 |
| Vaison la Romaine marts 09 |
25.8.09
Österlen, Skåne aug. 2009
The south-eastern part of Sweden, Österlen, is not a typical Swedish landscape. It’s more like East Møn in Denmark. Hills, cliffs and endless sand beaches. There are five “musts” to see in Österlen: Ales stenar, Hagestads national park at the very end of Sweden, Glimmingehus, Stenshuvuds national park and the hills at Brösinge.
Ales stenar (Stones) is Sweden's largest preserved "ship setting" - stones set in the layout of a ship. Nobody seems to know why it was built but its around 5500 years old and impressive as it lies on top of a round hill with a magnificent view over the Baltic sea. You can’t help to think of Stonehenge, when you are there.
Glimmingehus is the best-preserved medieval manor in Scandinavia. It was established in 1499 as an imposing residence for the Danish knight Jens Holgersen Ulfstand and his family. At that time Skåne belonged to Denmark. Today it is museum.
We decided to see those places and spoil ourselves with a stay at Karlaby Kro near Simrishamn on the east coast. Here is what we saw:
Ales stenar (Stones) is Sweden's largest preserved "ship setting" - stones set in the layout of a ship. Nobody seems to know why it was built but its around 5500 years old and impressive as it lies on top of a round hill with a magnificent view over the Baltic sea. You can’t help to think of Stonehenge, when you are there.
Glimmingehus is the best-preserved medieval manor in Scandinavia. It was established in 1499 as an imposing residence for the Danish knight Jens Holgersen Ulfstand and his family. At that time Skåne belonged to Denmark. Today it is museum.
We decided to see those places and spoil ourselves with a stay at Karlaby Kro near Simrishamn on the east coast. Here is what we saw:
25.3.09
London og Carcés marts 2009
Da vi fløj hjem igen fra Nice, læste vi i BT, at en ældre mand havde foresøgt at kidnappe - eller hvad man nu skal kalde det - Lene Espersens børn i børnehaven. Heldigvis lykkedes det ikke, men det må have været en grim oplevelse for forældrene.
Vi kan tale med om, at den var heller ikke gået i London. For snart tre uger siden tog vi morgen flyveren til Stansted Lufthavn, derefter bus nr A6 til Finchley Road og til sidst gåben til Britt og Christians hus på Hawtrey road i Swiss Cottage. Britt stod med sin store mave og et ligeså stort smil i døren og bød velkommen. De bor på en stille vej i et to etages kædehus, som væk fra vejen vender ud mod en stor fælles græsplæne og som yderligere har en lille gårdhave. Britt har som sagt en anseelig mave, dels er hun i 7 måned og dels er hun ret lille, så det syner en del. Heldigvis har hun det godt og er i fuld vigeur. Vi blev enige om, at vi skulle hente Morris i børnehaven om eftermiddagen, der var givet besked om, at vi ville komme. Men først måtte vi have en grundig instruktion i, hvordan man overhovedet kommer ind.
Man skal igennem tre elektroniske låger. Ved hver låge skal vi trykke en kode og afvente besked på at lågen nu er åben. Det lød jo meget nemt, så den klarer vi let sagde jeg kækt.
Det tager en halv time at gå derned og vi kendte vejen fra tidligere. Det var næsten ligesom i historien om Fyrtøjet, der skulle ned til de tre skatkister. Da vi kom til den første port, så vi at det var en svær jerngitter port . Ved siden af var der et tastatur. Her trykkede vi koden ind og intet skete. Vi prøvede et par gange til og vi hørte noget uforståeligt i højttaleren. Vi rykkede i porten, intet skete den var totalt låst. Heldigvis kom der nu en dame som åbenbart hørte til der, for hun havde en lille dims som hun førte forbi og vips, så sprang porten op.
Vi var nu inde i forgården, hvor der stod en masse barnevogne under et halvtag. Herfra skulle vi så ind i et forkontor. Det kunne også kun lade sig gøre igen ved at taste koden og mærkelig nok lykkedes det i første forsøg. I forkontoret sad en yngre dame og halvsov. Vi sagde at vi skulle henter Morris, hvorpå hun pegede på endnu en dør med kode. Endelig var vi inde i det aller helligste, en lang gang med en hel række døre, som førte ind til de forskellige stuer med børn. Vi fandt den rigtige stue, men kunne man komme ind, nej, selvfølgelig ikke. Vi skulle nu ringe på en klokke og i et samtaleanlæg gøre rede for, hvem vi var og hvad vi ville. Så gik døren endelig op og vi var endelig inde på Morris stue, hvor en hel masse børn sad ved små runde borde og var næsten færdigemed at spise.
