post office and a cash dispenser. The heart of the village is the square, la Piazza, the meeting point for everybody.
Apricale er et kendt tilholdssted for kunstnere og man kan se udsmykninger mange steder i stræderne, som små freskoer


Livet på Piazza’en

Vi kan skrive under på mindst to ting i Anna’s beskrivelse. At Apricale er ” A sunny Village” og at Piazza’en er et ”meeting point for everybody”!

Vi havde det mest vidunderlige vejr næsten hver dag med temperaturer mellem 22  og 30 grader, vindstille og sol. Kun en nat kom der et uvejr forbi med regn, torden og lynild. Da var det som det gamle hus rystede i takt med tordenskraldene og vi var heller ikke helt stolte under dynerne!

Byens mødested er piazza’en. Her mødes folk fra morgen til aften. Her leger børnene og her sidder man og får et glas eller en frokost på den fantastisk gode restaurant

Vi kom hurtigt i vane med at sidde med et glas eller en kop kaffe og bare sidde og nyde den gode stemning der hvilede over stedet.

Baren ”A Ciassa” drives af en far og hans to sønner, den ene som kok og den anden som tjener. Og de gør det godt. Der er 10-12 borde uden for under parasollerne og snart lærer vi stamgæsterne at kende.

Ved bordet bag Elli har kortklubben taget plads. Det er en 5 – 7 ældre herrer, som dyrker seriøst kortspil. De snakker og de hygger sig og hamrer kortene ned i bordet.

Op ad formiddagen dukker Miss Marple op med besvær og sine to pudler. Hun er dårligt gående, men hovedet fejler ikke noget. Vi har kun snakket med hende én gang og ved at hun er amerikaner, der bor i Provence og har en lejlighed  her i Apricale. Navnet har vi givet hende, selv om hun i virkeligheden ligner Hemmingway mere end Miss Marple. Hun er lille og meget tæt og så er hun klædt i herretøj med blød hat. Ved hendes bord kommer der snart flere til og snakken går både på amerikansk og italiensk med fed amerikansk accent. Det er jo ikke pænt at være med på en lytter, men en dag kunne vi ikke undgå at overhøre en canadier tale om italienerne. De er klogere end os, sagde han og fortsatte: ”The Italiens have lots of money, but their country is broke! Back in Canada the country is doing well, but the people haven’t any money!”

Efterhånden kommer en hel del flotte, storbarmede mødre med børn under skolealderen til. De ryger cigaretter og snakker, mens børnene drøner rundt på piazzaen. Om eftermiddagen hver dag samles en lille gruppe af ældre damer i kirken over pladsen. De synger salmer en halv times tid og en pater taler med dem, inden de går ud og sætter sig på bænken foran kirken og snakker videre i solen.

Og så er der den unge tyske familie med de to små piger. Den ældste på 8 er elite gymnast og slår vejrmøller og står på hovedet i et væk, mens far og mor får et glas med vennerne.

Al Pacino dukker op med sine to små piger. Han er fastboende og har noget at gøre med beboerforeningen og er rigtig god til børn. Navnet har vi givet ham, fordi han ligner skuespilleren en del i udseende og væremåde.

Ja, vi har da også en Dustin Hoffmann og en stille professor og hans talende kone, så der er nok at følge med i!  Men hvad Præsidenten for Helsingørs turist forening havde at gøre på piazza’en  den 10. september 1967, er der sikkert en god forklaring på?
Billede:



Og her sidder vi så et par gange om dagen og nyder at det hele gentager sig – på nye måder! Men det bedste er dog de herlige unger, der spæner rundt, spiller fodbold, kører på baghjulet af cyklen og bærer rundt på hinanden, ikke så sært, at de sover godt om natten!


Dagbog

10 september stod vi op til vores første rigtige feriedag. Det havde været meget varmt om natten, så vi kunne have sovet bedre. Det var dog hurtigt glemt, da vi sad ved det åbne køkkenvindue ved morgenmaden og følte den lune luft strømme ind og så hvordan solen gjorde anstalter til at kravle op over bjergkammen ovre mod Perinaldo, en lille by på toppen af bjerget overfor.
Ved halv ni tiden kommer den hurtigt op sender sine stråler lige ind i vores lille hyggelige lejlighed. Jo, livet er ikke det værste man har!
I dag har vi købt ind hos Graziella og fra starten oplevet den italienske venlighed.
Vi havde kun 5o € sedler og ville betale med kort. Men nej, det ville Graziella ikke høre tale om., ”DOMANI!” i morgen!  I kan bare betale en anden gang!

Torsdag den 11 tog vi bilen og kørte til rivieraen og endte i den botaniske have Hanbury Gardens, som ligger med sine 45 ha på en skråning ned mod havet.
Halvdelen af arealet er dyrket som have med planter fra hele verden. De har haft mulighed for at akklimatisere sig i læ fra de omliggende bjerge og havet.
Thomas Hanbury købte jorden i 1867 sammen med ruinen af ”Palazzo Orengo” med penge som han havde tjent i Kina på handel med
 silke, bomuld, the og ejendomme. Haven hører nu under Universitetet i Genua.
Det er en helt enestående smuk have med det ene utrolige syn efter det andet efterhånden som man går rundt på gangene. En stor oplevelse.
Handbury gardens

Da vi kom hjem var der én ledig p-plads vores sædvanlige sted, men også en del papirlapper med parkering forbudt symbol og en masse på italiensk. Jeg spurgte en dame, hvad det betød og vi forstod hendes ordstrøm og håndbevægelser sådan, at der skulle komme et bil løb forbi i morgen og at man derfor skulle være forsigtig, men det var helt ok at holde der! Det lød jo som om den sag var i orden, men på vej op til lejligheden, var der et eller andet der sagde mig, at det måske ikke var så smart at stille den selvrisikobehæftede leje bil lige der! Så jeg gik tilbage og fik den flyttet.

12 september.
Der var stor opstandelse i dag!  Det 54' rallye San Remo skulle passere Apricale kl 14.56, og vi tog sammen med resten af byen opstilling i god tid før. Og vi var glade for at vi havde fået flyttet bilen. For hele det gamle P areal var nu afspærret, alle biler var væk og foruden masser af særligt indbudte tilskuere holdt der også 2 kranbiler og en ambulance! Jeg gruede ved tanken om, hvordan de ville have flyttet den lille spritnye Citroen!
Stemningen var forventningsfuld og snakken gik. Kl. lidt over 3, kom den første af ialt 56 drengerøvs biler brølende op ad bakken og rundt i hårnålesvinget med rygende dæk for med fri udblæsning at fortsætte videre op ad den smalle vej mod næste lille flække på dens bjergtop!
Vi havde om morgenen kørt på en del af løbsruten, nemlig ad vejen opover til Perinaldo og ned til Dolceaqua ved Nervia floden. Det var en lidt rystende oplevelse. Vejen er i et spor, der er hårnåle sving, stejle stigninger,  ingen autoværn og frit fald udenfor. Møder man en modgående, skal der bakkes til en vigeplads langt nede af vejen. Jeg må indrømme, at jeg er blevet for gammel til at nyde den slags! Og jeg fatter ikke at de kunne køre ræs på de veje!


Lørdag 13 september var vi i Pigna. Byen ligger meget smukt længere op ad Nervia floden. Den ligner de andre små byer som den klatrer op ad bjerget

Bag efter så vi nogle kendte termer og så var det eller nok kultur for i dag. Vi tog rygsækken på og gik en lang tur langs floden.

Søndag spiste vi på en dejlig restaurant i Isolabona. Antico Frantoio, det var virkelig godt og hyggeligt.

Mandag15/10 var vi i Ventimiglia på grønt- og fiskemarkedet. Det er helt vildt og vi købte bl.a. 2 pæne søtunger, som smagte rigtig godt.