Da Morris så os røg han op som en raket og kom styrtende hen og sprang op i favnen til os. Det var dejligt.
Da velkomsten var overstået henvendte han sig til en af pædagogerne - en ung mand - på flydende Oxford engelsk med ordene: "Will you please change my nappie before we go?" Vi var ved at tabe næse og mund. Pædagogen spurgte Elli, om det var iorden at han skiftede ham, inden vi tog hjem? Elli, der godt ved hvormeget han skider, svarede: " Yes, yes, by all means " Skift ham endelig!!
Vi tog bussen hjem og havde det rigtig sjovt med Morris. Og da vi kom hjem stod Britt glædestrålende i døren og sagde: "Hej lille Morris!", hvortil ungen svarede:" Bye, bye mor!". Underforstaaet: skrid med dig, det er mig, der har farfar og farmor.
Saadan er verden saa uretfærdig. Heldigvis var hun snart igen den bedste i verden!
Vi var kun i London i 4 dage, så der var ikke megen tid til at lege turister. Vi var dog på British Museeum og så to meget spændende særudstillinger. Den ene var nogle vægmalerier, som fornylig er blevet fundet i nogle grav kamre i Ægypten. Det var en helt fantastisk detaljeret beskrivelse af livet hos en velhavende familie tusind år før kristus.
Det andet var en udstilling, som var lavet i samarbejde med Irans nationalmuseeum. Den handlede om en shah Abbas, som totalt reformerede Persien i løbet af sin 42 år lange regeringstid. Den viste igen, at det er de stærke enkeltpersoner med de rigtige egenskaber, der forandrer verden.
Vi var også ud at spise på St. Johns, en af Londons hotte restauranter, hvor alle de unge og smukke mødes. Vi havde bordbestilling til kl 20:30. Og fordi det var sådan et in-sted skulle man være fremme til tiden, ellers gik bordet til andre.
For at nå det var der bestilt en taxa til kl 20. På det tidspunkt skulle Morris være faldet i søvn og Merly, den fillipinske rengøringskone, være ankommet. Det lyder enkelt, men det var ikke så enkelt endda. For det første skulle Morris være enig i at det var en god ide at han skulle sove. For det andet måtte Merly ikke komme før Morris var faldet i søvn, for han kunne af en eller anden grund ikke ikke lide at hun skulle lægge ham i seng. I god tid før kl 20 begyndte nedtællingen med oplæsning og godnat sang først af den ene og så af den anden. Ungen var i højt humør og viste ingen tegn på træthed. Minutterne sneglede sig mod kl 8 og nervøsiteten steg. Men 5 minutter i otte faldt Morris pludseligt og uventet i søvn . Og oplæserne listede stille ud af værelset og vi ventede så kun på Merly.
Merly er som sagt fra Fillipinerne og har været i London i et par år. Derhjemme har hun mand og børn, som hun på den måde forsørger. Om et år rejser hun hjem igen. Knap var Morris faldet i søvn før Merly ringede: " I am late!" Jeg kan ikke komme til tiden for bussen sidder fast! Taxa'en holdt allerede og snurrede og vi besluttede at Christian skulle blive hjemme og vente på Merly, for så senere at skynde sig efter os i sin lille gule sportvogn til 2 personer.
Da Merly kom første gang til huset, var det også Christian, der ventede på hende og der udspandt sig følgende herlige misforståelse, da han precis på det aftalte tidspunkt åbnede hoveddøren og så ned på den lille Fillipiner på fortovet. Hun sagde: " I am Merly!" Men Christian hørte det som: " I am early!" og svarede: " No, you are not!". "Yes I am!", sagde den undrende Merly. Christian trådte et skridt tilbage og bød hende indenfor med ordene: "Never mind,
come right in anyway"
Kort tid efter var vi alle bænket ved et langbord i en stuvende fuld restaurant indrettet i et tidligere rygehus i forbindelse med kødmarkedet i nærheden. I spidsen står en berømt kok, Fegus Henderson. Han har mange utraditionelle ideer. Han siger bl.a.: 'If you're going to kill the animal, it seems only polite to use the whole thing...'. Og han mener det, når han siger: ' nose to tail', alt på dyret kan spises og han lider ikke af fedtforskrækkelse. ("Fat is friendly!"). Jeg prøvede den berømte marv salat. En tallerken fuld af benpiber på højkant, hvor man fiskede marven ud og spiste den på ristet brød med hakket bladpersille og groft salt. Fedtet drev ud af mundvigene! UHM! Selv om det var lidt utraditionelt var det hele meget velsmagende og vi havde det rigtigt hyggeligt.