16/10 kørte vi til Rochetta Nervina ved Barbaira floden, som er en sideflod til Nervia floden. Strålende sol og varmt og stille, en pragtfuldt dag!

17/10 overskyet og stille, indkøbstur til Dolceaqua. Hos slagteren oplevede vi det igen. Vi havde kun en halvtredser og det var første gang vi var der og der var masser af turister! Alligevel: ”DOMANI!” ”I kommer bare i morgen og betaler!” Man kommer til at elske de folk. I det hele taget har Dolceaqua en helt enestående charme. Den smukke bro betog mig ved første øjekast som noget af det mest enkle og smukke bygningsværk man kan tænke sig. På tavlen ved broen kan man se at det synspunkt også deltes af Claude Monet, da han var her den 18 februar 1894.  Han nøjedes ikke med at kigge, han malede også broen.

Frokost hjemme og spadseretur rundt om Apricale på nordsiden.  Start forbi restaurant La Favorite og følg vejen til højre opad og rundt om Apricale. Om aftenen spiste vi hjemme med dejlig bøf og kartofler i ovnen. Frugt til dessert. Vi var begge trætte efter vandreturen.


18/10 Vi stod op med solen over bjergkammen  lidt over 8. I dag er det bedre vejr, klart og med nogle skyer. Igen er det næsten stille. Elli sov dejligt fra kl 22 til kl 6. Hun var lidt udmattet igår efter vores vandrerture, som på sine steder var stejl og glat.

Vi gik ad vejen mod Perinaldo, ca. 1/3 af vejen til en flodseng hvor vejen begynder at stige op mod Perinaldo. Her nød vi et æble og livet i det dejlige vejr. Tilbage i Apricale spiste vi frokost på restauranten på piazzaen, det var fremragende og det bliver fremover vort spisested nr 1!,

Der var en mail fra Anna, at hun alligevel ikke kommer fordi hendes weekend ophold i lejligheden i Imperia, var blevet aflyst p.g.a. hendes mands forretningsrejse.
Men hun håbede at vi kunne træffes, måske i Danmark hos Jens Chr.
Efter middagssøvn hjemme, kørte vi til Pigna og Castel Victoria.
Kirken i Pigna er fra 1300 tallet med en meget overdådig altertavle fra 1500 tallet malet af  Giovanni Canavesio.

Middag hjemme omelet og salat med en flaske Rosese dertil.
Om aftenen hørte vi en god barokkoncert på husets gamle Grundig 3397. Det har været en dejlig dag.


Fredag 19/10
 Vi stod op til sædvanlig tid, d.v.s. lige før solen kommer op over bjergkammen ved halv 9 tiden. Idag er solen dog i konkurrence med nogle skyer, ca halv skyer og halv husarbukser! Elli har sovet godt. Peter føler at han ikke har lukket et øje, men han kan dog huske en drøm, hvor Helge Olsen fra Frederikssund blev sur på os, fordi vi havde brugt hans lejlighed og ikke rengjort den bagefter! Elli havde også drømt, vi var flyttet i lejlighed og så var det nemmere bare at feje skidtet ud! Sjovt at vi begge havde lejlighed og rengøring i vores drømme.

Elli skrev en mail med auto korrektur, starten på en mail til Shiela hendes skotske veninde, kom til at lyde: Dear Shiela snød Adolfo. !!

Vi kørte en tur til Dolceaqua for at købe ind til weekenden og efter en god frokost  med middagssøvn startede vores projekt Perinaldo med at køre halvdelen af vejen, parkere bilen og gå det sidste stykke op til toppen. Det gik ikke helt som planlagt.
Vi var lidt for optimistiske med hensyn til udgangspunktet for starten på vandreturen. Efter en halv times streng opstigning var der stadig meget højt og langt op til den lille samling huse på toppen, der udgør byen Perinaldo.
Elli sagde: STOP!! Og vi gik ned igen og startede bilen og kørte opad den smalle og stejle ensporede vej. Heldigvis var der ingen modkørende så alt gik godt og uden skrammer på den fine Citroën. Selve byen ligger på toppen af en bjergryg i 900 m højde og har den mest fantastiske udsigt 360 grader rundt. Men den virkede lidt uddød denne årstid. Vi så Giovanni Cassini's berømte observatorie udefra, det var desværre lukket, men så fandt vi den restaurant, som Mette havde skrevet om og hvor vi skulle gå på toilettet,hvad enten vi følte trang eller ej!  Udsigten fra toilettet udover dalen og Middelhavet var bjergtagende!

I aften skal vi spise på La Favorita, en restaurant lidt uden for Apricale hvor vi bestilte bord for et par dage siden. Det viste sig at være en fejl, for restauranten lå nærmest øde, da vi kørte der op og vi (Elli) besluttede, at her ville vi ikke spise. I stedet tog vi De Viale Delio ved starten af via Roma. Maden var god, men der var ikke hyggeligt.

Lørdag den 20/10 oprandt med strålende sol og varme. Vi gik en tur i Apricale og endte på torvet, fik en machiato og læste avisen og posten på iPad'en. Overalt i byen var der opslag om, at i eftermiddag sker der noget på Piazzaen kl 15! Det lød godt i vores ører.

Vi gik en tur og spiste frokost hjemme og var på piazzaen i god tid inden tre klar til at høre "the fat lady sing". Klokken blev tre og den blev halv fire og intet skete bortset fra at folk kom bærende med fade med mad og et hav af unger legede på pladsen. Så kom "the fat lady", men hun sang ikke. Hun kom meget anstrengt op ad trapperne med sine to pudler og sin bløde hat på hovedet og lignede Miss Marple. Hun sank træt ned ved et af bordene i cafeen og ordrede noget at drikke på fedt amerikansk. Hun var helt klart ikke en del af showet!
Kl. Halv fem, legede børnene stadig og de voksne gik rundt og snakkede og spiste lidt pizza og det blev klart for os, at det nok ikke Idag, at vi skulle høre hende synge. Vi gik hjem og satte os foran vores vindue, nød udsigten og ventede på at kirkeuret skulle slå de 5 slag, som var tegnet til at vi kunne nyde et glas rødvin med god samvittighed.

Middagen stod på italiensk nakkekam med kildevand. Det smagte dejligt og var godt for nattesøvnen!

Søndag d. 21/10 igen op til en dejlig sommer morgen. Dog er der lidt flere skyer på himlen i dag. Frugt, bacon, æg som det hører sig til på en søndag. Idag har vi planlagt en tur til Rivieraen, begyndende i Grimaldi. Her er nogle spændende grotter ved Balzi Rossi og vist nok nogle gode, uspolerede strande. Så må vi se hvad turen ellers fører med sig?

Turen til stranden viste sig at være lidt vanskeligere end vi havde regnet med. Samtidig med at vi skulle køre ned fra Apricale, havde flere hundrede motorcykler valgt at køre op ad de smalle veje, så det blev et rent helvede at være bilturist! Meget bedre blev det ikke da vi nåede stranden ved Ventimiglia. Et hav af mennesker, 34 grader tung varme og frisk vind og store bølger. Nogle få lå ved stranden og solede sig, men ingen badede, måske fordi der var hejst rødt flag?

Hvorom alting var, vi havde fået nok og længtes efter vores stille og dejligek dal med Apricale som juvelen i kronen. Vi vende øsen og køre tilbage til et sted, vi havde fået anbefalet af både Anna og Mette: La Molinetta lige udenfor Isolabone. Det skulle vise sig at være der perfekte valg. Et hyggeligt sted med en dejlig venlig atmosfære, så langt fra de turist prægede restauranter ved kysten. Og maden!  For første gang fik vi en hel menu, med antipasta, primo, secundi, dessert, espresso og til sidst husets regning et glas Limoncello likør. Alt var veltilberedt, og vi var enige om, at det var det bedste måltid i Italien indtil nu.
j
Hjemme i Apricale lå der mails fra Morris og Vega, Halfdan og Vera og Clara med svar på den lille opgave vi have sendt dem i morges. Alle havde fundet cyklen på tårnet!

Mandag den 22/10. Peter sov dårligt i nat og vi stod op til let støvregn. Så i dag har vi taget en slapper. En tur til Dolceaqua for at foretage nogle indkøb var heller ikke nogen succes, alt var lukket! Det hjalp dog væsentligt på humøret, da vi fik to pizzaer på torvet hos L'Osteria di Caterina!

Om eftermiddagen tog vi resten af turen nord og øst om Apricale. D.v.s. At vi tog fra piazzaen opad til vi nåede vejen, som vi fulgte mod øst indtil den løb sammen med Baiardo vejen. Det er et helt nyt stykke vej, som ikke er vist på nogen af kortene. Herfra fulgte vi så vejen tilbage til parkeringspladsen øst for byen.

Vi spiste lækker mad hjemme, og var enige om, at vi sagtens kan konkurrere med fleste af de restauranter, vi har besøgt!

Den rødvin vi mest har drukket er den lokale Rossese di Dolceaqua. En dejlig let vin til 9,5 €. En anden er Kalterersee Auslese fra Lago Caldaro Scelto, Classico Superiore 2011. Den er lidt billigere ca 7€ og også dejlig. Og så er den fyldt på flaske  af Kellerei Schreckbichl, det er ikke til at stå for!


23/10 Tirsdag -  sidste dag inden afrejsen i morgen kl 7.
Vejret tegner til at blive endnu en varm og flot solskinsdag. Vi har begge to sovet godt inat. Klokken er lidt over otte, Elli ligger på sit tæppe og gør gymnastik, jeg har lavet morgenmaden klar. Der er ikke mere morgengrød så den står på yoghurt og dejlig pære.

Lejligheden har fået en tur, så den nu er noget renere end da vi kom.

Ellers har det været en afslapnings dag. Vi tog en picnic nede ved den lille strøm på vejen mod Perinaldo. Om aftenen spiste vi hos Madame (restaurant Grotta della Lovanda). Den mutte russiske pige serverede og vi var de eneste gæster, knapt så hyggeligt
Det har været højsommervejr hele dagen næsten for varmt 28 grader vil jeg tro.

”Gør der kort!” siger Elli tit, når jeg sidder ved PC’en.  For lige at vise, at det er kunst jeg mestrer, kommer her dagbogen for 24 september, afrejsedagen:

Op kl 6,
afsted kl 7,
afleveret bilen uden skrammer kl 9,
Kastrup kl 14,
Hjemme kl 16.

En dejlig ferie var slut!!





21.8.11

Høflighed koster ingen penge

Arne lå i Møllekrog med Sylvig. Vi kørte derned med søndags morgenbrød, æg og bacon. I den hyggelige kahyt faldt snakken på det nærliggende Selsø slot, som havde sovet tornerosesøvn i næsten 150 år, før det blev vækket i 1972, hvor ægteparret Linder gik igang med at restaurere bygningerne og lave dem til museum. De er nu begge døde, men slottet er stadig museum og der holdes koncerter derude sommeren igennem.

Vi blev hurtigt enige om at vi skulle ud og gå en tur og at vi ville se slottet. Arne trak I-pad’en frem og på Google Earth så vi, at man kunne gå langs vandet uden om pynten og ind i bunden af den næste bugt. Herfra så man på kortet noget der lignede hjulspor i en lige linie den lille kilometer op til slottet.

Det er en ualmindelig smuk tur ud langs med pynten og ind i bugten. Til at begynde med var stien også nem at gå på, men efterhånden blev den til et smalt spor ovenpå et dige. Undervejs så vi et skilt foran en lille lund. Skiltet var nu ulæseligt, men jeg huskede, at der engang stod adgang forbudt. I skellet stod et af de tårne, som jægerene bruger.

Da vi endelig nede frem til det sted, hvor den tidligere omtalte hjulspor skulle begynde, begyndte det at være knap så let. Der gik ganske vist et skel mellem kornmarkerne med el-master til en drænpumpe, som lå bag diget. Skellet sluttede oppe i nærheden af slottet. Men dels skulle man forcere en hvede mark for at nå hen til masterne og hjulsporet viste sig desuden at kun være en smal stribe bevokset med højt græs og kæmpe tidsler. Det stoppede selvfølgelig ikke trekløveret og vi masede os besværligt frem. Da vi var kommet noget nærmere, så vi et kort glimt af en person, som forsvandt bag nogle buske oppe ved slottet.

Kort efter lød der et skud deroppe fra. Vi talte bagefter om, at både Arne og jeg med begivenhederne på Utøya i baghovedet, havde fået den samme tanke: at hvis der blev skudt på os, skulle vi kaste os ind i hvedemarken og hurtigt slå alarm på 112! Det blev selvfølgelig ikke aktuelt og noget senere måtte vi passere endnu en hvedemark før vi kom op og forcerede en indhegning om slottets afgrænsede område. Herfra førte en markvej op til bygningerne.

Arne og jeg smed os i græsset og lå og pustede, mens Elli fortsatte op ad hjulsporet. Vi lå og kiggede dovent efter hende, mens vi nød det dejlige solskin. Pludselig så vi ud ad øjenkrogen, at Elli ikke længere var alene. Hun stod overfor en jagtklædt mand med en stor brun ruhåret hønsehund. Manden sagde et eller andet, vi kunne ikke høre hvad. ”Nå, nu får vi nok at vide, at vi er på gale veje”, sagde jeg til Arne, ”men den klarer Elli helt sikkert!”. Vi rejste os og skyndte os op mod dem.

Nu så vi, at Elli gav manden hånden. Da vi kom helt hen gav vi også hånd og præsenterede os. ”Knud Rasmussen, skytte på Lindholm gods”, svarede manden. Bag ham så vi nogle bure og rundt om dem myldrede det fasankyllinger. ”Ja, jagten er lejet ud til nogen Københavnere. De betaler over 200.000 kr til godset om året og de ser ikke med venlige øjne, hvis der færdes uvedkommende og skræmmer vildtet bort.” . Han fortsatte: ” Jeg er jo ikke interesseret i at de render op til von Plessens og klager over, at jeg ikke passer mit arbejde. Baronessen er såmænd elskværdig nok, men baronen! Han tænker kun på en ting, penge! Kigger du i hans ene øje ser du et € tegn og det ser du forresten også i det andet. Og så bruger han pengene – ja jeg siger det lige ud - til tant og fjas og ikke en krone på vedligeholdelse af godset! I sku’ se det!”.

Han fik talt sig varm og måske slap der lidt mere ud, end han egentling havde villet, men til sidst sagde han: ” Ja, jeg har jo ellers ikke noget problem med uvedkommende, som færdes på jagten. Bare man taler pænt og ordentlig til dem, går det alt sammen. Arne og jeg nikkede anerkendende, mens Elli blev fjern i blikket! Jeg beklagede, at vi havde gået ind, hvor det var forbudt, men vi havde ikke vidst bedre og vi ville selvfølgelig gå ad landevejen hjem til båden. ”Alt forladt!” svarede skytten, ” nu følger jeg jer op til alléen og derfra kan i gå direkte op til kirken og videre ned til jeres båd! Da vi skiltes oppe ved alléen, sagde jeg tak for denne gang og at vi trods alt var glade for at have mødt ham.