Da vi igen var ude på gaden, så vi Christians knaldgule Porsche parkeret lige overfor mellem en hel række af store sorte limusiner med kun 20 cm luft både for og bag. Den lignede sgu' en legetøjs bil! Og hvordan han skulle få den ud derfra, var svært at sige.
Ud for en bar lige ved siden af 'vores' restaurant stod en klynge unge mennesker i højt humør, mens de pulsede på deres cigarer og cigaretter. De var også meget interesserede i hvordan det skulle kunne lade sig gøre at få bilen bakset ud. De kom med mange hjælpsomme kommentarer. Det var dog intet imod hvad der kom senere, da det gik op for dem at en lille højgravid dame plus en noget større ditto og to granvoksne mænd havde til hensigt at kravle ind i bilen. Jublen ville ingen ende tage, da Christian og Elli efter en del møven endelig sad på forkanten af det diminutive bagsæde med hovederne mast op i loftet og Peter på forsædet med hovedet mellem knæene. Den eneste der sad godt var Britt bag rattet. Det var godt det samme, for hun kørte, som en Porsche skal køres, friskt, med høj motorlyd og hvinende dæk!
Dagen efter var rejsedag, vi skulle videre til Sydfrankrig. Det tog halvanden time med et stopfyldt Ryanair fly til Marseille.
9.1.09
Jul på Møn 2008
Familien fejrede julen på Møn i Christian og Britt’s sommerhus i Østermark.
Da alle efter nytår igen var alle vendt hjem med en dejlig oplevelse i bagagen gik julen igang i Rusland. Her fejrede de jul den 6. januar efter den Gregorianske kalender med gudstjenester hele natten igennem. Russerne må åbenbart have opsparet et større behov for kirkegang gennem alle de år, hvor religions udøvelse var forbudt.
Vi var også i kirke juleaften, i hvert tilfælde nogen af os. Det var i Elmelunde kirke. Ikke fordi vi havde noget opsparet noget større behov for det kirkelige, men mest fordi vi kan lide at synge og så er der en hel tegneserie af kalkmalerier af Elmelunde mesteren på kirkens vægge og dens hvælvinger, som vi gerne ville se på i ro og mag.
Vi var Elli, Christian, Annette og jeg. Alle de andre var optaget af vigtige gøremål omkring afviklingen af juleaften.
Vi skulle måske lige først gå en uges tid tilbage i tiden. Det var for lang tid siden besluttet at hele familien med børn, svigerbørn og børnebørn skulle fejre juleaften sammen på Møn. Det var 13 ialt i et meget lille hus fra 1726 med meget små stuer. Frida satte fingren på problem nr 1., da hun efter at have kigget sig rundt i dagligstuen og med hænderne i siden udbrød: ”Helt ærligt farfar, hvor skal alle de mennesker sidde og hvor skal de sove?” Da de tre drenge havde aftalt at de ville stå for det hele, kunne jeg kun svare at det måtte hun spørge dem om, men at jeg nok troede at det kunne gå med lidt god vilje.
Elli er jo vant til at skulle stå for det meste, så tanken om alle de detaljer, der skulle ordnes, kørte rundt i hovedet på hende. Men vi måtte jo acceptere, at nu var der andre, der tog over. Vi kørte dog lige, som nævnt, ned til Møn ugen før jul for at se om alt var i orden og købe et par ænder og en flæskesteg, som vi lagde i fryseren og et juletræ pakket ind i en strømpe. Vi ordnede også lige haven og kørte et par læs grene på genbrugspladsen og satte lidt varme på huset til de unge, som skulle komme nogle dage senere, inden vi igen fortrak. Som svar på vores mail om vore forberedelser, kom der prompte svar fra London: ” Nu skal I bare sætte jer ned og læse en bog, så skal vi nok klare resten!”