Men aldrig så snart at han var udenfor hørevidde sagde Elli: ”Det er jeg nu ikke helt enig i !!”. Vi kiggede på hende med øjne så store som the kopper! ”Jo”, sagde hun. ”I skulle se ham, da jeg mødte ham til at begynde med. Han kom mod mig med hunden i kort snor og sagde bistert sit navn og at han var skytten på godset og at vi ikke havde noget at gøre her. Jeg gav ham min hånd og præsenterede mig som Elli Toksvig og fortalte, at vi lå med en båd nede ved Møllekrog”. ”Jeg er skide ligeglad med hvad du hedder!”, svarede han. Jeg sagde, at det vel var almindelig høflighed, at jeg præsentere mig, når han nu havde sagt sit navn og lidt efter lidt tøede han jo op, da I kom til, så han har måske bare haft en mindre god dag?

På vej op til kirken kom vi til at tale om en pudsig sprogforbistring, som Jo og Nico – Elli’s familie fra Holland – havde haft på en cykletur netop til Selsø kirke for mange år siden. De havde set en gravsten med en for dem mystisk, hollandsk lignende indskrift og de havde spurgt Elli, hvad meningen var. På den pågældende sten stod der: DE POT IN DE HAVER ovenover over navnet på den afdøde. Den danske oversættelse: ”Gryden i havren” gav ikke megen mening. Det var først da Elli så det på skrift, at 10 øren faldt: Manden under stenen havde været Depotindehaver i levende live! Vi har tidligere set stenen, men fandt den nu ikke denne gang. Tilgengæld lå der dog både en sparekasse kasserer og forhenværende bankdirektør.

Turen langs landevejen tilbage til båden har udsigt over et stort vådområde, som er et reservat for hunderedvis af svømmefugle. Helt nede ved broen er der et fugleudkigstårn. Herfra kastede vi et sidste blik ud over det smukke landskab og med dette syn på nethinderne, var vi helt afslappede, da vi skiltes ved båden. Arne sejlede videre og vi kørte til hjem til Frederikssund overbeviste om, at høflighed i reglen betaler sig!

15.1.11

Først kom Morris og Vega

Morris og Vega nytår 2010


Så kom Halfdan og Vera

Halfi og Vera JAN 2011


Og nu venter vi bare på Clara og Frida!!

25.9.10

Held i uheld på Sicilien

Engang i august bestilte vi turen til Sicilien hos Kipling rejser, som har til huse her i Frederikssund. Samtidig bestilte vi 10 rummeter brænde til vinteren hos vores sædvanlige leverandør på Vallø gamle savværk syd for Køge. Han leverer virkelig godt brænde, men han er ikke helt stabil, når det gælder om at få leveret til aftalt tid. I tidens løb har vi hørt på utallige forklaringer på hvilke maskinnedbrud, der nu var skyld i, at det desværre alligevel ikke kunne lade sig gøre komme som lovet.

Jeg gjorde derfor en del ud af at fortælle, at vi var bortrejst fra 7. til 14. september og at vi under ingen omstændigheder ville have brænde liggende i indkørslen og signallere til indbrudstyven, at her er ingen hjemme, så det bare var at forsyne sig. ”Det passer mig fint, jeg leverer brændet i Frederikssund lørdag den 4. september” mailede den rare mand fortrøstningsfuldt tilbage. Det beroligede os og vi kunne istedet koncentrere os om rejsen til Sicilien.

Den rejse, vi havde købt, var en såkaldt individuel kulturrejse, som omfattede fly fra Kastrup til Sicilien og retur, leje af en lille bil med fri kilometer, samt overnatning på 3 forskellige agriturismo’er eller landhoteller, som Kipling har aftale med. Det hele er betalt hjemmefra og det viste sig at fungere over al forventning.

Lørdag de 4 september oprandt og vi holdt os hjemme hele dagen for at kunne modtage brændet og få det kørt væk og stablet inden afrejsen om tirsdagen. Om aftenen kunne vi konstatere, at et eller andet i Vallø igen var gået galt. Hvad det var vidste vi ikke, for vi hørte ikke en lyd og det var sådan set også ligegyldigt. Da jeg ikke kunne få fat i manden på telefon, sendte jeg en sur mail til ham om, at han ikke havde holdt aftalen og at vi ikke ville have leveret noget før 14 dage senere og at vi ville have besked en dag i forvejen.

Tirsdag fløj vi så med Cimber Sterling til Catania. Fire timer senere, kl . 8 om aftenen stod vi i Catanias lufthavn. Hos biludlejeren Europcar talte de kun italiensk og manden bag disken fyrede en hel remse af hvori jeg kun opfattede ordet: automatico. For ikke at virke alt for ubegavet svarede jeg: ”Si, Si!” som tegn på, at det var OK med os. Kort efter var vi udstyret med nøgler og lejekontrakt på den bil, som skulle befinde sig på plads A34 på en kæmpe parkeringsplads et sted langt uden for lufthavns bygningen.

Det var allerede bælgravende mørkt , så selv om vi ret hurtigt fandt plads A34, så var der tilsyneladende ingen biler, der passede til vores nøgle. Jeg var lige ved at gå tilbage til kontoret, da Elli fik øje på noget mellem to biler. Det viste sig at være en SmartCar. ”Nej ved du hvad? Det kan ikke passe, den kan vi overhovedet ikke være i. Du må gå tilbage og få en anden!” sagde Elli. ”Ah lad os nu lige prøve og se, jeg tror den er ok hernede på de små veje”. Svarede jeg så overbevisende som jeg kunne. Faktisk var jeg var jeg selv langfra overbevist, men jeg orkede ikke at gå tilbage til kontoret , hvor de kun talte italiensk.

Det viste sig hurtigt, at der var lige nogle ting, som skulle falde på plads før vi blev rigtig glad for bilen. Den har kun to sæder – man kan kalde dem forsæder eller bagsæder efter temperament. Bagagerummet var første prøve. Ikke fordi det var lille, for det var det, men fordi vi ikke kunne lukke det op. Der var tilsyneladende hverken håndtag eller knapper eller nøglehuller til at åbne med. Vi trykkede på fjernebetjeningsnøglen, rykkede i alt hvad der kunne rykkes i, lige meget hjalp det bagagerummet var og blev lukket. Jeg måtte bide i det sure æble og gå til bage til Europcar og tilstå. En ung mand fulgte villigt med ud, rykkede i bagklappen, åbnede vinduet ovenover og slog klappen ned ! Voila! Så nemt var det.

Til vores overraskelse kunne begge kufferter og en rygsæk plus det løse lige akkurat være der og vi satte os ind for at starte på ferien. Men ak! Så let skulle det ikke være. Første problem: hvor sætter man nøglen i? Vi rodede rundt i mørket omkring rattet , hvor den slags plejer at skulle sidde. Men der var intet! Endelig efter nogen tids forløb, hvor irritationen begyndte at stige, sagde Elli: ” Hvad med den der nede mellem sæderne?”. Jo, det var den. Nøglen i og lad os så komme afsted. Intet skete udover at der kom lys på instrumentbættet. Uanset om jeg drejede, skubbede eller rykkede i nøglen, var bæstet ligeså dødt som en sild!

Jeg måtte gå den tunge gang tilbage til min ven fra før og tilstå at jeg heller ikke kunne finde ud af at starte bilen. Han sende mig et sigende blik, der antydede, at sådan en gammel fyr burde holde sig fra at køre bil. Men han gik, som før, villigt med, satte sig ind, drejede nøglen og bilen startede i samme øjeblik! Forklaringen lå i automatgearet. Bilen starter kun, hvis gearet står på Neutral og man samtidig trykker på bremsen. Det ku’ de nu godt have fortalt på forhånd.

”Nu har vi styr på det!” sagde jeg og kørte frem. Parkeringspladsen var stor. Og med ensrettede vognbaner, var det ikke helt let at finde frem til udkørslen. Pludselig opdagede vi kørte mod færdselsretningen, da der kom biler mod os og vi fik hornet! Jeg skyndte mig at sætte gearstangnen på Bak og gav gas for at komme væk. Men nøjagtig som tidligere var den helt død. Vi stod og spærrede og folkene i den modkørende bil stirrede olmt på os. I desperation fik jeg drejet bilen op på et fortov, så de modkørende kunne komme forbi og vi kunne fortsætte fremad den gale vej, til vi endelig slap ud og kom på motorvejen med retning mod Etna og vores første stop. Så selv om vi endnu ikke havde lært at bakke med bæstet , gik det forrygende først ca 5o km af motorvejen mod Taormina og derefter ad små listige bjergveje op ad Etna.

Vores GPS var indstillet på Etna Lodge, en tidligere vingård beliggende mellem Etna og Middelhavet. Det skulle vise sig at være et fantastisk charmerende sted, ikke mindst på grund af ejerne, danske Ingrid og sicilianske Enrico. Etna Lodge var fuld af af charme og der var udsigt til Etna, Middelhavet, Calabrien og Taormina.
GPS’en er en virkelig god opfindelse, især når man skal navigere i mørke ad smalle veje uden synlige vejskilte. Vi kørte, som om vi ikke havde bestilt andet og stod tilsidst foran en lukket gitterport. Et tryk på en knap i væggen fik porten til at åbne sig og vi kørte af en smal, stejl vej op til huset, hvor Ingrid stod og bød os velkommen med åbne arme, som om vi var gamle venner. Det var en dejlig velkomst at få og vi følte os straks hjemme her og begyndte at snakke om, at det var dog ærgerligt, at vi ikke kunne blive her hele ugen. Vi skulle egentlig have været at andet sted, men der var optaget. Til gengæld får I ”Suiten”, og det bliver I ikke kede af! , som Mette fra Kipling rejser havde skrevet til os. Hun fik ret.

Suiten viste sig at være en hel lille lejlighed, med stort soveværelse, forstue, stort dejligt badeværelse, toilet med vaskemaskine, terrasse med udsigt til Etna og hele vejen rundt til kysten mod Italien. Og så var der næsten som det bedste af det hele: et helt privat friluftsbrusebad med varmt og koldt vand, omkranset af bambus. I de tre dage vi boede på Etna Lodge, brugte vi ikke det almindelige badeværelset en eneste gang. Det er så fedt at bade ude i den dejlige, lune luft under åben himmel.

Vi fik at vide, at der lidt ned ad bakken lå en fællesbygning , hvor der var mulighed for at få vin, vand eller kaffe eller bare sidde og nyde udsigten. Morgenmad var kl . 9 og der var middag kl 20:30. Resten kunne vi snakke om i morgen. Vi hentede en kølig flaske hvidvin og satte os på terrassen og slappede lidt af efter en lang dag, inden vi gik i seng.

Ved morgenbordet mødte vi de andre gæster, tre par omtrent på vores alder, der var vist kun en der stadig arbejdede. De ene par fra Hjørring havde været der i et par dage og delte rundhåndet ud af tips og erfaringer, som vi kunne bruge. Vi sad allesammen ved et stort bord udenfor huset med en pragtfuld udsigt.
Vi besluttede at køre en tur på Etna’s nordside og besøge nogen af de små byer, som alle lå højt oppe på toppen af de små bjergtoppe, som rejste sig stejt over terrænet. Siciliens historie er en lang beretning om krigsherrer, som på skift har underlagt sig landet. Det har alle dage været et uroligt sted, så der er nok en god grund til, at de har bygget deres byer som fæstninger. Vi ville slutte med et se en berømt slugt: Gole dell’ Alcantara.

Men først måtte vi lære at bakke med SmartCar’en. Det var let, en af de andre danskere fortalte at man bare skulle træde på bremsen før man satte i bakgear. Så let var det.
Gole dell’ Alcantara er en dyb kløft, som er dannet ved sammenstødet mellem vulkansk magma og en iskold flod. Derved blev der slynget lavaprismer op i utrolige former og det hele ser uvirkeligt ud. I 1950 blev stedet opdaget af en film instruktør fra Taormina. Han fik bygget en indviklet sti ned til bunden og optog den første af flere film fra stedet.

Idag er der hugget en elevator ind i klippen fra parkeringspladsen foroven og ned til floden. Det er yndet turist mål. De fleste lejer grønne waders, som lystfiskerne bruger og så vandrer de gennem den stride strøm langt ind i kløften. Det er lidt sjovt at se alle de grønklædte mennesker med gummistøvler til op under armene. Jeg kunne da heller ikke undgå at bemærke de mange unge, solbrændte italienske piger, hvor kun hoved, skuldre og det øverste af brysterne stak op af det grønne gummitøj!

Vores besøg i Gole dell’ Alcantara blev kortere end vi havde beregnet. Vi valgte gummitøjet fra og var indstillet på at bade i almindeligt badetøj, som flere andre iøvrigt gjorde, selvom vandet kun var 10 grader. Luften var trods alt 29 grader og solen skinnede ned på hele sceneriet. Da vi kom ud af elevatoren, så vi til venstre en brusende strøm ca. 30-40 meter bred med masser af små klipper og laguner, hvor folk morede sig med at prøve at stå fast, med eller uden gummitøj.
Elli gik et par skridt foran mig på vej ned mod floden og det var umuligt ikke at følge med i alt det, der var gang i ude i vandet. Pludselig ser jeg hende gå ned på knæ og som i slowmotion knække sammen og ramme klippegrunden, først med hænderne, så med kroppen og til sidst med ansigtet. Man tror ikke sine egne øjne. Jeg for hen til hende og sammen med et par andre, fik vi hende på højkant. Blodet flød ud af næsen, hudafskrabninger på hagen, næsen og og begge knæ. ”Mine hænder og min ryg!”, jamrede hun. Hun havde ikke set en lille forhøjning på stien og var snublet.
Hurtigt blev hun hjulpet til at sidde på en stol og elevatormanden tilkaldte en samarit.

Han kom lynhurtigt og foretog en grundig undersøgelse. Han mente ikke der var brækket noget, men rådede os til at få taget et røntgenbillede på hospitalet i Taormina for en sikkerheds skyld. Han fremskaffede også en stor pose is til at lægge om hånden, der allerede var begyndt at hæve. Vi var meget imponeret af deres hjælp og saglighed.
Ikke mere sigtseeing for vores vedkommende den dag! Elli orkede heller ikke at tage turen ind til det overfyldte turist sted Taormina og sidde og vente på en skade stue. ”Jeg tror virkelig ikke, at der er brækket noget. Hvis man trækker i fingrene eller trykker på hånden gør det ikke så voldsomt ondt , som hvis der var brækket noget”, sagde hun og vi besluttede at køre hjem til Etna Lodge.

Vi kunne snyde for hospitalet i Tourmina, men vi kunne ikke snyde Ingrid, vores vært! ”Enrico!!!!” råbte hun da hun havde fået syn for sagen. Ingrids mand , Enrico er sicilianer og han viste sig at være en af sødeste, sjoveste og mest underspillede mennsker vi har mødt i lang tid. Da han dukkede op så vi en lille, grå mand i tredserne som stille påhørte Ingrids forklaring på engelsk med en god dansk accent.