Vi havde forlængst set i ånden, hvordan det lille hus, som, når vi var der alene, altid var i perfekt orden, ville se ud, når 3 familier med børn havde spredt de udpakkede julegaver overalt og taget luftmadrasser og soveposer frem.
Vi havde derfor lejet et værelse for julenat på hotel Præstekilde. Det ligger et par kilometer fra sommerhuset ved den lokale golfbane.
Der var stuvende fuldt da vi ankom, alle 50 værelser var udlejet og gæsterne skulle på nær os alle holde jul sammen i restauranten.
Efter at have skiftet til vores pæne tøj kørte vi over til Østermark. Ikke alle var kommet endnu og man skulle se godt efter hvis man skulle se tegn på en større fest.
Nå, men det var gudstjenesten i Elmelunde kirke, vi kom fra. Vi var der en halv time før det skulle begynde og kirken var næsten fyldt. Vi kom til at sidde klemt ind på forskellige bænke helt bagest, hvor der ikke var megen udsigt til tegneserierne eller koret og prædikestolen for den sags skyld. Til gengæld sad vi lige under orglet, som i dagens anledning var forstærket med en trompet.
Lige foran os sad en ung familie med en dreng på 7 og og en lille pige på 2 år og endnu en ung mand. I midtergangen udfor dem stod tre nodestativer.
Der var god tid til at se sig omkring i den fyldte kirke. Kender man nogen? Næ - vist ikke, men den lille familie foran havde nu fået nogle violiner frem, som de sad og stemte, mens ungen på 2 sad hos faren og pludrede lykkeligt. Drengen virkede lidt nervøs og talte hele tiden meget alvorligt til de to med violinerne. Pludseligt så vi at han også sad med en. Det kunne vel ikke passe, at en lille dreng skulle spille i kirken?
Tiden gik langsomt. Men endelig skete der noget. Faren tog ungen og gav hende til moren og de tre violinister rejste sig og stillede op i midtergangen klar til at lade tonerne lyde til den første salme. Og lyden kom prompte! Ikke fra violinerne, ej heller fra orgel eller menighed – men fra den lille pige, der langtfra var tilfreds med sin nye plads. Hun satte i et øredøvende hyl! Og hun skreg og hun skreg, ligemeget hvordan moren forsøgte for at formilde hende.
Nu satte også orgel, trompet og strygere ind og vi sang (og ungen skreg) det bedste vi havde lært. Det er dejligt at synge de gamle salmer og høre hele det store kirkerum være fyldt af lyd.
Og det var en fornøjelse at se drengen spille med de voksne. Det var helt tydeligt at han havde øvet sig i lang tid forinden og han var rævestolt, da vi efter gudstjenesten gav ham hånden til tak for hans spil.
Hjemme i Østermark var der ved at komme struktur på tingene. Møblerne i stuen var stuvet af vejen, så der kunne blive plads til juletræet. Træet var pyntet i stue og under lå gavene. Vi havde efter en del mails frem og tilbage besluttet at lave lidt om på traditionerne i år. For det første ville vi danse om juletræet og give gaverne før middag og ikke efter, som vi plejer. Vi regnede med at få mere ro til det måltid, som de mange kokke skulle servere, hvis børnene havde fået deres gaver inden. Og så havde vi i øvrigt aftalt at skære ned på antallet af gaver så de voksne kun gav til børnene. Hvad vi ikke havde regnet med var, at de større børn havde været beskæftiget med at fremstille gaver til alle de sidste par måneder. Så det var alligevel som det plejede.
Da det var tid, blev alle, pånær Christian, gennet ud af stuen for at vente spændt til der blev slået på klokken og døren ville blive åbnet til juletræet, der bestemt var finere end alle de foregående år. ” Det siger du hvert år, far!” lød det fra mængden.
Det er jo lidt underligt at mennesker årgang 2008 een aften om året tager hinanden i hånden og traver rundt først den ene vej og så den anden, mens de synger salmer. Men sådan er det og sådan er det at vores børn ønsker, at deres børn også skal huske julen.