”I’ll call my good friend the doctor and ask him to come over and have a look!” og han ringede til sin lægeven, som dog ikke var på vagt den dag. ” Så kører vi ned på skade stuen i Linguaglossa, kom sæt jer ind i min bil, vi kører med det samme!”. Når besøget på skadestuen, hvor de undersøgte Elli grundigt og effektivt, engang er glemt, så vil vi huske samtalen i bilen. Vi fik historien om hvordan Enrico for 15-20 år siden fandt ud af, at familien ejede et stykke jord og en ruin på Etna’s øst side. Hvordan han fandt det støvede dokument, som bevidnede familiens ret til jorden og hvordan han fik taget utallige fætre og kusiner i ed på, at de afstod denne ret for til sidst overfor en notar at få det nu gældende skøde. I 15 år havde de to så bygget ruinen om til det charmerende sted, som vi nu havde glæde af sammen med mange.

”Og hvad laver I så når I er hjemme?” ville han vide. Vi fortalte at vi var pensionister, om børn og børnebørn, om hus og sommerhuset og båden i Stege. ” I bor jo tæt på godt sejlvand, sejler du og Ingrid ikke?”, spurgte jeg. Og så kom det - sammen med Siciliens mesterskabet i underdrivelse - ” No we don’t, I only have sailed singlehand over the Atlantic ocean twice, but otherwise, no!”
Alene over Atlanten to gange og det var ikke noget at tale om! Men vi fik da lokket historien ud af ham. Under en af Libanons krige måtte nogle velhavende libanesere flygte fra Beirut til USA. De kom af sted over hals og hoved og nu lå deres beslaglagte lystyachter i Beirut’s havn. Enrico fik i New York en aftale med en af dem hvor han påtog sig at ”stjæle” en af disse yachter og sejle den tilbage til ejeren i USA!

”That was really nothing, there was plenty of wine and food on board” fortalte han og fortsatte, at han havde fået penge med for betale havnepolitiet i Beirut for at kigge den anden vej. Det eneste problem var at egentlig, at han ikke havde nogen gyldige papirer på skibet og derfor ikke kunne gå i havn undervejs fra Beirut til New York. Da hen endelig kom frem til USA’s sømilegrænse kaldte han US Coastguard op på radioen og bad om tilladelse til at gå i havn. ”Do you have valid ship papers?” ville de vide. ”No papers!” svarede han. ”Then you must stay outside, you can not enter USA waters!”
”Jeg kommer alligevel ind” svarede han og forsatte ind mod kysten. Kort tid efter blev han bordet af kystvagten og forhørt.
”Where do you come from?” var første spørgsmål.
”Beirut!” svarede han.
”Which state?”
”Libanon, Middle East!”
"Klap!!”
sagde håndjernene og Enrico blev overført til kystvagt båden, der bugserede yachten ind . Han selv røg direkte i fængsel. ” Heldigvis havde jeg set mange amerikanske krimier og vidste, at man altid har ret til et telefonopkald!, sagde Enrico så med et skævt smil. Han ringede til sin advokat, der fik ham fri.
Senere fik han en aftale med en af de andre rige libanesere, som også havde en båd i klemme og han tog turen alene over Atlanten engang til. Han sagde ikke noget om, hvad han selv havde fået ud af det, men mit gæt er overskuddet har været med til at financiere købet af Etna Lodge, men det er selvfølgelig kun mit ukvalificerede gætteri!

Tilbage fra den begivenhedsrige tur til skadestuen i Linguaglossa var der lige tid til at lægge os på sengen og puste ud inden Ingrid havde serveret middagen udenfor ved bordet i det lune nattemørke kl. halv ni. Det veltalende par fra Hjørring var rejst videre og der var kun de andre to par fra i morgens plus os selv omkring bordet. Elli’s ene hånd var begyndt at svulme pænt op og vi måtte selvfølgelig fortælle, hvad der var sket. ”Du skal have et støttebind på!”, sagde en af pigere. Hun rejste sig og kom tilbage med bind og tape og lagde en professionel forbinding. Hun fortalte, at hun var sygeplejerske . ”Du skal tage den af, når du kommer i seng iaften og i morgen lægger jeg den på igen.”, sagde hun.

Ingrid havde tryllet i køkkenet og stemningen om bordet steg, måske også takket være husets kraftige rødvin. Ovenpå eftermiddagens begivenheder var det herligt at føle at nogen interesserede sig for, at Elli skulle føle sig godt tilpas og snart gik snakken livligt omkring bordet. De to par kendte øjensynlig hinanden godt og de fortalte at de boede i Nordsjælland. Vi kunne ikke helt følge med i hvor og hvordan. Det må de også have fornemmet, for pludselig sagde Kirsten, hende, som havde lagt forbindingen: ” Ja! Nu må vi hellere lægge kortene på bordet!!”
Vi havde godtnok mærket, at der lå en slags nyforelsket stemning i luften, men vi følte nu ikke at vi behøvede nogen forklaring. Kirsten fortalte at hun og den anden kvinde, Hanne, havde været veninder i mange år. Men for to år side havde de begge mistet deres ægtefæller med få måneders mellemrum. Og på en golfrejse senere havde de så mødt Erling og Henning, som også var blevet alene. Nu var de sammen på rejse med Kipling.

Der var hyggeligt omkring bordet og vi snakkede og morede os. ”Det er sjovt, at du bor på Ulvemosevej i Rungsted , Hanne”, sagde jeg, ”der har jeg cyklet forbi i mine første fem skoleår!” . To af de andre boede i Hørsholm og en i Lyngby, så vi begyndte næsten at føleat vi kendte hinanden! Og vi var nærmest i familie, da vi fandt ud af, at Kirsten var datter af vores gode venner Otto og Grethe Holm i Stubbekøbing!

Næste dag tog vi den lidt med ro. Vi var oppe på Etna i 2100 meters højde, hvorfra man med firehjulstrækkere kunne komme helt op til krateret. Vi nøjedes med at gå en tur og tage de enorme størknede lavamasser, som var løbet ned over siden ved sidste udbrud i øjesyn. Senere var vi nede ved kysten, hvor vi badede i det mest vidunderlige azurblå og 25 grader varme vand.

På Etna Lodge serveres kun middag hveranden aften. Vi spiste på en restaurant i Linguaglossa, som vi fik anbefalet af Ingrid. Også her skabte Elli’s hånd kontakt. Da vi kom ved otte tiden var restauranten tom og vi fik et bord ved vinduet. Da vi havde bestilt fik, hvad der senere viste sig at være værtinden, øje på Elli’s hånd, som så pænt stor og lidt blåsort ud over forbindingen. ”Mama mia!! Råbte hun og tog den i øjesyn. ”Crema, crema!” gentog hun og gned på hånden. Vi blev efterhånden klar over, at hun mente at vi skulle køre ned til et nærliggende farmacia og få fat i en speciel creme, som skulle hævelsen til at mindske og lindre smerterne. Det var bare en kilometer tilbage ad vejen og så lidt til venstre.

”Jamen vi har jo lige bestilt maden!”, indvendte jeg. ”No Problem, maden får I, når I kommer tilbage. Se nu at komme afsted inden de lukker!” . Og så var det bare at få vendt Smartcar’en og trille ned og gøre, som der var blevet sagt. Da vi efter nogen tid vendte tilbage var restauranten stuvende fuld af mennesker, der alle sad og ventede på at blive betjent. Vi satte os ved ”vores” bord ved vinduet og et øjeblik efter blev der serveret for os, mens alle de andre, som sad og ventede, må have tænkt at vi var nogle særligt vigtige gæster!

Etna Lodge


Den nat blev det et Herrens vejr, ganske som der står i eventyret. Et tordenvejr drev ind over Etna og os med styrtregn, lyn og torden. Vi vågnede ved bragene og lysglimtene og Elli sagde: ”Bare det dog ikke vækker Etna, så den kommer i udbrud!” . Det var uhyggeligt at se glimtet og i samme øjeblik at høre det enorme brag lige over vores hoveder. Langsomt drev det over og fortonede sig i fjerne og vi kunne forsætte den afbrudte søvn.

Om morgenen på rejsens 4. dag var alt vådt og klamt og vi spiste for første gang inde i Ingrids hyggelige køkken. Kirsten lagde en ny forbinding på Elli’s hånd og vi genopfriskede den gode stemning fra forrige aften. Men idag var ikke desto mindre dagen, hvor vi skulle videre. Det var med blandede følelser, at vi skulle forlade det sted, hvor vi var blevet modtaget så hjerteligt af Ingrid og Enrico og hvor vi havde haft det så hyggeligt. På den anden side lå Kiplings turbeskrivelse for dagens etape i baghovedet og den trak den anden vej:

”Køreturen fra Etna gennem Nebrodi-bjergene er alene en rejse værd. Det er Etna fra de flotteste sider og en tur der når op i godt 1.500 meters højde, inden der køres ned til nordkysten for at fortsætte til Pettineo, der ligger nær Nebrodi-bjergene, historiske Tusa og kun 7 km. fra Middelhavet. Pettineo er en lille hyggelig bjerglandsby med bare 2.000 indbyggere. Byen har herlige stejle gader, små hyggelige cafeer, købmænd og et ugentligt marked. Pettineo ligger godt 300 meter over havets overflade, hvilket gør udsigten over havet og de omkringliggende bjerge og bjergbyer til særklasse. Øverst ligger ruinen af det 600 år gamle Castello dei Ventimiglia. Den største oplevelse er dog Casa Migliaca. Leder du efter drømmen af atmosfære og god stemning og efter mad i Siciliansk særklasse er Casa Migliaca stedet. Det 400 år gamle olivenoliepresseri ligger i udkanten af Pettineo i Nebrodi. Ejerne Sebastiano og Maria Theresa har gjort stedet helt unikt med en fabelagtig restaurering iblandet stedets atmosfære. Har man først boet og ikke mindst spist her, glemmer man det aldrig. Casa Migliaca kan ikke anbefales nok – det skal kort sagt prøves.
Morgenmad og aftensmad med vin til maden er inkluderet.”


Om det var det sidste, der gjorde udslaget, skal jeg lade være usagt, men i hvertfald blev der sagt behørigt farvel med kys og kram og på gensyn og vi startede vores minibil med GPS’en indstillet på Casa Migliaca. Kipling havde ikke overdrevet. Det blev en enestående smuk og spændende tur. Efter picnic i det frie i Nebrodi bjergene kom vi ud til kysten for at tage motorvejen de sidste 30 -40 kilometer, inden vi atter skulle dreje op i bjergene til Pettineo.

I et land, hvor vi havde set dusinvis af nedlagte fabrikker og hvor skrald og affald flød mange steder, måtte vi undre os over Sicilianernes prioriteringer. Det var nok en af Europas dyreste og mindst trafikerede mortorvejsstrækninger, der lå her. De 237 kilometer motorvej fra Messina til Palermo bestod næsten udelukkende af tunneler sprængt gennem klipperne og forbundet med over 100 meter høje vejbroer i beton. Egentlige vejstrækninger forekom først, når man nærmede sig Palermo. Vi blev enige om, at det nok var EU der stod for financieringen og mafiaen for en del af udbyttet! For Elli’s ryg blev mødet med motorvejen en pinefuld oplevelse på grund af endeløse bump fra broernes mange fuger.

Da vi endelig kunne komme af, kom vi uforvarende til skyde genvej ind over bjergene, istedet for at tage den ordinære kystvej og køre op i landet lidt længere henne. GPS’en accepterede den nye rute uden at protestere! Men det skulle derimod snart vise sig, at både Smartcar’en og Elli havde grund til det. Turen førte os ad stejle æsel stier i vilde hårnåle sving opad og opad og længere og længere væk fra beboede omåder. Det var ikke sjovt! Men langt om længe blev grusvejen trods alt erstattet af asfaltvej og endnu senere blev den endda tosporet og pludselig stod vi foran endnu en gitterport. Vi havde skudt genvej direkte til Casa Migliaca.

Denne gang skulle man melde sig i et samtaleanlæg, hvorefter portene langsomt åbnede sig og vi kørte ned ad en smal, stejl bjergvej til et at de mest fantastiske steder, vi endnu havde besøgt. Det hele var bevokset med ældgamle oliventræer. På en lille parkerings plads stod et par biler og bagved så vi konturerne af selve gården over trækronerne. Da vi kom frem til huset , blev vi modtaget af en ung mand, som på perfekt engelsk bød velkommen og præsenterede sig som Luca, søn af ejerne på stedet.

Huset var en stor firkantet bygning bygget af brune, groft tilhuggede sten. Man kunne se, at den havde stået der i århundreder. Der var to etager og en lang, udvendig trappe førte op til 1 sal. I stuen var der 4-5 værelser med adgang til haven og i det gamle olivenpresseri var der indrettet en fælles spisestue. På første sal var der en forstue, en fælles dagligstue, et køkken og nogle værelser. Luca viste os rundt og førte os tilsidst op i vores værelse på første sal.
Luca fortalte, at det var hans familie, som havde haft stedet sidet 1700 tallet. Det var tydeligt at se på indretningen af de mange rum, at det var samme smagfuldhed og respekt for tingene, der havde rådet i gennem år. Køkkenet var også kun ændret med de nødvendige moderne installationer, men var ellers som det må have fungeret altid. Der var et stort bord i midten og vi fik at vide, at her kunne vi selv lave vores morgenmad. Der var alt til faget henhørende i køleskabe og på bordene. I hjørnet af køkkenet førte en stejl trætrappe ned til det rum, hvor vi skulle spise til aften.

Vores værelse var stort med højt til loftet. Der var en lille altan omkranset af blomstrende bouganville og med udsigt ud mellem bjerge helt ud til havet. Der var også et bibliotek eller i hverttilfælde en bogreol, som var helt unik. De fleste af bøgerne var trykt mellem 1730 og 1750 og var indbundet i lyst skind. Det var mest religiøse bøger, så vi regnede med, at der har været præster blandt forfædrene. Men der var også en regnskabsbog fra 1802, hvor alle udgifter var indført fra dag til dag med den mest sirlige skrift, man kan tænke sig. Vi nød en flaske af husets gode vin på terrassen inden middagen.

Alt i dette hus var som nævnt noget særligt, men det rum, hvor vi om aftenen samledes med de øvrige gæster og værtsfamilien tog nu alligevel prisen. Det var et stort højloftet rum, i den ene side stod en olivenpresse og nogle køkkenborde. Den anden side domineredes af den oprindelige olivenpresse, der bestod af et cirkulært stenbord ca. 5 meter i diameter. Da det fungerede som presse, hældtes olivenen ud på bordet og et æsel trak en stort stenhjul rundt og rundt, mens olien flød ned gennem hullet i midten.
Nu var både æsel og stenhjul sendt på pension og istedet kunne man sidde 24 mennesker og spise rundt om bordet. Midt på var en 3,5 m karrusel af mørkt træ - en lazy Susan i overstørrelse!. På den blev mad og vin sat og den kunne så drejes rundt efter behov, så alle kunne nå. Det sjove ved at rejse på denne måde er at møder både nye mennesker og folk, man har truffet på et foregående sted. Således også i aften hvor vi genså fire som vi havde mødt den første dag på Etna Lodge. Men ellers var det nogle nye Kipling rejsende , et ungt hollandsk par, samt ejerne Sebastiano og Maria Theresa, der - foruden Luca - denne aften tog plads omkring det runde bord.