Sidste sang er efter traditionen ”Så går vi rundt om en enebærbusk”, hvor vi først ”vasker vort tøj” på besynderlige måder og slutter med en lang kæde gennem alle værelser i hele huset syngende ”Så gør vi sådan når til kirke vi gå!”
Omsider efter alle havde fået deres gaver, nåede vi frem til at de tre kokke, Carsten, Steffen og Christian, og den ene konditor, Annette, trak sig tilbage for at forberede hvad der skulle blive et brag af en middag. Det var nøje konfereret i forvejen, hvem der sørgede for hvad, så det skulle være en smal sag for de kompetente folk, at få den ged barberet.
Men der var alligevel visse småproblemer med koordineringen mellem kokkene. Alle regnede med at de andre havde styr på det. Det betød f. eks. at der blev skruet op eller ned for ænderne, hvergang en af kokkene passerede ovnen. Da de endelig var klar opdagede de, at kartoflerne stod i en spand udenfor og manglede at blive kogt! Men det var dog kun bagateller i forhold til den festmiddag de fire fik stillet frem.
Ved midnatstid trak Elli og jeg os tilbage til hotellet. Britt er jo gravid og havde ikke drukket, så hun kørte os derover. Og det passede os fint at lægge os i nyt rent sengetøj og vide at vi kunne sove så længe vi ville.
Næste morgen gik vi tilbage i højt, flot frostvejr og nød den stilhed, som man finder så rigeligt af på Møn. Efter en julefrokost tyndede det ud blandt deltagerne.
Og næste dag var vi alene, Elli og jeg, da Christian, Britt og Morris kørte til Jylland for at se Britts familie i et par dage indtil lørdag. Vi skulle så passe Morris mens Britt og Christian besøgte venner i København et par dage.
Vi fik sat lidt skik på huset og gik nogle dejlige ture. Om fredagen havde vi inviteret Anne Marie og Ole fra Stubbekøbing til frokost i Østermark. Om morgenen ringede Christian og aftalte med Elli at det var smartere, hvis de kom til Frederikssund og overnattede og at vi passe Morris der i stedet for på Møn. Det var der jo god fornuft i, da de så slap for at køre til Møn og tilbage til København.
Elli forstod, at de ville komme til os ved halv syv-syvtiden fredag aften efter at have taget Molsfærgen fra Ebeltoft til Odden.
Det var ok med os, selvom vi jo nok var klar over at vi måtte op på dupperne for at nå hjem efter at have gæster til frokost og nå at varme huset i Frederikssund op og få en middag stablet på benene. Men vi regnede med, at det skulle vi nok kunne klare.
Fredag morgen oprandt og vi stod tidligere op end sædvanligt. Ved middagstid kom gæsterne og vi havde en meget hyggelig frokost. Elli havde lavet en lækker omelet og nogen gode oste, det var rigtig godt.
Kl. halv tre kørte de og kl tre havde vi lukket huset, pakket bilen og var på vej.
Kl. 4 talte vi om at nu sejler færgen fra Ebeltoft og klokken kvart i fem holdt vi foran huset i Frederikssund.
Nu gjaldt det om at samarbejde og det kan vi! Bagagen ind og af vejen, tænde op i ovnen, tænde op i grillen, lave suppe, fylde kyllingen og sætte den i grillen, og så videre og så videre. Kl. 5 tænkte vi: ” Nu er færgen i Odden og vi har en god time at blive færdige i!”
Kl. 6,30 var vi færdige med det hele og lidt stolte satte vi os med et glas vin og sagde, at nu ka’ de bare komme an!
Kl. 7 ringede telefonen. Det var Christian. ”Hej, hvordan har I det?”. ”Jo, tak det går fint, hvor er I nu?”. ” Vi er hos Britt’s far i Ebeltoft!”.
Vi havde åbenbart ikke helt styr på vores aftale, men vi fik en dejlig 3 retters middag og klarede også middagen dagen efter, da de endelig ankom.
Mens Britt og Christian var ude at vifte med ørerne med deres venner i København, havde vi så fornøjelsen af at have Morris hos os i Frederikssund i et par dage. Han er nu blevet 2½ år gammel. Hvergang vi ser ham, har han udviklet sig enormt, det går så stærkt! Han er en utrolig sød dreng og alligevel meget forskellig fra de andre børnebørn. Han taler både dansk og engelsk, i reglen kun et sprog ad gangen.