Vi var lidt imponeret af, at værtsfolkene orkede at sidde til bords med fremmede og ofte dansktalende mennesker aften efter aften. Men de så ikke ud til at være blevet trætte af det. For os og for stemningen omkring bordet var det en stor fordel , at de var med. Marie Theresa var en fin lille dame, måske lidt over 70 år gammel og elegant i sort . Udover italiensk kunne hun lidt fransk. Dermed kunne hun få en lille snak med Elli. Ellers var sproget engelsk, men mest dansk. Sebastiano havde stort gråt hår og buskede øjenbryn og Elli syntes, at han lignede filmskuespilleren Marcello Mastroianni som gammel!

Middagen var himmelsk! Et utal af lækre retter blev båret ind sammen med en lind strøm af flasker med husets røde vin. Vi så næste dag, at det var Marie Theresa selv, der stod for madlavningen med hjælp af en dame fra byen. Fra morgenstunden blev der båret kurve med friske råvarer ind, mange blev hentet i køkkenhaven. Og det var slowfood, lavet fra bunden over det meste af dagen. Stemningen steg. En ville vide hvad der var sket med Elli’s hånd. Og historien om Elli’s slowmotion fald blev fortalt igen.
”Og du er sikker på at den ikke er brækket?” blev der spurgt.
”Ja!”, svarede hun og fortsatte med stor bestemthed, ”Når man trækker i fingrene og det ikke gør ondt, så er den ikke brækket!”
”NÅ!!”, kom det med høj røst fra en af de nyankomne danskere. Jeg syntes at der lå lidt mere i det NÅ end bare et NÅ og spurgte: ”Er du læge?”.
Ja,det var han, han havde været ortopæd kirurg! - og han mente iøvrigt, at det var mere kompliceret at fastslå om der var brud i hånden eller ej end Elli's skråsikre diagnose.

Vi lærte ham at kende i løbet af turen, hvor han fortalte, at han senere var blevet speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme og at han og hans kone boede på Mors. De var nu pensionister, som vi. De havde børn og børnebørn i udlandet som vi. Deres børn ejede et sommerhus i Danmark, som de passsede som vi, så der var en del at snakke om.

Næste dag kørte vi på sightseeing i omegnen. Vi besøgte bl.a. den historiske by Cefalu, der ligger ved havet for foden af den knap 300 meter høje klippe Rocca di Cefalu. Byen, med sine ca. 15.000 indbyggere, har en berømt katedral, mange spændende gader og hyggelige cafeer. Det var for øvrigt her filmen ”Mine aftener i Paradis” blev optaget.
Når man siger Sicilien har man næsten også sagt mafia. Den lille fiskerby Castellammare del Golfo, som vi besøgte senere, har en blodig fortid, som plaget af mafiaen. I 1950’erne havde omkring 80% af den mandlige befolkning været i spjældet og de dødbringnende mafiakrige gjorde at landsbyen blev Siciliens vigtigste udskibnings havn til USA. I dag joker de lokale med, at der blev dræbt så mange gamle mafiosi dengang, at der nu kun er de aller dummeste indbyggere tilbage. Om det passer er jo svært at sige, men vi så mange, især yngre mænd, der klædte sig som mafiosi med sort tøj, spidse blanke sko, guldkæder, tatoveringer og lækkert hår! Helt ærligt, så synes vi ikke de så for kloge ud.

En af dem så vi, da vi sad på torvet i Cefalu nedenfor Monreale Katedralen. Kirken er bygget i 1130 af kong Roger II og har flot facade med to tvillinge tårne. Fra pladsen fører en meget bred og høj trappe op til kirken. Kirkepladsen er kantet med fortovs restauranter, og i det dejlige vejr, var der godt besøgt. Pludselig kører en vogn ind til højre for trappen, hvor der ellers kun havde været gående trafik. Ud stiger tre mænd bevæbnet med store cameraer. Efter dem kommer et brudepar. Bruden var ung og skøn i det helt store hvide skrud, gommen var noget ældre klædt i sort. De bevægede sig halvt op ad trappen og gjorde front mod pladsen. Der lød spredte klapsalver fra gæsterne på restauranterne, mens de tre fotografer dirigerede og masede med brude parret. Endelig var de tilfredse. Bruden smøg sig kælent omkring sin kommende herre og mester, mens han stod solidt plantet med hænderne i lommerne med en umiskendelig og tilfreds ejermine! ”Jeg tror sgu’ at han har dræbt hendes far og stjålet hende!” hviskede Elli grinende.

Casa Migliaca



Alt får en ende og de to dejlige dage i Casa Migliaca gik alt for hurtigt. Vores sidste sted lå helt i den vestlige ende af Sicilien. Det blev en køretur langs den smukke nordkyst via Cefalu og Palermo til Castallamare Del Golfo. Her var der kilometer lange sandstrande med masser af plads og vi var ikke længe om at komme af tøjet og i vandet. Bagefter spiste vi en dejlig frokost på Café Sunshine, inden vi fortsatte til vort mål for dagen, den gamle tunfangerby Scopello. Scopello er en lille hyggelig landsby med et herligt torv i midten. Vandet er meget dybt helt ind til kysten og til den lille havn, hvilket gjorde det muligt for fangstskibene at sejle ind med deres tunge last af tunfisk. I dag ligger det hele stille hen. Overnatningsstedet Pensione Tranchina ligger lige ved torvet og er et gammelt byhus, som er perfekt restaureret med moderne installationer, dejlige senge og aircondition. Ejerne Salvatore og Marisin Tranchina sørgede for os, som om var vi deres private gæster.

Det er underligt at gå en tur i en lille bjergby, hvor man aldrig har været før og så møde bekendte og måske få et glas med dem på en cafe. Men sådan var det. Mange af de vi havde mødt tidligere var også kommet hertil og det gav hyggelige gensyn. Turens sidste dag tilbragte vi i et stort naturreservat Lo Zingaro. Området er helt uberørt med høje bjerge lige ned til vandet, urskovsagtig bevoksning og små lagune agtige bade strande. Vi havde medbragt vin og brød med ost og skinke og brugte dagen til at bade og dase på en af de små strande.

Turen tilbage til lufthavnen i Catania og rejsen hjem til Danmark gik uden problemer. Kl 23:30 landede vi Kastrup, sagde farvel til Torben og Ruth fra Mors og tog lufthavnsbussen ud til parkeringsplads P17. Vores egen bil virkede noget stor og lidt besværlig med manuelt gear, men det må man nok vænne sig til. På vejen hjem snakkede vi om at det havde været usandsynligt heldigt, at der ikke skete mere da Elli faldt ved floden på den første dag. Og det var lige før at jeg mente, at det var heldigt, at hun overhovedet var faldet, når man tager i betragtning, hvor mange kontakter den opsvulmede hånd havde skabt. Den ville Elli dog godt nok ikke købe!

Vi havde jo egentlig købt en kulturrejse og der var masser af kultur på Sicilien i snart sagt hver eneste lille flække, som vi ikke fik set. På grund af uheldet var det nok snarere blevet en kontaktrejse. Og vi opleveder, at alle mennesker har en historie at fortælle og det er vel også lidt kultur?

Da vi drejede ind på Gormsvej var vi enige om, at det nu også var skønt at komme hjem. Men så fik jeg øje på noget og udbrød: ” SHIT!!”. ”Hvad er der?” spurgte Elli. Vallø manden har slået til! Jeg ku’ bare pege på den kæmpe stak brænde, der en klar aftale til trods, lå tippet af indkørslen og spærrede hele vores adgang til garage og hus. Heldigvis havde vores gode nabo ryddet en smal sti, som lige akkurat tillod os at komme ind med vores bagage. Irritationen kommer vi nok over, når brændekuderne varmer i ovenen til vinter.







Pensione Tranchina