Og han iagttager alting. F. eks. sagde han til Elli: ”Pæn halskæde Farmor” eller også går han rundt og ser på billederne i huset. Han var især interesseret i et billede vi har fra Nyhavn, med et skib liggende ved kajen. Og så er han som en rigtig dreng helt vild med biler, traktorer, bulldosere, mejetærskere og al den slags materiel, som han kender alle de tekniske betegnelser på. I løbet af få minutter er hele gulvet fyldt med Christians gamle legetøjsbiler (som Christian iøvrigt blev helt varm ved at gense) og Elli skal i den grad passe på med ikke at falde over dem.
Nå, alting får en ende og forældrene kom tilbage og hentede ham for at køre til Møn og holde Nytår med nogen venner. Vi sov 12 timer i træk og var lykkelige over at vi kun var os selv Nytårs aften.
I mange år har vi løftet glassene Nytårs aften kl 12 og sagt til hinanden: ”Skål, skulle vi ikke prøve at tage et år til?
Det gjorde vi også i år!
Da alle efter nytår igen var alle vendt hjem med en dejlig oplevelse i bagagen gik julen igang i Rusland. Her fejrede de jul den 6. januar efter den Gregorianske kalender med gudstjenester hele natten igennem. Russerne må åbenbart have opsparet et større behov for kirkegang gennem alle de år, hvor religions udøvelse var forbudt.
Vi var også i kirke juleaften, i hvert tilfælde nogen af os. Det var i Elmelunde kirke. Ikke fordi vi havde noget opsparet noget større behov for det kirkelige, men mest fordi vi kan lide at synge og så er der en hel tegneserie af kalkmalerier af Elmelunde mesteren på kirkens vægge og dens hvælvinger, som vi gerne ville se på i ro og mag.
Vi var Elli, Christian, Annette og jeg. Alle de andre var optaget af vigtige gøremål omkring afviklingen af juleaften.
Vi skulle måske lige først gå en uges tid tilbage i tiden. Det var for lang tid siden besluttet at hele familien med børn, svigerbørn og børnebørn skulle fejre juleaften sammen på Møn. Det var 13 ialt i et meget lille hus fra 1726 med meget små stuer. Frida satte fingren på problem nr 1., da hun efter at have kigget sig rundt i dagligstuen og med hænderne i siden udbrød: ”Helt ærligt farfar, hvor skal alle de mennesker sidde og hvor skal de sove?” Da de tre drenge havde aftalt at de ville stå for det hele, kunne jeg kun svare at det måtte hun spørge dem om, men at jeg nok troede at det kunne gå med lidt god vilje.
Elli er jo vant til at skulle stå for det meste, så tanken om alle de detaljer, der skulle ordnes, kørte rundt i hovedet på hende. Men vi måtte jo acceptere, at nu var der andre, der tog over. Vi kørte dog lige, som nævnt, ned til Møn ugen før jul for at se om alt var i orden og købe et par ænder og en flæskesteg, som vi lagde i fryseren og et juletræ pakket ind i en strømpe. Vi ordnede også lige haven og kørte et par læs grene på genbrugspladsen og satte lidt varme på huset til de unge, som skulle komme nogle dage senere, inden vi igen fortrak. Som svar på vores mail om vore forberedelser, kom der prompte svar fra London: ” Nu skal I bare sætte jer ned og læse en bog, så skal vi nok klare resten!”
Vi havde forlængst set i ånden, hvordan det lille hus, som, når vi var der alene, altid var i perfekt orden, ville se ud, når 3 familier med børn havde spredt de udpakkede julegaver overalt og taget luftmadrasser og soveposer frem.
Vi havde derfor lejet et værelse for julenat på hotel Præstekilde. Det ligger et par kilometer fra sommerhuset ved den lokale golfbane.
Der var stuvende fuldt da vi ankom, alle 50 værelser var udlejet og gæsterne skulle på nær os alle holde jul sammen i restauranten.
Efter at have skiftet til vores pæne tøj kørte vi over til Østermark. Ikke alle var kommet endnu og man skulle se godt efter hvis man skulle se tegn på en større fest.
Nå, men det var gudstjenesten i Elmelunde kirke, vi kom fra. Vi var der en halv time før det skulle begynde og kirken var næsten fyldt. Vi kom til at sidde klemt ind på forskellige bænke helt bagest, hvor der ikke var megen udsigt til tegneserierne eller koret og prædikestolen for den sags skyld. Til gengæld sad vi lige under orglet, som i dagens anledning var forstærket med en trompet.
Lige foran os sad en ung familie med en dreng på 7 og og en lille pige på 2 år og endnu en ung mand. I midtergangen udfor dem stod tre nodestativer.
Der var god tid til at se sig omkring i den fyldte kirke. Kender man nogen? Næ - vist ikke, men den lille familie foran havde nu fået nogle violiner frem, som de sad og stemte, mens ungen på 2 sad hos faren og pludrede lykkeligt. Drengen virkede lidt nervøs og talte hele tiden meget alvorligt til de to med violinerne. Pludseligt så vi at han også sad med en. Det kunne vel ikke passe, at en lille dreng skulle spille i kirken?
Tiden gik langsomt. Men endelig skete der noget. Faren tog ungen og gav hende til moren og de tre violinister rejste sig og stillede op i midtergangen klar til at lade tonerne lyde til den første salme. Og lyden kom prompte! Ikke fra violinerne, ej heller fra orgel eller menighed – men fra den lille pige, der langtfra var tilfreds med sin nye plads. Hun satte i et øredøvende hyl! Og hun skreg og hun skreg, ligemeget hvordan moren forsøgte for at formilde hende.
Nu satte også orgel, trompet og strygere ind og vi sang (og ungen skreg) det bedste vi havde lært. Det er dejligt at synge de gamle salmer og høre hele det store kirkerum være fyldt af lyd.
Og det var en fornøjelse at se drengen spille med de voksne. Det var helt tydeligt at han havde øvet sig i lang tid forinden og han var rævestolt, da vi efter gudstjenesten gav ham hånden til tak for hans spil.
Hjemme i Østermark var der ved at komme struktur på tingene. Møblerne i stuen var stuvet af vejen, så der kunne blive plads til juletræet. Træet var pyntet i stue og under lå gavene. Vi havde efter en del mails frem og tilbage besluttet at lave lidt om på traditionerne i år. For det første ville vi danse om juletræet og give gaverne før middag og ikke efter, som vi plejer. Vi regnede med at få mere ro til det måltid, som de mange kokke skulle servere, hvis børnene havde fået deres gaver inden. Og så havde vi i øvrigt aftalt at skære ned på antallet af gaver så de voksne kun gav til børnene. Hvad vi ikke havde regnet med var, at de større børn havde været beskæftiget med at fremstille gaver til alle de sidste par måneder. Så det var alligevel som det plejede.
Da det var tid, blev alle, pånær Christian, gennet ud af stuen for at vente spændt til der blev slået på klokken og døren ville blive åbnet til juletræet, der bestemt var finere end alle de foregående år. ” Det siger du hvert år, far!” lød det fra mængden.
Det er jo lidt underligt at mennesker årgang 2008 een aften om året tager hinanden i hånden og traver rundt først den ene vej og så den anden, mens de synger salmer. Men sådan er det og sådan er det at vores børn ønsker, at deres børn også skal huske julen.
Sidste sang er efter traditionen ”Så går vi rundt om en enebærbusk”, hvor vi først ”vasker vort tøj” på besynderlige måder og slutter med en lang kæde gennem alle værelser i hele huset syngende ”Så gør vi sådan når til kirke vi gå!”
Omsider efter alle havde fået deres gaver, nåede vi frem til at de tre kokke, Carsten, Steffen og Christian, og den ene konditor, Annette, trak sig tilbage for at forberede hvad der skulle blive et brag af en middag. Det var nøje konfereret i forvejen, hvem der sørgede for hvad, så det skulle være en smal sag for de kompetente folk, at få den ged barberet.
Men der var alligevel visse småproblemer med koordineringen mellem kokkene. Alle regnede med at de andre havde styr på det. Det betød f. eks. at der blev skruet op eller ned for ænderne, hvergang en af kokkene passerede ovnen. Da de endelig var klar opdagede de, at kartoflerne stod i en spand udenfor og manglede at blive kogt! Men det var dog kun bagateller i forhold til den festmiddag de fire fik stillet frem.
Ved midnatstid trak Elli og jeg os tilbage til hotellet. Britt er jo gravid og havde ikke drukket, så hun kørte os derover. Og det passede os fint at lægge os i nyt rent sengetøj og vide at vi kunne sove så længe vi ville.
Næste morgen gik vi tilbage i højt, flot frostvejr og nød den stilhed, som man finder så rigeligt af på Møn. Efter en julefrokost tyndede det ud blandt deltagerne.
Og næste dag var vi alene, Elli og jeg, da Christian, Britt og Morris kørte til Jylland for at se Britts familie i et par dage indtil lørdag. Vi skulle så passe Morris mens Britt og Christian besøgte venner i København et par dage.
Vi fik sat lidt skik på huset og gik nogle dejlige ture. Om fredagen havde vi inviteret Anne Marie og Ole fra Stubbekøbing til frokost i Østermark. Om morgenen ringede Christian og aftalte med Elli at det var smartere, hvis de kom til Frederikssund og overnattede og at vi passe Morris der i stedet for på Møn. Det var der jo god fornuft i, da de så slap for at køre til Møn og tilbage til København.
Elli forstod, at de ville komme til os ved halv syv-syvtiden fredag aften efter at have taget Molsfærgen fra Ebeltoft til Odden.
Det var ok med os, selvom vi jo nok var klar over at vi måtte op på dupperne for at nå hjem efter at have gæster til frokost og nå at varme huset i Frederikssund op og få en middag stablet på benene. Men vi regnede med, at det skulle vi nok kunne klare.
Fredag morgen oprandt og vi stod tidligere op end sædvanligt. Ved middagstid kom gæsterne og vi havde en meget hyggelig frokost. Elli havde lavet en lækker omelet og nogen gode oste, det var rigtig godt.
Kl. halv tre kørte de og kl tre havde vi lukket huset, pakket bilen og var på vej.
Kl. 4 talte vi om at nu sejler færgen fra Ebeltoft og klokken kvart i fem holdt vi foran huset i Frederikssund.
Nu gjaldt det om at samarbejde og det kan vi! Bagagen ind og af vejen, tænde op i ovnen, tænde op i grillen, lave suppe, fylde kyllingen og sætte den i grillen, og så videre og så videre. Kl. 5 tænkte vi: ” Nu er færgen i Odden og vi har en god time at blive færdige i!”
Kl. 6,30 var vi færdige med det hele og lidt stolte satte vi os med et glas vin og sagde, at nu ka’ de bare komme an!
Kl. 7 ringede telefonen. Det var Christian. ”Hej, hvordan har I det?”. ”Jo, tak det går fint, hvor er I nu?”. ” Vi er hos Britt’s far i Ebeltoft!”.
Vi havde åbenbart ikke helt styr på vores aftale, men vi fik en dejlig 3 retters middag og klarede også middagen dagen efter, da de endelig ankom.
Mens Britt og Christian var ude at vifte med ørerne med deres venner i København, havde vi så fornøjelsen af at have Morris hos os i Frederikssund i et par dage. Han er nu blevet 2½ år gammel. Hvergang vi ser ham, har han udviklet sig enormt, det går så stærkt! Han er en utrolig sød dreng og alligevel meget forskellig fra de andre børnebørn. Han taler både dansk og engelsk, i reglen kun et sprog ad gangen.
Og han iagttager alting. F. eks. sagde han til Elli: ”Pæn halskæde Farmor” eller også går han rundt og ser på billederne i huset. Han var især interesseret i et billede vi har fra Nyhavn, med et skib liggende ved kajen. Og så er han som en rigtig dreng helt vild med biler, traktorer, bulldosere, mejetærskere og al den slags materiel, som han kender alle de tekniske betegnelser på. I løbet af få minutter er hele gulvet fyldt med Christians gamle legetøjsbiler (som Christian iøvrigt blev helt varm ved at gense) og Elli skal i den grad passe på med ikke at falde over dem.
Nå, alting får en ende og forældrene kom tilbage og hentede ham for at køre til Møn og holde Nytår med nogen venner. Vi sov 12 timer i træk og var lykkelige over at vi kun var os selv Nytårs aften.
I mange år har vi løftet glassene Nytårs aften kl 12 og sagt til hinanden: ”Skål, skulle vi ikke prøve at tage et år til?
Det gjorde vi også i år!
Abonner på:
Opslag (Atom)
